Gå til sidens indhold

Arbejds- og opholdstilladelse

Hvorvidt du skal søge arbejds- og opholdstilladelse samt visum afhænger af, hvor i verden du skal arbejde.


Reglerne er forskellige, alt efter om der er tale om de nordiske lande, EU/EØS-landene eller det øvrige udland. Og de kan også variere alt efter, om du arbejder som udstationeret eller som udlandsansat.

Som dansk statsborger kan du frit rejse ind, arbejde og opholde dig i ethvert andet land i Norden.

Statsborgere i et EØS-land, kan frit arbejde i et andet EØS-land i op til tre måneder. Man behøver ikke nogen opholds- og arbejdstilladelse, men skal efter tre måneder have et opholdsbevis. Det får man ved at vise en kontrakt fra en arbejdsgiver eller på anden måde dokumentere, at man kan forsørge sig selv.

For både Norden og EØS gælder det som princip, at man skal være selvforsørgende. Man har altså ikke ret til at være i et andet land ud over tre måneder, hvis man ikke kan bevise, at man har penge til at leve for.

Ved arbejde uden for EØS-landene skal du som udgangspunkt have både en opholds- og en arbejdstilladelse. Husk, at et almindeligt turistvisum ikke giver dig ret til at arbejde. I de fleste lande er det tilladt at opholde sig tre måneder uden særlig tilladelse, men du må kun arbejde, hvis du har en arbejdstilladelse. Det er ikke sikkert, at du kan få en sådan, når du først er rejst ind i et bestemt land. Vi anbefaler derfor, at du indhenter en arbejdstilladelse, inden du rejser til et land, hvor du forventer at arbejde.

Vær opmærksom på, at betingelserne varierer fra land til land, og at det generelt er meget svært at få arbejdstilladelse i USA, Australien og Canada.

Hvem skaffer de nødvendige tilladelser?

Det er som regel arbejdsgiveren, der skal bekræfte over for myndighederne i arbejdslandet, at du kan få ansættelse. Det er normalt også arbejdsgiveren, der har ansvaret for, at alle papirer vedrørende indrejse, ophold og arbejde er i orden. De enkelte landes ambassader og konsulater kan give præcise svar på disse spørgsmål.