Borreliose

/JMR

Står du som dyrlæge i situationer, hvor du skal udføre dit arbejde i områder med flåter (fx på en mark eller i en skov), er du i risiko for at få Borreliose, der er en sygdom, som overføres via flåter. Borreliose er anerkendt som en erhvervssygdom.

Hvis sygdommen Borreliose (Lymes sygdom) påvises hos en person, er det sikkert, at personen har været bidt af en skovflåt, der har været inficeret.

Ulykkestilfælde - bid er påvist
For at kunne anerkende infektionen som et ulykkestilfælde kræves:

  • at det sandsynliggøres, at personen har været udsat for et konkret bid af en skovflåt i forbindelse med arbejdet, og
  • at der har været symptomer i form af udslæt (erythema migrans) eller infektionssymptomer i tilknytning til biddet, eller
  • påvisning af antistoffer i blodet kort tid efter biddet.

Hvis disse betingelser er opfyldt, vil skaden blive anerkendt som et ulykkestilfælde forårsaget af arbejdets forhold efter Arbejdsskadesikringslovens § 9, nr. 1.

Hvis det ikke kan sandsynliggøres, at tilskadekomne er blevet bidt af en skovflåt i forbindelse med arbejdet, vil skaden blive afvist som ulykkestilfælde.

Erhvervssygdom - bid er ikke påvist
Kan der ikke påvises et konkret bid af en skovflåt, vil infektionen eventuelt kunne anerkendes som en erhvervssygdom efter gruppe D, punkt 1 i fortegnelsen over erhvervssygdomme, der blandt andet omfatter infektiøse og parasitære sygdomme overført til mennesker fra dyr.

Anerkendelse som erhvervssygdom kræver, at sygdommen er påvist, og at tilskadekomne ved sit arbejde har en særlig risiko for at blive bidt af skovflåter. Hvis der er en sådan særlig risiko, må det anses for at være sandsynliggjort, at arbejdets forhold har været årsag til biddet af en inficeret skovflåt.

Der kan blandt andet være en særlig risiko hos landpraktiserende dyrlæger og andre, der opholder sig i naturen i store dele af arbejdstiden.

 

 

 Kontakt i DDD

Jane.jpg

Jane Marianne Ravn

Lone R.jpg 

Lone Rente Hansen

Tel: 3871 0888
E-mail: ddd@ddd.dk 

 

Senest ændret 26-09-2017

Den Danske Dyrlægeforening  |  Peter Bangs Vej 30  |  DK-2000 Frederiksberg  |  Tlf. 3871 0888  |  E-mail: ddd@ddd.dk  |  CVR: 5608 5114 Følg os på LinkedINFacebookTwitter