Gå til sidens indhold

Møderække om rewilding kom godt fra start

Det første af Dyrlægeforeningens tre debatmøder om rewilding kom godt fra start i går, tirsdag den 8. november i Middelfart, hvor 23 medlemmer drøftede emnet, der i den grad har skabt debat både blandt medlemmer og i offentligheden.

Debat 6 Sh

Det første af de tre debatmøder foregik i god stemning og med højt fagligt engagement. Rundt om bordene var der masser af konstruktive forslag til DDDs politikpapir om rewilding, der står over for en revidering.

Forud for borddiskussionerne var der oplæg fra Else Enemark og Mette Pedersen fra Fødevarestyrelsen, som gav et indblik i styrelsens arbejde med at kontrollere udegående dyr. Det er en omfattende opgave, der både tager afsæt i, om lovgivningen er overholdt og konkrete vurderinger af forhold, som kan indikere, at dyrenes velfærd ikke er optimal - fx huld, hvorvidt dyrene er beskidte, hårløse og så videre.

Janne Winther Christensen fra Aarhus Universitet fulgte op med et indlæg om nødvendigheden af, at der i de kommende naturnationalparker er systematisk og valideret velfærdsvurdering, der kan overvåge og sikre dyrevelfærden for de store græssere. 

Praktiserende dyrlæge Randi Worm gav en række eksempler på egne oplevelser og den kompleksitet, som emnet indeholder. Hun pegede blandt andet på, at forskellige dyrearter reagerer og fungerer væsentligt forskelligt på de samme vilkår og biotoper. Også de sociale relationer i flokkene har indflydelse på fødegrundlaget for det enkelte dyr og dermed huld. Det samme gælder dyrenes genetik, biodiversitet, planteføde mv.

Det var alt i alt et spændende debatmøde, og de mange vinkler på emnet, post-its med ideer, oplæg og de faglige meningsudvekslinger undervejs understreger, at der er mange syn på rewilding. DDDs hovedbestyrelse samler op på tilbagemeldingerne, når møderækken er slut.

Debatmødet foregår næste gang i Glostrup onsdag den 16. november og i Hobro den 21. november.