Gå til sidens indhold

Dit fag - dit fællesskab

Der vil være noget at komme efter for alle, når Den Danske Dyrlægeforening slår dørene op for årsmødet på Nyborg Strand den 26.-28. september 2019.

Årsmødet er et arrangement, hvor du kan møde andre dyrlæger og veterinærsygeplejersker og opleve et spændende fagligt program med top aktuelle foredragsholdere, generalforsamlinger og hyggeligt socialt samvær.

Arbejdet med planlægning af årsmødeprogrammet er i fuld gang, og der vil løbende blive informeret om, hvad programmet kommer til at indeholde i takt med, at planlægningen skrider frem.

Vi forventer, at ca. 60 indlægsholdere vil inspirere og give dig ny viden over de tre dage. Og vi forventer mindst det samme antal deltagere som sidste år, og her deltog næsten 900 dyrlæger, veterinærsygeplejersker og firmafolk over de dage, arrangementet varede.

Enhedspris og mange fordele

I år vil prisen for at deltage i det faglige program være 1.000 kr. + moms pr. dag. Du bestemmer selv, om du vil deltage i én, to eller tre dage.

Når du tilmelder dig, skal du angive, hvilke faglige programspor du forventer at deltage i, men du vil frit kunne zappe inden for dagsprogrammet, hvis der er lektioner på nogle af de andre spor, som du gerne vil deltage i.

Du har mulighed for kun at tilmelde dig og deltage i generalforsamlingerne uden beregning.

Der vil være en række gode medlemsfordele:

  • Medlemmer af DDD kan gratis deltage i festmiddagen fredag aften.
  • Medlemmer af ADO og Faggruppe Dyresundhed og Fødevaresikkerhed kan gratis deltage i et foredrag om "work life balance" fredag eftermiddag. Deltagere, der har betalt for det faglige program fredag, vil også kunne deltage i dette foredrag.
  • ADO betaler udgiften til overnatning fredag til lørdag for sine medlemmer. Desuden vil transportudgifter blive refunderet med et beløb svarende til transport med DSB Standard for medlemmer, der er tilmeldt og deltager i ADOs generalforsamling lørdag formiddag.
  • Medlemmer af DA kan gratis deltage i "working dinner" og DAs faglige arrangement torsdag aften. DA betaler desuden udgiften til overnatning torsdag til fredag og fredag til lørdag for sine medlemmer.

Den bærende idé med årsmødet er at skabe en årlig begivenhed, som kan binde dyrlæger og veterinærsygeplejersker sammen i et stærkt fagligt fællesskab om deres fælles passion - at arbejde for at fremme dyrs og menneskers sundhed og velfærd.

DDD Årsmøde 2018 - Tak for i år.

Kontakt

Gert Aagaard van Hauen
Chefkonsulent

gert.jpg