Gå til sidens indhold

Akademikerbrancher i top på stress

En ny opgørelse fra Arbejdstilsynet viser, at det står bekymrende til med arbejdsmiljøet i flere brancher med mange akademisk ansatte, når det kommer til stress.

Forskning

Brancherne "Universiteter og forskning" og "Offentlig administration og arbejdsformidling" ligger i top tre, når det kommer til andelen af medarbejdere, der svarer, at de hele tiden eller ofte har følt sig stresset inden for de seneste to uger. For "Universiteter og forskning" gælder det 18,8 % af medarbejderne og "Offentligt administration og arbejdsformidling" 18,2 %.

Det kommer ikke bag på Lisbeth Lintz, formand for Akademikerne, at stress blandt medarbejdere i universitetsverdenen fylder så meget, som det gør.

- Arbejdsmiljøet har alt, alt for længe været under pres. Vi ved, at når der opstår problemer med arbejdsmiljøet på universiteterne, det kan være blandt undervisere og alle typer forskere, eller i den offentlige administration, fx blandt jurister, økonomer eller magistre, så går det udover hele arbejdspladsen og har konsekvenser for stressniveauet for alle faggrupper.

Det er desværre også et billede, vi ser blandt dyrlægerne, påpeger ADOs formand, Ida Tingman Møller, og hun appellerer til, at stressbekæmpelsen bliver et langt mere prioriteret område.

- Fra arbejdsgivernes side skal der sikres et bedre arbejdsmiljø, så man som medarbejder ikke skal gå på arbejde med en følelse af stress. Men det gør det nok ikke alene. I ADO mener vi, at der skal sikres ressourcer til fx den offentlige administration, så der ikke dyrkes rovdrift på den enkelte. I ADO rejser vi denne problemstilling ved enhver given lejlighed overfor de relevante parter. 

Ida Tingman Møller peger også på, at der inden for forskningsverdenen er en tradition for tidsbegrænsede ansættelser, hvilket ADO heller ikke mener fremmer det gode arbejdsmiljø og den enkeltes trivsel.

- ADO har tidligere sat fokus på denne problemstilling. Men også her kræves der strukturelle ændringer, som tager tid. 

Læs "National Overvågning af Arbejdsmiljøet blandt Lønmodtagere" fra Arbejdstilsynet.