OK 18 er i gang

Mandag den 22. januar holdt CFU og Forhandlingsfællesskabet et fælles møde om OK 18. Her blev det konstateret, at der nu er forhandlinger med substans mellem lærerne og KL.

Det betyder, at overenskomstforhandlingerne sættes i gang snarest muligt på KL-området og det regionale område.

På det statslige område sættes forhandlingerne også i gang, idet underviserorganisationernes forhandlinger om arbejdstid nu føres parallelt med CFU-forhandlingerne med samtidighed i forhold til afslutning.

Forhistorien er den, at CFU og Forhandlingsfællesskabet tilbage i oktober sendte en opfordring til forhandlerne på arbejdsgiversiden. Det blev gjort klart, at det er magtpåliggende, at KL og Moderniseringsstyrelsen optager reelle forhandlinger med organisationerne på undervisningsområdet med henblik på at kunne indgå en aftale om arbejdstid. Det er afgørende, at alle offentlige ansatte er omfattet af aftalte arbejdstidsregler. Det er en del af den danske model, og derfor et anliggende for alle organisationer på det offentlige område.

Opfordringen blev ikke imødekommet op til OK 18. Derfor besluttede CFU og Forhandlingsfællesskabet at sætte alle andre forhandlinger på standby, indtil arbejdsgiverne udviser reel forhandlingsvilje.

Parterne vil naturligvis følge lærerforhandlingerne tæt og holde arbejdsgiverne fast på viljen til fortsatte reelle forhandlinger.

- Det fælles pres, som organisationerne har lagt på arbejdsgiverne har virket, men endnu ikke ført os helt derhen, hvor vi vil på det statslige område. Her kan vi konstatere, at Moderniseringsstyrelsen åbenbart er tilfredse med, at det hele går i tomgang. Det er vi naturligvis ikke tilfredse med. For os er det fortsat helt afgørende, at der også på det statslige område optages reelle forhandlinger med underviserorganisationerne, og det er dybt bekymrende, at arbejdsgiveren vedbliver med at undvige reelle forhandlinger. Hvis Moderniseringsstyrelsen ikke vil tage ansvar, så gør vi det gerne. Vi har derfor besluttet at lægge yderligere pres på for at understrege vores fællesskab i forhold til lærerne. Vi går fra "lærerne først" til "sammen med lærerne". Vi går nu ind i forhandlings-rummet, men vi gør det skulder ved skulder med lærerne. Forhandlingsudskydelsen i 3 uger har tydeligt signaleret, at det er alvor, når vi siger, at vi står sammen om, at der skal optages og føres reelle forhandlinger med organisationerne på underviserområdet, og det krav er uformindsket, udtaler Flemming Vinther, formand for CFU.

Læs mere hos AC

Den Danske Dyrlægeforening  |  Peter Bangs Vej 30  |  DK-2000 Frederiksberg  |  Tlf. 3871 0888  |  E-mail: ddd@ddd.dk  |  CVR: 5608 5114 Følg os på LinkedINFacebookTwitter