Gå til sidens indhold

Guide til kontrakter

Få styr på, hvad en ansættelseskontrakt skal indeholde. Det er et vigtigt dokument. ADO tjekker altid gerne din kontrakt igennem, inden du sætter din underskrift.

Green Chameleon S9cc2skysjm Unsplash (1)

Fra 1. juli skal arbejdsgivere oplyse medarbejdere om deres ansættelsesvilkår i ansættelsesbeviser.

Medarbejdere, der er ansat inden 1. juli 2023, kan anmode deres arbejdsgiver om at få udleveret eller suppleret deres ansættelseskontrakt i overensstemmelse med de krav, der vil gælde pr. 1. juli 2023 (se herunder). En arbejdsgiver vil have otte uger til at efterkomme en sådan anmodning.

En ansættelseskontrakt er et juridisk bindende dokument. Hvis den ene part bryder kontraktens ord, kan det få konsekvenser.

Du skal derfor altid læse en kontrakt grundigt. Og lad gerne ADO læse med! 

Du har krav på en ansættelseskontrakt

Når du bliver ansat i mere end 3 arbejdstimer om ugen og med en varighed på over en måned, skal du have en ansættelseskontrakt.

Du har også krav på at få en ansættelseskontrakt, hvis du er ansat uden nogen på forhånd fastsat arbejdstid, men har pligt til at møde ved tilkald.

Senest en måned inde i ansættelsen skal du have kontrakten i hånden. Og den skal indeholde alle væsentlige vilkår for ansættelsesforholdet.

Vi anbefaler, at kontrakten er på plads inden din første arbejdsdag.

  • 15 informationer din kontrakt skal indeholde

    En ansættelseskontrakt skal - som minimum - indeholde oplysninger om:

      1. Hvem der er arbejdsgiver, og hvem der er arbejdstager.
      2. Arbejdsstedets beliggenhed.
      3. Beskrivelse af arbejdet, fx kan titel, rang, stilling og jobkategori angives.
      4. Hvornår ansættelsesforholdet begynder.
      5. Hvor længe ansættelsesforholdet forventes at vare - når der er tale om en tidsbegrænset stilling.
      6. For ansatte i vikarbureauer skal stederne for vikararbejdets udførelse oplyses, så snart disse steder er kendte.
      7. Hvis der er aftalt prøvetid i et ansættelsesforhold, skal varigheden og vilkårene, fx forkortet opsigelsesvarsel i prøvetiden, oplyses.
      8. Arbejdstagers rettigheder med hensyn til fravær med betalt løn, det vil sige ferie, feriefridage, omsorgsdage og seniorfridage og lignende.
      9. Parternes respektive opsigelsesvarsler og reglerne for det.
      10. Den gældende eller aftalte løn, som arbejdstageren har ret til ved ansættelsesforholdets begyndelse, samt hvornår den udbetales. Tillæg og andre løndele, der kommer oveni, fx pensionsbidrag, skal også fremgå.
      11. Den daglige eller ugentlige arbejdstid.
      12. Hvis arbejdsmønstret er helt eller overvejende uforudsigeligt, skal det fremgå:
        ● At tidsplanen for arbejdet er variabel, antallet af garanterede betalte arbejdstimer samt hvordan arbejdstimer herudover honoreres
        ● De referencetimer og dage, hvor man kan blive pålagt arbejde, og
        ● Den minimumsvarslingsperiode, som arbejdstageren er berettiget til, før en arbejdsopgave påbegyndes, samt hvornår en arbejdsopgave senest kan annulleres af arbejdsgiver.
      13. Retten til uddannelsesdage pr. år samt oplysninger om arbejdsgiverens generelle uddannelsespolitik.
      14. Hvilken kollektiv overenskomst der eventuelt regulerer ansættelsesforholdet.
      15. Oplysninger om sociale sikringsordninger, som arbejdsgiver indbetaler til, fx ATP og Arbejdsmarkedets Erhvervssikring.

    Ud over dette absolutte minimum, skal andre væsentlige vilkår også fremgå af kontrakten. Fx krav om gyldigt kørekort, fri bil/firmabil, tjenestebolig, hjemmearbejdsplads, uniform, pc, telefon mv.

    Du bør altid kontakte ADO, inden du skriver under på ansættelseskontrakten.

  • Hvis der sker ændringer i din ansættelse

    Sker der ændringer i de forhold, som er nævnt i din ansættelseskontrakt, skal din arbejdsgiver hurtigst muligt og senest en måned efter, de er trådt i kraft, give dig skriftlig besked om dem.

    Har arbejdsgiver i ansættelsesbeviset henvist til love, overenskomster eller lignende, vil ændringer i disse dog ikke bevirke, at ansættelseskontrakten skal ændres.

  • Hvis der er mangler i din kontrakt

    Hvis arbejdsgiveren ikke overholder sin pligt til inden for en måned at udarbejde en ansættelseskontrakt, som indeholder de væsentlige vilkår, kan du som ansat tilkendes en godtgørelse.

    Højesteret har fastsat rammer for en godtgørelses størrelse.

    Godtgørelsens størrelse spænder fra op til 1.000 kr. for en bagatel, stigende op til omkring maks. 25.000 kr. - med mindre der er tale om særligt grove forhold. 

Forskel på "tidsbegrænset" og "midlertidig"

Lille ord - stor forskel.

En midlertidig ansættelse er ikke det sammen som en tidsbegrænset.

I den tidsbegrænsede stilling er der fuldstændig samme krav til kontrakten, som hvis du er fastansat. 

Får du et "midlertidigt" arbejde, har du ikke nogen kontrakt, og ansættelsen kan opsiges uden varsel. En midlertidig ansættelse kan højst vare en måned.

Læs mere om tidsbegrænset ansættelse

Er du i tvivl om reglerne, kan du altid kontakte ADO på telefon 3871 0888 eller mail ado-forhandling@ddd.dk.