Aktuel DVT-leder:

Leder fra DVT nr. 8/2018

Hvem tager vagten?
I de gode gamle dage havde hver eneste by en kirke, en skole, en brugsforening, en læge og en dyrlæge. Nu er der kun kirken tilbage, og hvis man er heldig, er den åben om søndagen. Bilismen, digitaliseringen og teknologien har medført, at vi ikke behøver have alle faciliteter inden for kort afstand. Vi handler ind i stormarkedet på vej hjem fra arbejdet, lægen er flyttet i lægehus i storbyen, og dyrlægen er også visse steder blevet svær at finde.

Tidligere var der en naturlig geografisk opdeling af landets
dyrlægepraksis, idet den praktiserende dyrlæge dækkede et
specifikt afgrænset område i en vis afstand fra hjemmet eller klinikken. Dyrlægen kørte i landpraksis om formiddagen og havde åben i klinikken om eftermiddagen. Fritid var et fleksibelt begreb, for var man alene dyrlæge i praksis, stod man også til rådighed døgnet rundt. Det arrangerede man sig sidenhen ud af gennem vagtsamarbejder mellem de forskellige nabopraksis.

Efter 1970’erne er der sket en specialisering i landbruget.
De enkelte bedrifter er blevet meget større og specialiserede, der er derfor oftest kun er en dyreart på den enkelte gård. Der er samtidig sket en specialisering af dyrlægepraksis – typisk i de fire retninger: Kvæg, svin, heste og familiedyr. De specialiserede dyrlæger dækker et meget større område og tilrettelægger deres besøg i forhold til deres sundhedsrådgivningsaftaler.

Hobby- og familiedyr behandles på diverse klinikker – større
eller mindre, hvoraf nogle er egentlige hospitaler. Behandlingen af heste foregår også af et kørende korps af hestedyrlæger – dog således at større sager behandles på dertil indrettede hospitaler.

Så langt, så godt, men hvad sker der efter normal arbejdstid? Normalt træder vagtordningen i kraft. En ordning, der dog mere er en serviceordning for klienter og patienter, end en forretning for dyrlægepraksis. Forretningen er åbenbart så dårlig, at det nu viser sig, at det i visse egne af landet er vanskeligt at opdrive en vagtdyrlæge, der kan tage sig af dyrene uden for normal åbningstid. Familiedyrene kan normalt transporteres
til vagtdyrlægen i bil til en nærliggende by, hvor man
har et døgnåbent dyrehospital. Problemerne opstår, når det
gælder de større produktionsdyr, hobbybesætninger uden
sundhedsrådgivningsaftale og hos heste. De kan komme ud
for akut sygdom og skade, hvor de ikke kan transporteres til
dyrlæge. Nogle gange vælger landmanden at aflive akut syge eller tilskadekomne dyr. Det største problem bliver dermed større hobbydyr og hestene, der vanskeligt kan transporteres til et dyrehospital, og som det derfor kan være vanskeligt at skaffe behandling til uden for dyrlægens åbningstid. Ganske vist siger Dyrlægelovens § 9, at en dyrlæge på anmodning skal tage nødlidende dyr i behandling, når dyrlægen har mulighed for det; men der er områder af landet, hvor der ikke altid er en udkørende dyrlæge på vagt. Det vil blive mere og mere udbredt, efterhånden som specialiseringen af landbrugene og
specialiseringen af dyrlægepraksis bliver større. Der bliver
længere mellem dyrlægerne, og der bliver længere mellem
besøgene.

For mennesker er vagtberedskab en offentlig opgave. For
dyrene er al behandling, også i vagten, en privat opgave. Det har fungeret til i dag på grund af dyrlægernes eget syn på, at dyrene altid skal kunne behandles. Det har været til en lav timeløn, men i dag kan det vanskeligt betale sig overhovedet. Man må så undre sig over, at vagtgebyret ikke sættes op. Der bør findes en løsning, så dyrlægens vagtberedskab fortsætter. Det skylder vi klienterne – og ikke mindst dyrene.

Carsten Jensen,
formand for Den Danske Dyrlægeforening

                                      ***

 

Læs DVT 01 2018

 

Senest ændret 26-06-2018

Den Danske Dyrlægeforening  |  Peter Bangs Vej 30  |  DK-2000 Frederiksberg  |  Tlf. 3871 0888  |  E-mail: ddd@ddd.dk  |  CVR: 5608 5114 Følg os på LinkedINFacebookTwitter