Vi har fokuseret på det, der er vigtigt
DDDs formand, Hanne Knude Palshof, ser tilbage på et veloverstået årsmøde, der samlede dyrlæger fra hele landet.
- Jeg er virkelig glad for, at så mange deltog i årsmødet. Det hele fungerede. Der var masser af inspirerende faglige oplæg, gode muligheder for netværk, og stor opbakning til at drøfte foreningens demokrati og fremtid på alle generalforsamlingerne i foreninger og faggrupper. Vi fokuserede på det, der virkelig betyder noget – og så holdt vi et brag af en fest.
- Jeg har talt med mange, der syntes, at det faglige program var virkelig spændende. Der var så meget at vælge imellem, at man næsten ikke kunne nå det hele. Jeg vil gerne rose det faglige program, som er blevet til med mange frivillige kræfter. Det er imponerende.
Mange deltog i demokratiet
DDD-formanden glæder sig også over den store deltagelse i DDDs generalforsamling.
- Der var omkring 200 deltagere, og det er netop, hvad vi ønsker at opnå ved at kombinere generalforsamlingen med årsmødet: At mange deltager i demokratiet. Det er meget positivt.
- Vi har stadig et underskud, og det er naturligt, at folk ønsker klarhed om foreningens fremtid. Mange bekymrer sig om foreningens situation, og det er godt. Nogle forstod ikke helt de forklaringer, jeg gav sidste år om den økonomiske situation, så det er naturligt, at vi tager det op igen. Det viser et stort engagement. Vi besvarede alle spørgsmål, og det virkede, som om folk var tilfredse med de svar, de fik. Budgettet blev også godkendt, så alt i alt kom vi godt rundt om det hele.
Hvad er det største fokusområde i det nye år?
- Vores helt store fokus er strukturen. Strukturdebatten begyndte for længe siden i faggrupperne og hovedbestyrelsen, og nu er den også begyndt blandt medlemmerne. Det er en vigtig debat, for hvis vi kan forenkle strukturen og reducere de administrative udgifter, kan vi frigøre ressourcer til det, der giver værdi for medlemmerne.
Hvad med medlemsinddragelse?
- Vi har allerede holdt et stort fælles seminar i marts for alle bestyrelsesmedlemmer i faggrupperne. Vi ønsker også at inddrage de menige medlemmer. Hvordan vi bedst gør det, ved jeg ikke endnu, men det skal vi finde ud af.
En god lokation
For første gang i mange år blev København valgt som ramme for DDD Årsmødet, da Tivoli Hotel og Kongrescenter både var økonomisk attraktivt og bød på gode faciliteter.
- Jeg synes, lokationen har fungeret rigtig godt. Alt var mere samlet, da udstillingen lå omkring foredragslokalerne. Mange udstillere var tilfredse med opsætningen, og det ser ud til, at flytningen til København ikke har haft en negativ effekt. Selvfølgelig mister vi nogle deltagere, men det ville vi også gøre ved en anden lokation. Vi skal måske overveje, om vi skal ændre mødedagene fra torsdag-fredag til fredag-lørdag – det vil vi tage med i evalueringen.
Hvad med det sociale aspekt?
- Jeg håber, at deltagerne også fik et socialt udbytte, og det kunne jeg se i pauserne. Pauserne er ikke kun for udstillerne, men også for networking. For mange er årsmødet en vigtig mulighed for at møde gamle venner og skabe nye faglige relationer. Det er en stor fordel, at vi kan samle så mange dyrlæger på ét sted, uanset om de arbejder i klinisk praksis, medicinalfirmaer eller Fødevarestyrelsen.
Lidt mindre glimmer, men en rigtig dansefest
DDD-formanden var spændt på, hvordan medlemmerne ville tage imod det nye festkoncept, hvor noget af "glimmeren" blev skåret væk.
- Jeg synes, det ændrede festkoncept er blevet rigtig godt modtaget. Vi fjernede talerne og prisuddelingerne fra middagen, så folk havde mere tid til at snakke sammen. At vi havde en DJ i stedet for et band fungerede fint og kostede kun en brøkdel. Mange dansede hele natten, og det var dejligt at se. Jeg synes, det var en vellykket fest, og der manglede ikke noget.
- Alt i alt synes jeg, vi har fået det maksimale ud af de ressourcer, vi har haft, og samtidig bevaret høj kvalitet i årsmødet. Vi har fokuseret på det, der er vigtigt, så vi får mest muligt ud af vores midler på en god måde.