Gå til sidens indhold

Sørg for at holde pauser, styrk de indre balancer, og dyrk gerne spirituelle rutiner

Energirigt og som et verbalt vandfald brusede Michael Brautsch gennem auditoriet og satte en masse gode billeder og ord på, hvordan dyrlæger kan øve sig i at håndtere svære situationer. Dyrlæger afslutter liv, og dyrlæger skal sommetider guide og hjælpe mennesker i krise og dyb sorg.

Michael B 2

- Gå ikke ind i egne følelser, reager ikke med solidaritet eller gode råd, men bevar en dyb respekt for det menneske, som du står overfor. God kommunikation er en vigtig forudsætning for at kunne håndtere kriser og sorg, var en af Michael Brautschs væsentlige pointer.

Og netop sorg og krise ved Michael Brautsch en hel del om. Han har en faglig baggrund som cand.theol. og er sognepræst i Frederiksberg Sogn. Han har både læst filosofi og er bankuddannet, har været højskoleleder og ungdomsskolelærer, har arbejdet med konflikthåndtering, integration og meget tæt på socialt udsatte – ikke mindst som sygehuspræst på psykiatrisk hospital. Michael Brautsch er desuden en aktiv foredragsholder inden for etiske, filosofiske og eksistentielle emner. Og så er han landskendt som præsten i DRs realityprogram »Gift ved første blik«.

Med læssevis af tankevækkende og underholdende referencer fra så forskellige hjørner af vores kulturhistorie som Noahs Ark, Jobs Bog, Søren Kierkegaard og De tre små grise, slog Michael Brautsch fast, at mennesker i krise mest af alt har brug for tid og et lyttende øre. Ikke for gode råd og standardfraser.

Som fagprofessionelle skal vi passe på med at blive for maskinelle og effektive. Det gælder dyrlæger, læger, præster og alle andre mennesker udsat for psykisk belastning. Vi skal skabe balancer i eget liv, for når vi er udsat for belastninger, har vi særligt brug for pauser, brug for at gå ned i tempo, brug for eftertanke, refleksion og måske også spirituelle rutiner. Det er lige netop de balancer, som Noahs Ark handler om, ifølge Brautsch.

Anéh Hajdu, DDD