DVT gennem tiderne

IMG_3469.gif 

I 2017 udkommer Dansk Veterinærtidsskrift som årgang 100. Og på vej mod sin 100-års fødselsdag, 1. januar 2018, vil jubilæet blive fejret med udvalgte beretninger fra de forgangne hundrede år af bladets historie.

Datidens dyrlægers ønske med deres nye fagblad var, at det skulle åbne sine spalter for Foreningsmeddelelser af enhver Art, for Beretninger fra Dyrlægemøder og for Afhandlinger vedrørende Dyrlægernes Organisations- og Standsinteresser i det Omfang, som Bladets Lidenhed betinger.

Sådan er det langt hen ad vejen stadig. DVT er fortsat Den Danske Dyrlægeforenings og dyrlægestandens ansigt udadtil, men også en central del af danske dyrlægers identitet og forum for den veterinærfaglige videndeling - og så er det et fagforeningsblad.

Vi er dykket ned i historierne, der er bragt i DVT igennem tiderne. Der kommer løbende flere til - følg med i DVT. 

God fornøjelse!

-------------------------------------------------------------------

 

1972

Den europæiske dyrlægeforening tager form
Tanken om at samle alle europæiske veterinærers interesser i et fælles organ intensiveres efter dannelsen af EF. Ideen fik mere konkret udformning i tilslutning til den første europæiske veterinærkongres i Wiesbaden i september 1972. Her blev der lagt op til en principbeslutning om at danne en »Federation« af alle interesserede nationale veterinærforeninger i Europa. På kongressen blev der vedtaget en resolution, og formålet blev defineret i ret brede vendinger som værende at fremme den veterinære professions status og interesser i Europa som et hele. Det var dog først i 1975 at Federation of Veterinarians in the EEC blev dannet.

1972

Lommeødelæggeren
I 1971 udkom Den Danske Dyrlægeforenings lommebog. Der var tale om 371 sider i et format, som fik dyrlæge P. Madelung til tasterne med en opfordring til ændre navnet. "Det eneste bogen ikke egner sig til, er at blive placeret i en lomme", konstaterede han, men glædede sig over det alsidige indhold.
   

1969

Apropos halebidning
På den ordinære generalforsamling på Horsens Andelsslagteri i 1969 aflagde overdyrlæge Slyngborg en beretning om halebid hos grise. Han opsummerede alt fra forekomst, årsagsforhold til midler mod halebidning. Udtrækning af tænder var et af de midler, der var taget i brug til at forhindre halebidning, ligesom man havde forsøgt sig med indsmøring af halen med tjære, kreolin og andre lignende stoffer. Ingen af delene kunne dog tilrådes – enten fordi det måtte anses for at være i strid med dyreværnsloven eller kun havde en så kortvarig virkning, at det ville være lidet effektivt.

Læs hele beretningen om halebid.pdf


1966

"Alle andre muligheder er nu udelukket, og det er så godt som afgjort, at Landbohøjskolen flyttes til Odense«. Sådan skrev DVT i 1966 som led i dækningen af en længere politisk debat om, hvorvidt Den Kgl. Veterinær- og Landbohøjskole (KVL) skulle flyttes fra Frederiksberg til Odense – eller i hvert fald at veterinæruddannelsen skulle. Baggrunden var blandt andet trange pladsforhold på Frederiksberg, men også udsigten til at uddanne langt flere dyrlæger talte. Prognosen i 1965 var, at de eksisterende 1.625 aktive dyrlæger frem mod 1985 (altså 20 år senere) skulle blive til 2.400 dyrlæger.

Ovenstående, indledende citat er skrevet i anledning af, at Landbrugsministeriet, der dengang var ressortministerium for KVL, havde truffet beslutning om flytning af skolen til Odense. En flytning, der samlet set skulle koste 150 millioner kroner at gennemføre. En af begrundelserne – ud over pladsbehovet – var, at det i Odense ville være meget lettere for de studerende at se en levende ko eller gris. I modsætning til København, hvor "veterinærerne skal køre 20 km for at se en ko".

Landbrugsministeriets beslutningsgrundlag var en rapport, som daværende landbrugsminister Chr. Thomsen havde bedt KVLs professorer om at skrive, og de var klare i mælet om en anbefaling af flytning af skolen til Odense – i hvert fald når det angik veterinæruddannelsen.

Den Danske Dyrlægeforening var også dengang aktiv i debatten om veterinæruddannelsen og dens placering. Formanden for yngre Dyrlæger, Jørgen Korsbang, skriver blandt andet: "Vi beder om, at nye og unge folk må blive mobiliseret i et sådan arbejde (med at vurdere udflytningen, red). Man må kunne nå til at acceptere unge, der i så tilfælde kan og vil ofre meget mere tid på disse vigtige sager. Vi beder altså om utraditionelt sammensatte byggeudvalg og arbejdsgrupper…".

Som bekendt blev KVL ikke flyttet. Pladsbehovene kunne blandt andet løses ved bygningen af "Højhuset", der stod færdigt i 1971. Dette blev efterhånden klart for de involverede, herunder også lokale, fynske politikere. På et vælgermøde under valgkampen i 1968 svarer forhenværende undervisningsminister K. Helveg Petersen, "at der næppe ville blive tale om en ny landbohøjskole, idet der ved to landbohøjskoler her i landet ville være en udgift på ca. 500.000 kr. til uddannelse af hver eneste dyrlæge, mens der i stedet ved at udbygge den bestående landbohøjskole kunne uddannes dyrlæger for en pris af 350.000 kr. pr. stk.".

15. KVL Hoejhus.jpg 

Det markante "højhus" på området mellem Rolighedsvej og Thorvaldsensvej på Frederiksberg. (Foto: Moe RådgivendeIngeniører).

1958

Lønstatistik
I 1958 indsamlede foreningen for anden gang oplysninger om medlemmernes løn. Ønsket var at indsamle lønoplysninger hvert andet år bl.a. for at vænne dyrlægerne til at udfylde skemaer. Foreningen var nemlig ikke helt tilfreds med svarprocenten, der i 1956 kun havde været på 70 pct. Til sammenligning var svarprocenten 34 ved den seneste lønstatistik i 2016 for privatansatte dyrlæger.

Bør Den danske Dyrlægeforening reorganiseres?
Tre dyrlæger (H.C. Adler, Kj. Friis Jacobsen
og L.E. Lindegaard) sætter i 1958 spørgsmålstegn
ved, om Dyrlægeforeningen har
den rigtige organisering til at opfylde de
krav, der stilles til faglig organisation i et
moderne samfund. Dyrlægerne ønsker foreningen
opdelt i følgende hovedgrupper:
  1. Dyrlæger med selvstændig praksis
  2. Dyrlæger ved levnedsmiddelhygiejne
  3. Dyrlæger med ansættelse i kvægavlsforeninger
  4. Dyrlæger beskæftiget ved administration,
    undervisning og forskning
  5. Dyrlæger uden endeligt tilhørsforhold til
    de førnævnte grupper (assistenter m.fl.).

Dyrlægeforeningen skal så organiseres i
særforeninger, der vælger repræsentanter
til en hovedbestyrelsen. Denne skal så lede
foreningen og ansætte en generalsekretær,
der skal varetage den daglige administration.
(Den skitserede struktur er ikke langt fra den måde, Dyrlægeforeningen er organiseret på i dag).

1957

radiotelefon.gif 

Annonce for radiotelefoni bragt i medlemsbladet i 1957.

1956

Dyrlæge M. Jørgensen, Jølby, skriver i 1956 til Brevkassen, der var et fast element i medlemsbladet:

Spørgsmål:
Kan en praktiserende Dyrlæge med (og da eventuelt hvilke) eller uden Forbehold nægte at praktisere for en Klient, naar denne trods gentagne Henvendelser ikke vil betale sin gennem flere Aar opstaaede Gæld til Dyrlægen?

Hovedbestyrelsen svar er, at dyrlægen er fuldt berettiget til at nægte at udføre almindelig praksis, diagnostik, prøver mv. Og at der kun kan være tale om pligt i tilfælde af, at det er et sygt eller tilskadekommet dyr. Hovedbestyrelsen henviser i øvrigt til, at en kommende dyrlægelov forhåbentlig vil præcisere, hvilke forpligtelser man vil pålægge dyrlægerne 
 

Trebenet ko på fire ben
Dyrlæge C.H. Knudsen, Vipperød, skriver i 1956 en lille fortælling om en tyrekalv, han er stødt på. Under fødslen brækkede eller overrev kalven båndene i håndroden, således at nederste del af lemmet stak ud til højre.

Benet kom i gips, men bruddet voksede skævt sammen og efterhånden som dyret tog på i vægt støttede tyren på lemmet fra klov til håndrod (se billede). Kalven fik lov til at leve, fordi den var af god afstamning og endte med at være
fader til 15 kalve og have løbet 26 køer, hvilket må siges at være en ret god præstation. Dyrlægen slutter af med at konkluderer, at en god avlstyr ikke bør slagtes, selv om den er invalid: "Overdyrevenlige mennesker ville sikkert have betegnet det som dyrplageri at lade et sådant individ leve, men jeg kan forsikre om, at tyren befandt sig særdeles vel, hvad dens statelige korpus også vidner om".


3 ben ko.gif 

 

1955

Bedre løn og arbejdsvilkår for assistenterne
I 1955 sikrede Foreningen af yngre Dyrlæger (nu ADO), at minimallønningslisten blev offentliggjort. På foreningens generalforsamling i 1955 sagde formanden, E. Malling Olsen: (…) Den nye lønningsliste åbner efter vor mening nye perspektiver for aflønning og arbejdsvilkår for assistenter i praksis. Vi så ingen muligheder for at få grundlønne i vejret på trods af dens lidenhed, men vi har fået den pristalsreguleret, og så har vi søgt af forbedre på den lille grundløn ved at forbedre tillæggene. Konkret udmøntede det sig bl.a. i indførsel af et tillæg for aften- og natture. Af yderligere forbedringer blev der indført ret til to ugentlige friaftner, ligesom der blev åbnet muligheder for at tegne ulykkes- og sygeforsikring for dyrlæger i praksis, hvor halvdelen af præmien dækkes af chefdyrlægen. 

Læs også referat fra FayD's ordinære generalforsamling og årsmøde 1954

1951

Et veterinært retsråd
Den første juli 1951 bringer Den Danske Dyrlægeforening sin lykønskning til Det veterinære Sundhedsråd, der denne dag kan fejre hundredeårsdagen for sin oprettelse. Rådet blev oprettet på Dyrlægeforeningens foranledning – og 100 år efter sin oprettelse var den vigtigste opgave for rådet at fungere som et veterinært retsråd: (…) For den praktiserende dyrlæge og for hele dyrlægestanden har rådets responsa i de mange handels- og ansvarssager en overordentlig stor betydning, og årsberetningen fra rådet studeres med stor interesse af danske dyrlæger. 

1950

Nøglen til menneskets sundhed
Flere af medlemslandene i Verdenssundhedsorganisationen WHO og FN's fødevare- og landbrugsorganisation FAO havde brug for hjælp til bekæmpelse af zoonoser – og på den baggrund satte en international ekspertkomite (Codex Alimentarius) sig sammen i dagene 11.-16. december 1950 for at udarbejde vejledninger til brug i kampen mod zoonoser. På et af de indledende møder blev det fastslået, at man med Zoonoser forstaar Sygdomme, der er gensidig overførbare mellem Hvirveldyr og Mennesker. Man fastslår, at der er tale om 20 virussygdomme eller typer af disse, 7 former af Rickettsioser, 20 bakterieinfektioner, 2 svampelidelser, 7 protozolidelser og 35 forskellige parasitære lidelser.

Eksperterne drøfter også begrebet Veterinary Public Health – en betegnelse, som dengang var ny i det engelske sprog, men accepteret i vide kredse og defineret som at rumme ethvert bidrag fra veterinærmedicinen til at forhindre sygdomme og fremme menneskets velbefindende og ydedygtighed – altså veterinærernes bidrag til folkesundheden, som det konkluderes. Det foranlediger Kommissionen til at mene, (..) at Veterinærerne i saa Henseende har flere Forpligtigelser bl.a. 1) at stille Forslag til Fremme af Udryddelse af Sygdomme, der kan overføres til Mennesker, 2) at føre Overtilsynet med Kød- og Mælkehygiejne, 3) at samarbejde med og være raadgivende for private eller officielle Landbrugsorganisationer, 4) at udarbejde specielle statistikker over Zoonoser, 5) at foretage videnskabeligt Forsøgsarbejde til Gavn for Folkesundheden.

 

1945-1950

Mangel på benzin og gummi gjorde dyrlægens hverdag besværlig

Efterkrigsårene var præget af krigens følger i form af rationeringer på daglige fornødenheder som sukker, smør og brændsel. For de praktiserende dyrlæger var det især et problem at skaffe benzin til den daglige transport rundt i lokalområdet. Dyrlæger var ganske vist sidestillet med fx læger og jordmødre og havde en særstatus i forhold til tildelingen af rationeringsmærker til benzin. En rationering, der havde været gældende siden Tyskland besatte Polen i september 1939, og Anden Verdenskrig brød ud.

I øvrigt var ikke kun rationering af benzin en hæmsko for transporten. Rationeringen omfattede også brænde til gengasgeneratorer (et træfyret aggregat koblet på en forbrændingsmotor til erstatning for benzindrift).

Ikke kun brændstof var en begrænsning i forhold til transporten. Også gummi var en manglevare, og uden gummi til dæk kunne hverken biler eller cykler køre. DVT beretter om biler, der blev stjålet for at blive genfundet i ribbet stand – uden dæk og hjul. Også cykeldæk var et stort problem. I 1945 bringer DVT en skrivelse fra Direktoratet for Vareforsyning om, hvordan dyrlæger er blandt de erhvervsgrupper, der har fortrinsret til levering af »cykelgummi«. Den mere end én side lange skrivelse slutter med en formaning: »Da det erfaringsmæssigt har vist sig, at der ofte rekvireres 2 Dæk og eventuelt 2 Slanger, hvor 1 Dæk og eventuelt 1 Slange i Almindelighed i første omgang vil være tilstrækkeligt, skal man anmode Foreningen om kun undtagelsesvis at fremsende Rekvisitioner for mere en 1 Cykeldæk og kun i særlige Tilfælde Rekvisitioner for mere end 1 Cykelslange«.

Sætningen røber, at det var Den Danske Dyrlægeforening, der administrerede rationeringsordningerne for dyrlæger. Det gjaldt også, hvis en dyrlæge ønskede en ny bil, hvilket dog først blev en mulighed i slutningen af fyrrene. Men der var skrappe krav til at komme i betragtning til ny bil. Enten skulle man ikke have nogen i forvejen, eller også skulle man have en bilinspektør til at erklære den gamle bil for uegnet til bilkørsel. Og så kostede en helt almindelig bil, hvad der svarede til to årslønninger for en arbejder.

Rationeringen af benzin blev i 1948 afløst af en zonering, hvor man – bortset fra tre uger om året – kun måtte køre bil i lokalområdet. Ordningen blev indført, fordi der var opstået et omfattende sort marked for rationeringskort til benzin. I oktober 1950 blev bilkørsel igen givet fri, men først i 1952 forsvandt restriktionerne på handel med motorkøretøjer.10-NM_40.jpg

 

1940-1941

Den finske kollegahjælp
30. november 1939 angreb Sovjetunionen
Finland, og det blev begyndelsen på Vinterkrigen
– også kaldet den russisk-finske krig (30. november 1939 – 13. marts 1940). I Danmark ønskede dyrlægerne at komme
de finske kolleger til hjælp, og en Finlandsindsamling blev etableret. Alle dyrlæger blev opfordret til at give et bidrag, og de, der bidrog til indsamlingen, fik deres navn
offentliggjort i DVT. Der var indsamlet 13.903,95 kr. da indsamlingen stoppede i juni 1940.

Men det er ikke kun penge, der blev samlet ind til. Hestens Værn havde et ønske om at sende en hesteambulance til Finland. Den Danske Dyrlægeforening blev kontaktet, og der var sympati for ideen. Det lykkedes atter engang at mobilisere gode kræfter, og i april 1940 var der indsamlet
tilstrækkeligt med penge til at sende en hesteambulance afsted. Vinterkrigen er imidlertid afsluttet i marts. Hesteambulancen kommer alligevel afsted sammen med et hold dyrlæger, da mange heste er kommet til skade i
krigen, og de finske dyrlæger trænger til forstrækning.

Ved Dyrlægeforeningens årsmøde i 1941 holder to af de udsendte G. Bek og J. Folkersen et foredrag om deres
oplevelser med hesteambulancen. Foredraget er senere bragt i DVT.

Iagttagelser fra finske Hestelazaretter

Hesteambulance.jpg

 1925

Mund- og klovesygen
I årene 1924-25 hærgede et voldsomt udbrud af mund- og klovesyge i landets husdyrbesætninger. Og det bar siderne i Dyrlægeforeningens medlemsblad også præg af med et væld af bekendtgørelser fra Landbrugsministeriet om foranstaltninger mod mund- og klovesygen samt cirkulære og meddelelser fra veterinærfysikatet. Datidens dyrlæger delte ivrigt meninger og metoder til bekæmpelse af sygdommen – og der var mange meninger om sygdommens oprindelse og smitteveje. Ved et foredrag ved et møde i Den Danske Dyrlægeforening den 13. juni 1925 samlede dyrlæge C.T. Hansen op på de praktiserende dyrlægers erfaringer under de sidste store epizootier. Ønsket var, at erfaringerne kunne komme ud og blive kendt i videre kredse - forhåbentligt til gavn for landets økonomi.

Mund- og klovesygen og dens bekæmpelse

Kollegialitet og organisation - tekst af overdyrlæge G. Gautier.

1924

Fejring af DDDs 75-års fødselsdag
8. februar 1924 fyldte Den Danske Dyrlægeforening 75 år. Dagen blev mindet ved, at medlemsbladet udkom på jubilæumsdagen med en oversigt over de svundne 75 år.

Beretning om de svundne 75 år

Dyrlægeforeningen holdt ikke noget dyrlægemødet i anledning af jubilæet, men Københavns Dyrlægeselskab holdt netop den 8. februar selskabelig sammenkomst med damer på Hotel Phønix. Undervejs i mødet, der sluttede med fest og dans til langt ud på natten, fængslede professor Bang tilhørende for en times tid med et interessant veterinærhistorisk foredrag om veterinærvæsenet før skolernes oprettelse og om de første franske veterinærskoler.

Referat fra møde i Københavns Dyrlægeselskab 8. februar 1924

 

 Kontakt i DDD

Pia R.jpg

Pia Rindom

Telefon: 3871 0888
E-mail: dvt@ddd.dk

 Siden 1849

​Den Danske Dyrlægeforening er grundlagt i februar 1849 og er Danmarks ældste fagforening. Grundlaget for stiftelsen var den første slesvigske krig. I datidens
krigsførelse var heste helt centrale – og dermed var
dyrlægerne uundværlige. Dyrlægerne ønskede en bedre betaling for deres krigsdeltagelse, og det fik de ved at gå sammen i foreningen: Den Danske Dyrlægeforening.

 

Senest ændret 28-06-2017
Den Danske Dyrlægeforening   |   Peter Bangs Vej 30   |   DK-2000 Frederiksberg   |   Tlf. 3871 0888   |   E-mail: ddd@ddd.dk   |   CVR: 5608 5114 Følg os på LinkedIN Facebook