Gå til sidens indhold

Morgenmøde for ledere: Den uperfekte leder

Nobody is perfect – og slet ikke ledere. Få indblik i de benspænd ledere falder over, men som kan afbødes, hvis du lader medarbejderne gribe dig, og hvis du giver dem plads til at gøre det.

Motivende Samtale Ddd

I store dele af litteraturen om ledelse, såvel som i vores egne lederhoveder, er der skabt en forestilling om lederen som den klogeste og mest fremsynede. Lederen er den, der har overblikket, ser alt, og kan tænke sig til de bedste løsninger.

James Høpner, leder og forfatter til bogen "Den uperfekte leder" inviterer på dette morgenmøde til at revidere billedet af den heroiske og geniale leder. De fleste af os er bare uperfekte ledere, der falder i benspænd, som er ret så menneskelige. Benspænd som i øvrigt er ret velbeskrevet i litteraturen, men som vi måske ikke er nok opmærksomme på.

At vi falder, betyder dog ikke, at vi er fortabte. Vi skal blot bruge lidt mere tid på at være til stede, hvor vi er, og ikke springe fra tue til tue, og så skal vi lade andre hjælpe os på vejen. Og, vigtigst af alt, gøre op med idealet om at blive perfekt. Vi skal ikke sjuske eller klynke. Vi skal være mere realistiske i vores blik på ledelse og forstå, at ledelse ikke bare handler om mennesker, men mere præcist handler om mennesker, der leder andre mennesker.

James Høpner vil fortælle om hans egen ledelseshistorie, som er ganske illustrativ i forhold til at tale om uperfekt ledelse. Undervejs vil der blive trukket på ledelsesforskning, der viser at James ikke er den eneste uperfekte leder, men at det ligger i rollen som leder at fejle i forhold til de idealer, der ofte beskrives indenfor ledelse. Forskning som er foldet ud i bogen; Den uperfekt leder. Deltagerne vil blive involveret undervejs i form af korte sidemandsdrøftelse og fælles plenum drøftelser.

Som deltager får du "kød og blod" på det uperfekte lederskab illustreret i James Høpners egen fortælling. Ikke fordi historien i sig selv er interessant, men den skal give anledning til, at du som deltager reflekterer endnu mere over din egen ledelse, herunder særligt, hvordan du kan afbøde de benspænd, du uvilkårligt kommer ud for i din daglige ledelse.

Oplægsholder James Høpner er efteruddannelseschef i Praktiserende Lægers Organisation og blandt andet bestyrelsesformand for Gotvedinstituttet. James er forfatter til en række bøger om ledelse, herunder den anmelderroste bog; Den uperfekte leder, som Børsen i 2021 kårede som en af årets bedste ledelsesbøger. Det er denne bog som danner grundlag for oplægget. Sammen med Sverri Hammer har han også skrevet bestsellerbogen; Meningsskabelse, organisering og ledelse samt en række andre bøger og artikler om modstillinger i ledelse.

Vi åbner dørene kl. 8.30 og serverer kaffe/te og en croissant, inden vi starter morgenmødet kl. 9.00.

Målgruppe

Arrangementet er forbeholdt ledere, altså medlemmer, som har ledelsesansvar. Det er gratis at deltage for medlemmer.

Arrangør

Arrangementet er en del af rækken af samarbejdet omkring arrangementer for ledere under titlen 'Inspiration og værktøjer til dig som er leder' og er arrangeret af:

Disclaimer
”Da webinaret afholdes i samarbejde mellem en række organisationer, er det nødvendigt, at vi oplyser dit navn og arbejdssted til den arrangerende organisation. Dermed udveksler vi også oplysning om dit fagforeningsmedlemskab. Ved din tilmelding giver du tilladelse til, at vi kan udveksle disse oplysninger, og at dit navn og arbejdssted vil fremgå af deltagerlisten. Oplysningerne udveksles udelukkende med den arrangerende organisation, og slettes af denne efter morgenmødet er afholdt. Du kan til enhver tid trække dit tilsagn tilbage ved at framelde dig mødet.”