Hvem er vi?
Anicura Aarhus Dyrehospital er udelukkende et henvisnings-, akut- og vagthospital med særlige kompetencer inden for en lang række fagområder. Vi bygger netop nu hospitalet større og glæder os til at flytte ind i de udvidede rammer primo 2024.
Øjenafdelingen varetager de mange akutte og henviste medicinske og kirurgisk øjenpatienter. Vi har et stort patient flow og modtager henvisninger fra hele landet. De henviste klienter er oftest meget motiverede for avanceret udredning og behandling.
Vi råder over avanceret udstyr som bl.a. omfatter ERG, ultralyd, diodelaser, Ocular Surface Analyser, MRI og CT. Vi udfører avanceret kirurgi herunder, som ét af de eneste to steder i Danmark, operation for grå stær. Vi vægter videreuddannelse meget højt og deltager årligt i nationale og internationale oftalmologiske kongresser og kurser. Tillige prioriteres undervisning af kollegaer i form af kurser herunder webinarer.
Vores team består af 17 dyrlæger, 19 veterinærsygeplejersker, 11 vsp-elever, 1 bogholder og 1 direktør. Dertil eksterne vagtdyrlæger og vagtveterinærsygeplejersker.
Vi har et stærkt sammenhold, hvor alles funktioner vægtes højt. Vores hverdag er præget af en positiv, humoristisk omgangstone, og vi drager omsorg for hinanden. Vores mange specialer under samme tag giver mulighed for tværfaglig sparring og samarbejde omkring komplekse patienter.
Hvem er du?
Vi søger en positiv og ambitiøs kollega, der ønsker at dedikere sin tid til vores spændende øjenpraksis og tage aktiv del i videreudvikling af denne sammen med det nuværende team. Vi ønsker en dyrlæge som har dokumenteret erfaring og videreuddannelse indenfor oftalmologi; men for den rigtige person, er det ikke et krav. Det er dog forventet, at du vil videreuddanne dig til øjenpaneldyrlæge og gerne også yderligere videreuddannelse i oftalmologi herunder ex Master CACS Oftalmologi.
Din profil
- Rutineret dyrlæge med erfaring fra smådyrspraksis
- Du har allerede indstillet dit fokus på oftalmologien og er gerne i gang med videreuddannelse
- Du har faglige ambitioner og arbejder fokuseret og omhyggeligt
- Du er engageret, ansvarsbevidst og har drive
- Du trives med udfordringer i en til tider travl hverdag, hvor ikke to dage er ens
- Du bidrager med godt humør og kan lide en uformel tone
Jobbet
Efter en periode med generel introduktion til huset og vores arbejdsgange vil din hovedfunktion være udredning og behandling af vores oftalmologiske patienter. Du vil indgå i et team med vores Øjenpaneldyrlæge og Master CACS Oftalmologi Louise Baadsgaard Bruun og Specialdyrlæge i Oftalmologi Claus Bundgaard Nielsen. Der vil være rig mulighed for sparring og sidemandsoplæring sideløbende med, at du deltager i formel oftalmologisk videreuddannelse.
Stillingen er som udgangspunkt 32-37 timer ugentligt. Da vi driver vagthospital, må du påregne en begrænset vagtbyrde.
Stillingen ønskes besat snarest muligt, men vi venter gerne på den helt rigtige kandidat. Ønsker du at vide mere, kontakt venligst Louise Baadsgaard Bruun på louise.bruun@anicura.dk eller 8628 2788. Vi modtager ansøgninger og indkalder til samtaler løbende. Vi glæder os til at høre fra dig.