FAQ - Overgangen til den nye ferielov


Overgangsordningens betydning for afholdelse af ferie, når du er i løbende ansættelsesforhold.


Kommer der nogen ændringer i ferieåret 2019‐2020?

Den nye ferielov træder først i kraft den 1. september 2020. Det vil sige, at i det ferieår, der starter den 1. maj 2019 og løber frem til og med den 30. april 2020, vil du ikke opleve nogen forskel. I den periode kan du holde ferie ganske som du plejer.

Miniferieåret i 2020
Fra den 1. maj 2020 vil du imidlertid komme til at mærke lidt til den nye ferielov. I perioden 1. januar 2019 frem til og med den 31. august 2019 optjener du 16,64 feriedage. Disse dage kan du holde i perioden 1. maj og frem til og med den 30. september 2020 i det såkaldte "miniferieår".

Optjent ferie fra den resterende del af året, altså den 1. september 2019 frem til og med den 31. august 2020, hører til den indefrosne ferie (se afsnit om indefrosne midler). Man vil med andre ord kunne holde de sædvanlige 3 ugers sammenhængende sommerferie i sommeren 2020. I mellemtiden træder den nye ferielov i kraft den 1. september 2020, hvor du begynder at optjene ferie efter de nye regler (se afsnit "Ferie i 2020").

Kan jeg holde mere end 3 ugers sommerferie i sommeren 2020?

Du kan holde mere ferie end den, du har optjent i optjeningsåret 2019, hvis du overfører ferie til det næste
ferieår. Du kan efter aftale med din arbejdsgiver som udgangspunkt overføre op til 5 dages ferie fra ét
ferieår til det efterfølgende ferieår.

Hvis du efter aftale med din arbejdsgiver har feriefridage, vil du også efter aftale kunne lægge disse dage i forbindelse med sommerferien 2020.

Jeg har overført ferie, som jeg gerne vil have udbetalt i 2020, kan jeg det?

Ved overgangen til den nye ferielov kan man efter aftale få udbetalt optjent ferie ud over 20 dage.

Hvis jeg bruger al min sommerferie i sommeren 2020, kan jeg så holde efterårsferie i 2020?

Hvis du bruger al din optjente ferie i miniferieåret 2020, vil du i oktober 2020 have 2,08 feriedage til afholdelse i den pågældende måned. Hvis du derfor gerne vil holde én uges efterårsferie, kan du holde 2 dages ferie med løn og 3 dages ferie på forskud (se afsnit om "Ferie i 2020").

Hvis du ikke har holdt al din ferie i miniferieåret, vil den resterende del af ferien automatisk blive overført til afholdelse efter de nye ferieregler.


Overgangsordningens betydning for dem, der indtræder på arbejdsmarkedet

Hvis jeg får job i overgangsperioden?

Hvis du indtræder på arbejdsmarkedet på et tidspunkt i løbet af 2019, kan du have mulighed for at få såkaldt fondsferiedage til miniferieåret 2020. Med fondsferiedagene kan du have mulighed for at holde op til 16,8 feriedage i miniferieåret.

Du har mulighed for at holde fondsferiedage, hvis:

  • Du har optjent ferie i perioden 1. september 2019 til 31. december 2019 og
  • Hvis du har optjent færre end 8,4 feriedage i perioden 1. januar 2019 til den 31. august 2019.

Med andre ord: Hvis du er ansat i 4 eller færre måneder i minioptjeningsåret 2019, som er fra den 1. januar 2019 til og med den 31. august 2019, kan du anmode Fonden om at få udbetalt fondsferiedage.

Hvornår kan fondsferiedagene holdes?

Fondsferiedagene skal holdes i perioden 1. maj 2020 til 30. september 2020 og betalingen under denne ferie udgør 12,5 procent af den ferieberettigede løn. Hvis du får udbetalt fondsferiedage, vil din arbejdsgiver derfor trække dig i løn for den periode, hvor du afholder fondsferiedagene.

Hvordan får jeg fondsferiedage?

Du skal søge om at få dagene udbetalt hos Fonden.

Jeg har haft studiejob i 2019. Kan jeg få fondsferiedage?

Hvis du via dit studiejob har optjent feriedage i 2019, vil du formentlig ikke kunne få fondsferiedage. Det er nemlig antallet af feriedage, som skitseret ovenfor, der er afgørende for, om man kan søge om fondsferiedage og ikke feriepengebeløbets størrelse.

Overgangsordningens betydning for dem, der forlader arbejdsmarkedet

Hvis jeg får nyt job i overgangsperioden?

Hvis du får nyt job i overgangsperioden, er der nogle særlige regler, du skal være opmærksom på. Det samme gør sig gældende, hvis du forlader arbejdsmarkedet.

Får du nyt job, skal din arbejdsgiver afregne optjent feriegodtgørelse til FerieKonto i forbindelse med fratræden. Ferie, som er optjent i perioden 1. januar 2019 til og med den 31. august 2019 afregnes til FerieKonto.

Ferie optjent i overgangsperioden den 1. september 2019 til og med den 31. august 2020 afregnes også til FerieKonto, som herefter afregner denne del til Fonden for Hensatte Feriemidler.

Hvis jeg forlader arbejdsmarkedet i overgangsperioden?

Udtræder du af arbejdsmarkedet, fx pga. pensionering, vil ferie optjent frem til og med den 31. august 2019 blive afregnet til FerieKonto på sædvanlig vis.

Ferie optjent i perioden 1. september 2019 frem til og med den 31. august 2020 vil blive afregnet til FerieKonto, som herefter afregner til Fonden. Vær opmærksom på, at du tidligst kan få udbetalt ferie fra Fonden per 1. oktober 2021.

Fratræder du på et tidspunkt efter den 1. september 2020, hvor den nye ferielov er trådt i kraft, vil ferie optjent i den periode blive afregnet på sædvanlig vis.

Ferie i 2020

Hvor mange feriedage har jeg pr. 1. maj 2020?

Du har optjent 16,64 feriedage, der kan afholdes frem til og med august 2020 eller overføres til afholdelse efter 1. september 2020 og året ud, efter de nye ferielovsregler. Fra 1. september 2020 træder samtidighedsferien i kraft, og du optjener således 2,08 feriedage pr. måned.



Feriefridage

Hvis du/I har aftalt feriefridage, dvs. feriedage ud over 5 uger, er det de lokale regler på arbejdspladsen eller i overenskomsten, der bestemmer hvordan disse optjenes, afholdes og udbetales. I mangel af en generel aftale på arbejdspladsen, beror det på, hvad der evt. kan aftales mellem medarbejder og arbejdsgiver.


Efterårsferie 2020

Ved efterårsferien 2020 har du som lønmodtager ikke optjent fuld løn til en uges ferie, idet den nye periode for optjening først er trådt i kraft 1. september. Du har således kun optjent 2,08 feriedage til efterårsferien i midt oktober, hvis du har holdt alle 16,64 dage i sommerferien. Hvis du gerne vil holde betalt efterårsferie i oktober, har du forskellige muligheder:

  • Du har mulighed for at holde en lidt kortere sommerferie og gemme/overføre nogle dage
    til brug i efterårsferien, hvor du vil mangle ca. 3 dage.
  • Du har også mulighed for at overføre eller få udbetalt evt. restferie for ferieåret 2019‐2020 efter ferielovens bestemmelser og bruge af disse dage, så du har ferie nok til efterårsferien. 
  • Alternativt kan du aftale med din arbejdsgiver, at du afholder betalt ferie på forskud.

Har du feriefridage (fx 6. ferieuge) som er optjent og ikke afholdt, kan du evt. også bruge dem efter de regler der gælder på din arbejdsplads.


Ferietillæg

Får jeg udbetalt ferietillæg i 2020 som jeg plejer?

Ferietillægget, som bliver udbetalt i forbindelse med miniferieåret, der starter 1. maj 2020 og løber til 31. august 2020, bliver lidt mindre end normalt. Det skyldes, at ferietillægget bliver opgjort og beregnet på baggrund af en kortere optjeningsperiode, fra 1. januar til 31. august 2019. Optjeningen af "ferietillægget" fra 1. september til 31. december 2019 bliver en del af de indefrosne feriepenge, se evt. afsnit om indefrysning af feriepenge nedenfor.

Ferietillægget, der optjenes og udbetales efter overgangen til nyt feriesystem pr. 1. september 2020, vil atter blive det samme som i dag.

Hvad sker der med mit ferietillæg, som er højere end ferielovens 1%?

Har man et forhøjet ferietillæg, fx på 0,5 % udover ferielovens 1 %, afhænger det af den konkrete aftale eller
overenskomst, der regulerer dette, hvad der sker med ferietillægget. Ferieloven regulerer alene ferietillægget på 1 %. Udgangspunktet er, at det forhøjede ferietillæg bliver udbetalt, som det plejer i forbindelse med overgangen med mindre andet aftales.

Hvad gælder der i forhold til ekstra fridage ved overgangen til nyt feriesystem?

Ekstra fridage udover ferielovens 5 ugers ferie, fx feriefridage, særlige feriedage eller 6. ferieuge er IKKE omfattet af ferieloven. De ekstra fridage følger af overenskomst, aftale mellem dig og din arbejdsgiver eller
virksomhedens personalehåndbog, og det vil således fremgå heraf, hvordan de ekstra fridage optjenes og holdes i forbindelse med overgangen.

Du kan spørge din TR eller din organisation, hvis du er i tvivl herom.

Barsel og Sygdom

Sker der ændringer i forhold til reglerne om afvikling af ferie ift. barsel og sygdom?

Ja! Du kan som udgangspunkt ikke længere få udbetalt din ferie uden at holde ferien, selvom du er syg eller på barsel og dermed forhindret i at holde ferie. Med den nye lov skal op til fire ud af de fem ferieuger automatisk overføres ved udgangen af december måned, hvor ferieafholdelses-perioden udløber.

Eksempel:

Du når at bruge én uges ferie, inden du går på barsel 1. februar. Da du ikke når at komme tilbage fra barsel inden afholdelsesperiodens udløb 31. december, skal 3 ugers ferie overføres til næste periode.

Den sidste uge kan du vælge at få udbetalt.


Hvilke regler gælder, hvis jeg holder barsel i indefrysningsperioden (overgangsordningen til den nye ferielov)?

Hvis du er på barselsorlov i perioden hvor feriegodtgørelsen skal indefryses (1.9.19‐31.8.20) er der særlige regler som generelt stiller dig bedre end i en fratrædelsessituation efter gældende regler.

For en lønmodtager, der har haft orlov efter barselsloven, hvor arbejdsgiveren skal betale delvis løn, beregnes feriebetalingen for orlovsperioden med 12,5 pct. på grundlag af lønmodtagerens sædvanlige løn i de seneste 4 uger, hvor fuld løn er udbetalt.

Men vær opmærksom på, at du i perioder kun med dagpenge fortsat ikke optjener ferie. Er du på barsel på et tidspunkt i løbet af indefrysningsperioden (1.9.19‐31.8.20), vil der kun blive indbetalt penge til fonden for de perioder, hvor du har modtaget hel eller delvis løn.

Indefrosne midler

Hvad sker der med mine feriepenge ved overgangen til ny ferielov? Går de 5 ugers ferie tabt?

Dine feriepenge går ikke tabt. Din arbejdsgiver skal enten indbetale dem til Lønmodtagernes fond for Tilgodehavende feriemidler eller selv administrere dem.

Hvornår skal feriepengebeløbet indbetales til fonden?

Din arbejdsgiver skal senest den 31. december 2020 opgøre dine feriepenge og indberette dem til Fonden.

Vælger din arbejdsgiver – i stedet for at indbetale dine feriepenge til Fonden – selv at administrere dem, indberettes stadigvæk til Fonden senest den 31. december 2020.

Vi kan anbefale, at du i din kontrakt aftaler, at din arbejdsgiver skal indbetale dine feriepenge til Fonden.

Hvordan skal feriepengebeløbet, som bliver indefrosset, beregnes?

Feriepengebeløbet beregnes med 12,5 % af den løn, du har optjent fra 1. september 2019 – 31. august 2020.

Hvordan kan jeg være sikker på, at det er det rigtige feriepengebeløb, som bliver indbetalt til fonden?

Fonden oplyser dig om det opgjorte og indberettede beløb. Det er dit ansvar at kontrollere, om beløbet er korrekt. På borger.dk vil du kunne finde en beregner, så du kan se, om det ser fornuftigt ud.

Hvad hvis arbejdsgiver ikke indberetter beløbet?

Indtil Fonden er indtrådt i kravet, dvs. når beløbet er indbetalt til Fonden, er det et krav mellem dig og din
arbejdsgiver, som du med hjælp fra din organisation vil skulle retsforfølge.

Hvordan forrentes de indefrosne feriepenge?

Fondens investeringsafkast eller -tab fordeles ligeligt mellem alle lønmodtagere pr. 30. juni. Du modtager en årlig saldoopgørelse fra Fonden.

Hvornår kan jeg få de indefrosne feriepenge udbetalt?

Du kan tidligst få dine indefrosne feriepenge udbetalt 1. oktober 2021.

  • Feriepenge udbetales automatisk ved udtræden af arbejdsmarkedet, fx pensionering

Efter ansøgning fra dig udbetales de desuden ved:

  • Tildeling af førtidspension
  • Tildeling af efterløn
  • Tildeling af udbetaling af alderspension
  • Varigt ophold i udlandet
  • Udbetales til boet ved din død.


Får jeg feriepenge ved afholdelse af barsel mellem 1. september 2019 og 31. august 2020?

Hvis du holder barselsorlov med løn i indefrysningsperioden, optjener du feriepenge svarende til din sædvanlige løn de seneste 4 uger inden orloven. Det gælder uanset om du modtager fuld løn, delvis løn eller kun pensionsindbetaling fra din arbejdsgiver i perioden. For den periode, hvor du udelukkende modtager dagpenge, optjener du ikke feriepenge (Læs mere under afsnit om barsel).

Hvad hvis virksomheden går konkurs?

Dine indefrosne feriepenge er sikret af Lønmodtagernes Garantifond mod arbejdsgivers konkurs.

Hvad skal jeg anbefale arbejdsgiver at gøre med de indfrosne feriepenge – indbetale dem til fonden eller lade dem blive hos arbejdsgiver?

Det er din arbejdsgiver, der bestemmer. For dig er det principielt uden betydning, idet Fonden under alle
omstændigheder indestår for feriepengene og udbetaler dem til dig. Vi kan dog anbefale, at du i din kontrakt aftaler, at din arbejdsgiver skal indbetale dine feriepenge til Fonden.

Hvad sker der med mit ferietillæg på 1,5 %, indefryses det også?

Din arbejdsgiver kan kun indbetale 12,5 % feriepenge, som indeholder 1 % ferietillæg, til Fonden. Som udgangspunkt bør du få udbetalt de 0,5 % på det tidspunkt, hvor du plejer at få ferietillægget udbetalt. Det afhænger dog også af den aftale eller overenskomst, der regulerer dette (læs mere under afsnit om "Ferietillæg").

Får jeg modregning i pension/offentlige ydelser af indefrosne midler når jeg forlader arbejdsmarkedet?

Der ses ikke at være taget stilling til, om der kan ske modregning i offentlige ydelser som følge af, at man
modtager de indefrosne feriepenge, når man forlader arbejdsmarked. Der kan være særlige regler inden for den enkelte lovgivning, der regulerer spørgsmålet, og det er derfor ikke muligt at sige noget mere generelt om det på nuværende tidspunkt.

Den Danske Dyrlægeforening  |  Peter Bangs Vej 30  |  DK-2000 Frederiksberg  |  Tlf. 3871 0888  |  E-mail: ddd@ddd.dk  |  CVR: 5608 5114 Følg os på LinkedINFacebookTwitter