Gå til sidens indhold

Gode kollegaer, work-life-balance og god løn er allervigtigst i vores arbejdsliv

Hvad kigger danske lønmodtagere efter hos deres næste arbejdsgiver? Det har konsulenthuset Ballisager undersøgt blandt 1.500 adspurgte.

COLOURBOX23076544

Som aldrig før er vores fritid blevet kostbar - fritid betyder mere og mere, når vi vælger arbejdsplads. Det viser en undersøgelse fra konsulenthuset Ballisager blandt 1.500 danskere i den arbejdsdygtige alder (18-65 år). Halvdelen af de adspurgte vil maksimalt pendle 30 minutter (hver vej) på job. Samtidig viser undersøgelsen, at arbejdspladser med fokus på work-life balance er i høj kurs, når vi søger job.

- Vi er inde i en stille revolution på arbejdsmarkedet. Mange danskere er de seneste år blevet konfronteret med de omkostninger, som et krævende arbejdsliv kan have. Det kan være naboen, der er gået ned med stress, broderen, der mistrives i et bjerg af opgaver eller en kollega, der er ved at knække på grund af dobbeltpres fra arbejde og familie. Vi begynder simpelthen at spørge os selv – er det egentlig det værd. Derfor stiger arbejdspladser med fokus på work-life-balance i jobsøgerpopularitet, og coronakrisen har helt sikkert kun forstærket denne eftertænksomheds-trend, siger Morten Ballisager, som er direktør i Ballisager, ifølge virksomhedens hjemmeside.

Forskel på privatansatte og offentligt ansattes ønsker

Bedømt ud fra undersøgelsens tal er løn også en stor motivationsfaktor, når vi kigger efter nyt job. Men løn betyder meget mere for privatansatte end offentligt ansatte.

Også når det gælder gode kolleger, er der forskel mellem privatansatte og offentligt ansattes ønsker til deres næste arbejdsgiver. Gode kollegaer betyder mest for offentligt ansatte - Vi vil have en klar fornemmelse af, hvem vi skal dele 37 værdifulde timer om ugen med.

Undersøgelsen viser også, at sikkerhed i jobbet, gode værdier, et godt brand og kvalitetsprodukter er en tand vigtigere for privatansatte, når de skal skifte job. Til gengæld vil offentligt ansatte gerne udrette noget meningsfuldt for samfundet og have indflydelse.

Karakteristiske forskelle mellem aldersgrupperne

Undersøgelsen viser, at der er karakteristiske forskelle mellem aldersgruppernes ønsker til deres næste arbejdsgiver.

De 18-34-årige går mest op i at få gode kollegaer, muligheden for at blive dygtigere og work-life-balance. Ifølge Ballisager.com handler det om at få en god start på karrieren – både fagligt, socialt og på privatfronten – og derfor betyder en god løn også noget. Men overskriften for de unge er helt afgjort "udvikling": De vil finde sig en arbejdsplads, hvor de kan blive dygtigere, kan få indflydelse, og for hver 8. ung handler det også om at avancere på et tidspunkt.

De 35-50-årige har én meget vigtig prioritet: Der skal være balance mellem privatfronten og arbejdet. Gode kollegaer og en god løn ligger, ligesom ved de andre aldersgrupper, også i top-3, men det er helt tydeligt balancen, der tæller for »midt-i-livet«-gruppen. Morten Ballisager giver sit bud på, hvorfor det forholder sig sådan:

- Midt-i-livet-gruppen er på alle punkter den mest pressede aldersgruppe i vores samfund. Man er formentlig belånt til op over begge ører, arbejdet kalder, og man vil for alt i verden være verdens bedste forælder. I det pres leder man mere og mere efter arbejdspladser, der forstår dette pres. Måske handler det også om, at generation y og z – som befolker denne aldersgruppe – i mindre grad end X’erne går efter, hvad der er normalt.

De 50+-årige har samlet erfaringer med mange forskellige typer arbejdspladser, og måske er erfaringsrygsækken efterhånden fyldt godt op – for det klart vigtigste er kollegaerne, en god balance, men bestemt også en god løn.

Kilde: Ballisager.com