DVT gennem tiderne

IMG_3469.gif 

I 2017 udkommer Dansk Veterinærtidsskrift som årgang 100. Og på vej mod sin 100-års fødselsdag, 1. januar 2018, vil jubilæet blive fejret med udvalgte beretninger fra de forgangne hundrede år af bladets historie.

Datidens dyrlægers ønske med deres nye fagblad var, at det skulle åbne sine spalter for Foreningsmeddelelser af enhver Art, for Beretninger fra Dyrlægemøder og for Afhandlinger vedrørende Dyrlægernes Organisations- og Standsinteresser i det Omfang, som Bladets Lidenhed betinger.

Sådan er det langt hen ad vejen stadig. DVT er fortsat Den Danske Dyrlægeforenings og dyrlægestandens ansigt udadtil, men også en central del af danske dyrlægers identitet og forum for den veterinærfaglige videndeling - og så er det et fagforeningsblad.

Vi er dykket ned i historierne, der er bragt i DVT igennem tiderne.  

God fornøjelse!

-------------------------------------------------------------------

1995

Sundhedsrådgivningsaftalernes indtog
Midten af 1990'erne var for de praktiserende dyrlæger præget af noget helt nyt: Sundhedsrådgivningsaftaler. De havde deres afsæt i Dyrlægeloven, der blev vedtaget i 1994. Den havde været 10 år undervejs og indebar et paradigmeskifte for dyrlægerne i landpraksis. Nu skulle dyrlægen kun tjene sine penge på rådgivning i
besætningerne – og ikke ved også at sælge veterinære lægemidler som antibiotika og vacciner.

Princippet i sundhedsrådgivningsaftalerne var (og er), at der knyttes en besætningsdyrlæge til hver besætning, og at der kom en klar sammenkædning mellem rådgivning og medicinudlevering. Dyrlægen skulle komme rutinemæssigt
i besætningen (dengang 12 gange årligt) og fik herigennem tæt føling med besætningens sundhedsstatus. På det grundlag måtte dyrlægen udskrive medicin til anvendelse i besætningen (medicin som landmanden selv købte direkte på apoteket – uden om dyrlægen). Der blev også indført en
stærk begrænsning i dyrlægens fortjeneste på den medicin, der udleveres. Først en tilladt avance på 15 %, der siden blev nedsat til 5 %.

Indgik husdyrproducenten ikke en rådgivningsaftale, gjaldt de "gamle" regler, nemlig at der ikke måtte udleveres medicin uden et dyrlægebesøg, hvor dyret tages i behandling af dyrlægen, og der kun måtte udleveres til efterbehandling i fem dage.

Loven var blevet til i en proces, hvor Den Danske Dyrlægeforening spillede en central rolle. Det skete ikke uden kritik fra en række af landets dyrlæger, der frygtede for deres indtjening, når de ikke længere måtte tjene penge på medicinsalg. I den forbindelse sagde daværende landbrugsminister Henrik Dam Kristensen til DVT: Det har jo ofte været fremført i debatten, at der kunne være en eller anden fortjeneste ved at handle med medicin. Jeg vil gerne fritage dyrlægerne fra mistanken om at tjene på medicinsalget, for det må være en ubehagelig mistanke at have hængende på sig – også selv om den ikke har været reel.

Et medlem skriver i et læserbrev i DVT: Nye love og bekendtgørelser, for hvis gennemførelse man på forhånd anser forøget overvågning og kontrol (og straf) nødvendige,
må siges at være uigennemtænkte og måske i længden også nedbrydende for retsfølelsen.

Daværende formand for Praktiserende Dyrlægers Organisation, Per Thorup svarer (blandt andet): I DDD er det vor opfattelse, at love skal overholdes, og hensigten med den nye lov er blandt andet at skabe et system, der gør det lettere at overholde den.

Om noget af baggrunden for loven siger Henrik Dam Kristensen til DVT: Flere og flere forbrugere – både i Danmark og udlandet – har tilføjet nogle nye elementer
til deres opfattelse af fødevarekvalitet. Det er faktorer som dyrevelfærd, sundhed, medicinforbrug mv., stoffer anvendt i forarbejdningen osv. Det er denne forbrugergruppe, vi har en chance for at tilfredsstille. Sundhedsrådgivning er her et af elementerne, som er med til at bære i den rigtige
retning.

Som det er mange bekendt, er Dyrlægeloven og ikke mindst de tilhørende bekendtgørelser og cirkulærer blevet justeret og suppleret løbende i årene efter – senest i 2016.

1992

Mærkeligt udseende hunde
Allerede i 1992 havde Dyrlægeforeningen fokus på sund avl af familiedyr. Repræsentantskabet havde dengang en diskussion af "hobbydyr" og eksempler på "dårlig
avl".

Synspunktet, der blev fremført, var, "at hovedmålet med avlsarbejdet på familiedyrsområdet er at skabe dyr, der adfærds og sundhedsmæssigt bedst muligt kan fungere i tæt relation til mennesket. Avl, der udelukkende sigter på æstetiske mål, og som har sundheds- og adfærdsmæssige uheldige følger, er ikke acceptabelt".

Den melding kom fra oplægsholder, Anne Sørensen, SDF (Specialpraktiserende Dyrlægers Forening), der stod for præsentationen. Ved samme lejlighed blev der vist billeder af "mærkeligt udseende hunde". I dette tilfælde den kinesiske kamphund Shar Pei, der har så rigeligt med hud, at næsten alle skal opereres en eller flere gange i øjeomgivelserne, for i det hele taget at kunne se ud af øjnene, og oveni døjer med hudproblemer i de dybe folder.

Herudover blev flere fladnæsede hunderacer nævnt som problematiske ud fra et avlsperspektiv. Også hos kattene kunne man opleve tilsvarende problemer - fx med de fladnæsede perserkatte.

Anne Sørensen opfordrede praktiserende dyrlæger til at forsøge at påvirke klientellet til at indse, at avl skal rettes mod at opnå optimal sundhed. Desuden var der en opfordring til at øge dyrejeres viden om pasning og pleje af familiedyr gennem foredrag og offentlig debat. 

Det bør noteres, at Anne Sørensen, nu tidligere formand DDDs Faggruppe Familiedyr, stod i spidsen for WSAVAs verdenskongres i København 2017, hvor dyrlæger fra hele verden drøftede sund avl af familiedyr.

FullSizeRender.jpg 

1988

1985

Fokuser på klienten
Er det muligt at markedsføre dyrlægeservice som noget vigtigt og gavnligt for dyreejere og husdyrproducenter,
spurgte Torsten Lenbroch, i et indlæg i DVT i 1985. I et længere indlæg gør han rede for, at dyrlæger vil få flere henvendelser, mere arbejde og bedre omdømme, hvis folk får mere oplysning om dyrs pasning og pleje, de almindeligste sygdomme og deres forebyggelse, om dyrlægeservice og hvor og hvem man kan henvende sig til, hvis det bliver nødvendigt. Jo tryggere klienten føler sig, jo mere han ved om, hvornår han skal søge hjælp, jo bedre kan dyrlægen udføre sit arbejde, og jo flere henvendelser
vil han få. Det er vigtigt for dyrlæger at bliver mere
bevidste om deres klienters behov og ønsker og samtidig
bliver dygtigere til at gøre samfundet opmærksom på,
hvad de kan tilbyde.

1985

I 1985 fejrer Den Kgl. Veterinær- og Landbohøjskole, at kødkontrolundervisningen har eksisteret i 100 år. Det falder
sammen med, at lederen af undervisningen, overdyrlæge Uffe Biering-Sørensen, har 25 års jubilæum. Samme år skriver en dyrlæge fra Nyborg et indlæg i Dansk Veterinærtidsskrift om situationen for slagteridyrlæger. Han skriver blandt andet: Jeg mener, tidspunktet er kommet, hvor vi skal overveje at indkalde til landsmøde for alle med tilknytning til slagteri (fastansatte og timelønnede dyrlæger). Nogle af emnerne kunne blandt andet være TT-problematikken (TT= tilsynstekniker) og spørgsmålet, om slagterisektoren skal trækkes ud af den generelle overenskomst, eller om vi helt skal ud af AC på grund af de helt specielle arbejdsforhold i forhold til øvrige akademikere, og selv forhandle overenskomst. Vi kan gøre det, eftersom det er os, der besidder magten endnu. Vi skal måske også overveje at etablere én slagteridyrlægesærforening med vores egne forhandlere, såfremt DdD ikke vil tage os alvorligt og behandle vore krav seriøst. Som bekendt har tilsynsteknikerne sidenhen vundet yderligere indpas på
slagterierne, men det overordnede ansvar for kødkontrollen er dog stadig dyrlægernes.

1979

Kødkontrollen og tilsynsteknikerne
I 1979 begyndte Slagteriskolen i Ringsted (senere Roskilde) at uddanne tilsynsteknikere, der er en særlig overbygning
på uddannelsen som slagteriarbejder. I første omgang skulle tilsynsteknikerne aflaste de kødkontrollerende dyrlæger på fjerkræslagterierne, og fra 1984 kom de også i gang på svine- og kreaturslagterierne. Kødkontrollen på slagterierne havde indtil da udelukkende været varetaget af dyrlæger. Baggrunden for uddannelsen af tilsynsteknikere
var en betænkning fra 1972: Betænkning vedrørende lov om dyrlægevæsen samt om udøvelse af dyrlægegerning,
der blandt andet havde peget på, at visse dele af slagterikontrollen kunne varetages af andre end dyrlæger,
nemlig tilsynsteknikere.

Disse store ændringer for de kødkontrollerende dyrlæger var naturligvis grundlaget for en ivrig debat i Dansk Veterinærtidsskrift – og i Den Danske Dyrlægeforening som sådan. Flere medlemmer mente ikke, at foreningen gjorde nok for at dæmme op imod, at tilsynsteknikerne overtog dele af dyrlægernes arbejde. Dyrlægeforeningen fulgte forhandlingsvejen og var i en presset situation, fordi det var svært at skaffe dyrlæger til at arbejde i kødkontrollen, hvorfor en meget stor del af dyrlægernes arbejde på slagterierne blev varetaget af timelønsansatte dyrlæger – meget ofte praktiserende dyrlæger fra området. Ville man give den en skalle, var der gode penge at tjene på relativt kort tid.

Slagterierne og deres ejere – landbruget – syntes ordningen var for dyr og pressede derfor på for at få de billigere tilsynsteknikere ind på slagterierne. Og det lykkedes – fra 1986 gjorde Landbrugsministeriet uddannelsen af tilsynsteknikere permanent (den havde hidtil kun været der på forsøgsbasis). Indførelsen af tilsynsteknikere var i øvrigt led i en generel modernisering af kødkontrollen, hvor også diverse rutiner blev revurderet og tilpasset.

dyrlæge-redi-300x240.jpg


1978

Den industrialiserede gris
Ligesom i dag var den danske svineproduktion i 1978 et hot emne. Under overskriften "Gris i maskineriet på film" lægger Jørgen Korsbang op til en etisk diskussion af produktions-forholdene. Udgangspunktet er dokumentarfilmen "Den industrialiserede gris", der er et indlæg i den daværende
debat om moderne svineproduktion. Filmen sætter spørgsmål ved, hvor grænsen bør gå for en etisk og moralsk holdning til husdyr, og viser udviklingen fra den gammeldags manuelt betonede produktion til den moderne automatiserede stald. Jørgen Korsbang slutter af med at konkludere, at det er samfundet og de økonomiske
konkurrencevilkår, der tvinger landmanden til at producere dyr på en industriel måde. Han nævner også med en smule undren, at: "…filmen omtaler ikke med et ord kødkvalitet og medicinforbrug". I dag havde ville en lignende
film formentlig netop have det fokus.

ebbe nyvold.jpg

(Ebbe Nyvold, DK 1978). 

1975

Dansk Veterinærtidsskift bliver til
Fra 1975 skiftede Medlemsblad for Den Danske Dyrlægeforening navn til Dansk Veterinærtidsskrift – Den danske Dyrlægeforenings medlemsblad. Navneskiftet
blev begrundet med, at det nye navn er mere sigende – særligt for udenforstående. Samtidig lægger navnet sig op ad den nordiske hovedlinje.

Lopper søges
Under den overskrift anmoder dyrlæge Steen Kristensen – Klinik for Mindre Husdyr (KVL) sine kollegaer om at indsende lopper, som de fanger på hunde og katte.
Lopperne skal anvendes til fremstilling af
allergenekstrakt med henblik på diagnosticering
af loppeallergi. Et udbrud af algeforgiftning blandt hunde
Sommeren 1975 er en særdeles varm sommer, der medfører en stor koncentration af blågrønne alger langs de århusianske badestrande. Den høje algeforekomst er årsag til adskillige forgiftninger af hunde og mange af dem med et dødeligt forløb. Alene Nordre Dyrehospital indberetter 13 tilfælde af forgiftninger. Heraf dør otte. De mange dødsfald
bekymrer hundeejere, og da Århus Stiftstidende advarer mod badning, redder det utvivlsomt mange hundeliv.


1972

Den europæiske dyrlægeforening tager form
Tanken om at samle alle europæiske veterinærers interesser i et fælles organ intensiveres efter dannelsen af EF. Ideen fik mere konkret udformning i tilslutning til den første europæiske veterinærkongres i Wiesbaden i september 1972. Her blev der lagt op til en principbeslutning om at danne en »Federation« af alle interesserede nationale veterinærforeninger i Europa. På kongressen blev der vedtaget en resolution, og formålet blev defineret i ret brede vendinger som værende at fremme den veterinære professions status og interesser i Europa som et hele. Det var dog først i 1975 at Federation of Veterinarians in the EEC blev dannet.

1971

Lommeødelæggeren
I 1971 udkom Den Danske Dyrlægeforenings lommebog. Der var tale om 371 sider i et format, som fik dyrlæge P. Madelung til tasterne med en opfordring til ændre navnet. "Det eneste bogen ikke egner sig til, er at blive placeret i en lomme", konstaterede han, men glædede sig over det alsidige indhold.
   

1969

Apropos halebidning
På den ordinære generalforsamling på Horsens Andelsslagteri i 1969 aflagde overdyrlæge Slyngborg en beretning om halebid hos grise. Han opsummerede alt fra forekomst, årsagsforhold til midler mod halebidning. Udtrækning af tænder var et af de midler, der var taget i brug til at forhindre halebidning, ligesom man havde forsøgt sig med indsmøring af halen med tjære, kreolin og andre lignende stoffer. Ingen af delene kunne dog tilrådes – enten fordi det måtte anses for at være i strid med dyreværnsloven eller kun havde en så kortvarig virkning, at det ville være lidet effektivt.

Læs hele beretningen om halebid.pdf


1966

"Alle andre muligheder er nu udelukket, og det er så godt som afgjort, at Landbohøjskolen flyttes til Odense«. Sådan skrev DVT i 1966 som led i dækningen af en længere politisk debat om, hvorvidt Den Kgl. Veterinær- og Landbohøjskole (KVL) skulle flyttes fra Frederiksberg til Odense – eller i hvert fald at veterinæruddannelsen skulle. Baggrunden var blandt andet trange pladsforhold på Frederiksberg, men også udsigten til at uddanne langt flere dyrlæger talte. Prognosen i 1965 var, at de eksisterende 1.625 aktive dyrlæger frem mod 1985 (altså 20 år senere) skulle blive til 2.400 dyrlæger.

Ovenstående, indledende citat er skrevet i anledning af, at Landbrugsministeriet, der dengang var ressortministerium for KVL, havde truffet beslutning om flytning af skolen til Odense. En flytning, der samlet set skulle koste 150 millioner kroner at gennemføre. En af begrundelserne – ud over pladsbehovet – var, at det i Odense ville være meget lettere for de studerende at se en levende ko eller gris. I modsætning til København, hvor "veterinærerne skal køre 20 km for at se en ko".

Landbrugsministeriets beslutningsgrundlag var en rapport, som daværende landbrugsminister Chr. Thomsen havde bedt KVLs professorer om at skrive, og de var klare i mælet om en anbefaling af flytning af skolen til Odense – i hvert fald når det angik veterinæruddannelsen.

Den Danske Dyrlægeforening var også dengang aktiv i debatten om veterinæruddannelsen og dens placering. Formanden for yngre Dyrlæger, Jørgen Korsbang, skriver blandt andet: "Vi beder om, at nye og unge folk må blive mobiliseret i et sådan arbejde (med at vurdere udflytningen, red). Man må kunne nå til at acceptere unge, der i så tilfælde kan og vil ofre meget mere tid på disse vigtige sager. Vi beder altså om utraditionelt sammensatte byggeudvalg og arbejdsgrupper…".

Som bekendt blev KVL ikke flyttet. Pladsbehovene kunne blandt andet løses ved bygningen af "Højhuset", der stod færdigt i 1971. Dette blev efterhånden klart for de involverede, herunder også lokale, fynske politikere. På et vælgermøde under valgkampen i 1968 svarer forhenværende undervisningsminister K. Helveg Petersen, "at der næppe ville blive tale om en ny landbohøjskole, idet der ved to landbohøjskoler her i landet ville være en udgift på ca. 500.000 kr. til uddannelse af hver eneste dyrlæge, mens der i stedet ved at udbygge den bestående landbohøjskole kunne uddannes dyrlæger for en pris af 350.000 kr. pr. stk.".

15. KVL Hoejhus.jpg 

Det markante "højhus" på området mellem Rolighedsvej og Thorvaldsensvej på Frederiksberg. (Foto: Moe RådgivendeIngeniører).

1958

Lønstatistik
I 1958 indsamlede foreningen for anden gang oplysninger om medlemmernes løn. Ønsket var at indsamle lønoplysninger hvert andet år bl.a. for at vænne dyrlægerne til at udfylde skemaer. Foreningen var nemlig ikke helt tilfreds med svarprocenten, der i 1956 kun havde været på 70 pct. Til sammenligning var svarprocenten 34 ved den seneste lønstatistik i 2016 for privatansatte dyrlæger.

Bør Den danske Dyrlægeforening reorganiseres?
Tre dyrlæger (H.C. Adler, Kj. Friis Jacobsen
og L.E. Lindegaard) sætter i 1958 spørgsmålstegn
ved, om Dyrlægeforeningen har
den rigtige organisering til at opfylde de
krav, der stilles til faglig organisation i et
moderne samfund. Dyrlægerne ønsker foreningen
opdelt i følgende hovedgrupper:
  1. Dyrlæger med selvstændig praksis
  2. Dyrlæger ved levnedsmiddelhygiejne
  3. Dyrlæger med ansættelse i kvægavlsforeninger
  4. Dyrlæger beskæftiget ved administration,
    undervisning og forskning
  5. Dyrlæger uden endeligt tilhørsforhold til
    de førnævnte grupper (assistenter m.fl.).

Dyrlægeforeningen skal så organiseres i
særforeninger, der vælger repræsentanter
til en hovedbestyrelsen. Denne skal så lede
foreningen og ansætte en generalsekretær,
der skal varetage den daglige administration.
(Den skitserede struktur er ikke langt fra den måde, Dyrlægeforeningen er organiseret på i dag).

1957

radiotelefon.gif 

Annonce for radiotelefoni bragt i medlemsbladet i 1957.

1956

Dyrlæge M. Jørgensen, Jølby, skriver i 1956 til Brevkassen, der var et fast element i medlemsbladet:

Spørgsmål:
Kan en praktiserende Dyrlæge med (og da eventuelt hvilke) eller uden Forbehold nægte at praktisere for en Klient, naar denne trods gentagne Henvendelser ikke vil betale sin gennem flere Aar opstaaede Gæld til Dyrlægen?

Hovedbestyrelsen svar er, at dyrlægen er fuldt berettiget til at nægte at udføre almindelig praksis, diagnostik, prøver mv. Og at der kun kan være tale om pligt i tilfælde af, at det er et sygt eller tilskadekommet dyr. Hovedbestyrelsen henviser i øvrigt til, at en kommende dyrlægelov forhåbentlig vil præcisere, hvilke forpligtelser man vil pålægge dyrlægerne 
 

Trebenet ko på fire ben
Dyrlæge C.H. Knudsen, Vipperød, skriver i 1956 en lille fortælling om en tyrekalv, han er stødt på. Under fødslen brækkede eller overrev kalven båndene i håndroden, således at nederste del af lemmet stak ud til højre.

Benet kom i gips, men bruddet voksede skævt sammen og efterhånden som dyret tog på i vægt støttede tyren på lemmet fra klov til håndrod (se billede). Kalven fik lov til at leve, fordi den var af god afstamning og endte med at være
fader til 15 kalve og have løbet 26 køer, hvilket må siges at være en ret god præstation. Dyrlægen slutter af med at konkluderer, at en god avlstyr ikke bør slagtes, selv om den er invalid: "Overdyrevenlige mennesker ville sikkert have betegnet det som dyrplageri at lade et sådant individ leve, men jeg kan forsikre om, at tyren befandt sig særdeles vel, hvad dens statelige korpus også vidner om".


3 ben ko.gif 

 

1955

Bedre løn og arbejdsvilkår for assistenterne
I 1955 sikrede Foreningen af yngre Dyrlæger (nu ADO), at minimallønningslisten blev offentliggjort. På foreningens generalforsamling i 1955 sagde formanden, E. Malling Olsen: (…) Den nye lønningsliste åbner efter vor mening nye perspektiver for aflønning og arbejdsvilkår for assistenter i praksis. Vi så ingen muligheder for at få grundlønne i vejret på trods af dens lidenhed, men vi har fået den pristalsreguleret, og så har vi søgt af forbedre på den lille grundløn ved at forbedre tillæggene. Konkret udmøntede det sig bl.a. i indførsel af et tillæg for aften- og natture. Af yderligere forbedringer blev der indført ret til to ugentlige friaftner, ligesom der blev åbnet muligheder for at tegne ulykkes- og sygeforsikring for dyrlæger i praksis, hvor halvdelen af præmien dækkes af chefdyrlægen. 

Læs også referat fra FayD's ordinære generalforsamling og årsmøde 1954

1951

Et veterinært retsråd
Den første juli 1951 bringer Den Danske Dyrlægeforening sin lykønskning til Det veterinære Sundhedsråd, der denne dag kan fejre hundredeårsdagen for sin oprettelse. Rådet blev oprettet på Dyrlægeforeningens foranledning – og 100 år efter sin oprettelse var den vigtigste opgave for rådet at fungere som et veterinært retsråd: (…) For den praktiserende dyrlæge og for hele dyrlægestanden har rådets responsa i de mange handels- og ansvarssager en overordentlig stor betydning, og årsberetningen fra rådet studeres med stor interesse af danske dyrlæger. 

1950

Nøglen til menneskets sundhed
Flere af medlemslandene i Verdenssundhedsorganisationen WHO og FN's fødevare- og landbrugsorganisation FAO havde brug for hjælp til bekæmpelse af zoonoser – og på den baggrund satte en international ekspertkomite (Codex Alimentarius) sig sammen i dagene 11.-16. december 1950 for at udarbejde vejledninger til brug i kampen mod zoonoser. På et af de indledende møder blev det fastslået, at man med Zoonoser forstaar Sygdomme, der er gensidig overførbare mellem Hvirveldyr og Mennesker. Man fastslår, at der er tale om 20 virussygdomme eller typer af disse, 7 former af Rickettsioser, 20 bakterieinfektioner, 2 svampelidelser, 7 protozolidelser og 35 forskellige parasitære lidelser.

Eksperterne drøfter også begrebet Veterinary Public Health – en betegnelse, som dengang var ny i det engelske sprog, men accepteret i vide kredse og defineret som at rumme ethvert bidrag fra veterinærmedicinen til at forhindre sygdomme og fremme menneskets velbefindende og ydedygtighed – altså veterinærernes bidrag til folkesundheden, som det konkluderes. Det foranlediger Kommissionen til at mene, (..) at Veterinærerne i saa Henseende har flere Forpligtigelser bl.a. 1) at stille Forslag til Fremme af Udryddelse af Sygdomme, der kan overføres til Mennesker, 2) at føre Overtilsynet med Kød- og Mælkehygiejne, 3) at samarbejde med og være raadgivende for private eller officielle Landbrugsorganisationer, 4) at udarbejde specielle statistikker over Zoonoser, 5) at foretage videnskabeligt Forsøgsarbejde til Gavn for Folkesundheden.

 

1945-1950

Mangel på benzin og gummi gjorde dyrlægens hverdag besværlig

Efterkrigsårene var præget af krigens følger i form af rationeringer på daglige fornødenheder som sukker, smør og brændsel. For de praktiserende dyrlæger var det især et problem at skaffe benzin til den daglige transport rundt i lokalområdet. Dyrlæger var ganske vist sidestillet med fx læger og jordmødre og havde en særstatus i forhold til tildelingen af rationeringsmærker til benzin. En rationering, der havde været gældende siden Tyskland besatte Polen i september 1939, og Anden Verdenskrig brød ud.

I øvrigt var ikke kun rationering af benzin en hæmsko for transporten. Rationeringen omfattede også brænde til gengasgeneratorer (et træfyret aggregat koblet på en forbrændingsmotor til erstatning for benzindrift).

Ikke kun brændstof var en begrænsning i forhold til transporten. Også gummi var en manglevare, og uden gummi til dæk kunne hverken biler eller cykler køre. DVT beretter om biler, der blev stjålet for at blive genfundet i ribbet stand – uden dæk og hjul. Også cykeldæk var et stort problem. I 1945 bringer DVT en skrivelse fra Direktoratet for Vareforsyning om, hvordan dyrlæger er blandt de erhvervsgrupper, der har fortrinsret til levering af »cykelgummi«. Den mere end én side lange skrivelse slutter med en formaning: »Da det erfaringsmæssigt har vist sig, at der ofte rekvireres 2 Dæk og eventuelt 2 Slanger, hvor 1 Dæk og eventuelt 1 Slange i Almindelighed i første omgang vil være tilstrækkeligt, skal man anmode Foreningen om kun undtagelsesvis at fremsende Rekvisitioner for mere en 1 Cykeldæk og kun i særlige Tilfælde Rekvisitioner for mere end 1 Cykelslange«.

Sætningen røber, at det var Den Danske Dyrlægeforening, der administrerede rationeringsordningerne for dyrlæger. Det gjaldt også, hvis en dyrlæge ønskede en ny bil, hvilket dog først blev en mulighed i slutningen af fyrrene. Men der var skrappe krav til at komme i betragtning til ny bil. Enten skulle man ikke have nogen i forvejen, eller også skulle man have en bilinspektør til at erklære den gamle bil for uegnet til bilkørsel. Og så kostede en helt almindelig bil, hvad der svarede til to årslønninger for en arbejder.

Rationeringen af benzin blev i 1948 afløst af en zonering, hvor man – bortset fra tre uger om året – kun måtte køre bil i lokalområdet. Ordningen blev indført, fordi der var opstået et omfattende sort marked for rationeringskort til benzin. I oktober 1950 blev bilkørsel igen givet fri, men først i 1952 forsvandt restriktionerne på handel med motorkøretøjer.10-NM_40.jpg

1940-1941

Den finske kollegahjælp
30. november 1939 angreb Sovjetunionen
Finland, og det blev begyndelsen på Vinterkrigen
– også kaldet den russisk-finske krig (30. november 1939 – 13. marts 1940). I Danmark ønskede dyrlægerne at komme
de finske kolleger til hjælp, og en Finlandsindsamling blev etableret. Alle dyrlæger blev opfordret til at give et bidrag, og de, der bidrog til indsamlingen, fik deres navn
offentliggjort i DVT. Der var indsamlet 13.903,95 kr. da indsamlingen stoppede i juni 1940.

Men det er ikke kun penge, der blev samlet ind til. Hestens Værn havde et ønske om at sende en hesteambulance til Finland. Den Danske Dyrlægeforening blev kontaktet, og der var sympati for ideen. Det lykkedes atter engang at mobilisere gode kræfter, og i april 1940 var der indsamlet
tilstrækkeligt med penge til at sende en hesteambulance afsted. Vinterkrigen er imidlertid afsluttet i marts. Hesteambulancen kommer alligevel afsted sammen med et hold dyrlæger, da mange heste er kommet til skade i
krigen, og de finske dyrlæger trænger til forstrækning.

Ved Dyrlægeforeningens årsmøde i 1941 holder to af de udsendte G. Bek og J. Folkersen et foredrag om deres
oplevelser med hesteambulancen. Foredraget er senere bragt i DVT.

Iagttagelser fra finske Hestelazaretter

Hesteambulance.jpg

 1925

Mund- og klovesygen
I årene 1924-25 hærgede et voldsomt udbrud af mund- og klovesyge i landets husdyrbesætninger. Og det bar siderne i Dyrlægeforeningens medlemsblad også præg af med et væld af bekendtgørelser fra Landbrugsministeriet om foranstaltninger mod mund- og klovesygen samt cirkulære og meddelelser fra veterinærfysikatet. Datidens dyrlæger delte ivrigt meninger og metoder til bekæmpelse af sygdommen – og der var mange meninger om sygdommens oprindelse og smitteveje. Ved et foredrag ved et møde i Den Danske Dyrlægeforening den 13. juni 1925 samlede dyrlæge C.T. Hansen op på de praktiserende dyrlægers erfaringer under de sidste store epizootier. Ønsket var, at erfaringerne kunne komme ud og blive kendt i videre kredse - forhåbentligt til gavn for landets økonomi.

Mund- og klovesygen og dens bekæmpelse

Kollegialitet og organisation - tekst af overdyrlæge G. Gautier.

1924

Fejring af DDDs 75-års fødselsdag
8. februar 1924 fyldte Den Danske Dyrlægeforening 75 år. Dagen blev mindet ved, at medlemsbladet udkom på jubilæumsdagen med en oversigt over de svundne 75 år.

Beretning om de svundne 75 år

Dyrlægeforeningen holdt ikke noget dyrlægemødet i anledning af jubilæet, men Københavns Dyrlægeselskab holdt netop den 8. februar selskabelig sammenkomst med damer på Hotel Phønix. Undervejs i mødet, der sluttede med fest og dans til langt ud på natten, fængslede professor Bang tilhørende for en times tid med et interessant veterinærhistorisk foredrag om veterinærvæsenet før skolernes oprettelse og om de første franske veterinærskoler.

Referat fra møde i Københavns Dyrlægeselskab 8. februar 1924

 

 Kontakt i DDD

Pia R.jpg

Pia Rindom

Telefon: 3871 0888
E-mail: dvt@ddd.dk

 Siden 1849

​Den Danske Dyrlægeforening er grundlagt i februar 1849 og er Danmarks ældste fagforening. Grundlaget for stiftelsen var den første slesvigske krig. I datidens
krigsførelse var heste helt centrale – og dermed var
dyrlægerne uundværlige. Dyrlægerne ønskede en bedre betaling for deres krigsdeltagelse, og det fik de ved at gå sammen i foreningen: Den Danske Dyrlægeforening.

 

Senest ændret 04-01-2018
Den Danske Dyrlægeforening   |   Peter Bangs Vej 30   |   DK-2000 Frederiksberg   |   Tlf. 3871 0888   |   E-mail: ddd@ddd.dk   |   CVR: 5608 5114 Følg os på LinkedIN Facebook