Tre fridage mindre

Der er netop afsagt kendelse i voldgiftssagen om SKATs opsigelse af de betalte fridage på grundlovsdag, juleaftensdag og nytårsaftensdag for alle ansatte. Det er Akademikerne, som har anlagt sagen mod Finansministeriet, da myndigheden SKAT tilbage i 2013 opsagde fridagene uden forudgående forhandlinger med lønmodtagerne.

I afgørelsen bliver det slået fast, at de betalte fridage ikke er en integreret del af overenskomsten hos SKAT, og derfor er ansættelsesmyndigheden berettiget til at opsige de betalte fridage, som ellers har været praktiseret "så længe nogen kunne huske".

Formand for Akademikerne, Lars Qvistgaard, er overrasket over afgørelsen og opfordrer arbejdsgiverne til at slå koldt vand i blodet, hvis de overvejer at gøre det samme som i SKAT:

- Vi må konstatere, at normen for betalte fridage ikke er den samme for statsansatte som for ansatte i den private sektor, hvor man almindeligvis har de betalte fridage. Fjernelsen af de betalte fridage er det samme som at sætte medarbejderne ned i løn. Vi er skuffede over afgørelsen og vil nu nærlæse præmisserne for at få klargjort, hvor vidtrækkende konsekvenserne er for den offentlige sektor er, siger Lars Qvistgaard.

- Fridagene har været holdt i årtier. Der er en balance i overenskomsten, når det gælder løn og øvrige vilkår, men den tipper, når arbejdsgiverne nu ændrer på noget så radikalt som betalte fridage, uden at det sker gennem en forhandling, siger Lars Qvistgaard.

Lars Qvistgaard mener, at uanset hvilken juridisk status dagene tildeles, så er det en dårlig ide for arbejdsgiverne at afskaffe dem.

- Når man fjerner medarbejdernes fridage, opleves det som manglende anerkendelse af det arbejde, de ansatte leverer.

Formand for Ansatte Dyrlægers Organisation, Anne Marie Lassen-Nielsen, er meget enig. Samtidig mener hun, at afgørelsen sender et kedeligt signal om, at aftalesystemet er under stort pres.

Det system, hvor arbejdsgivere og ansatte forhandler sig til aftaler om løn og ansættelse.

- Aftalegrundlaget er et vigtigt element i vores velfærdsmodel og de spilleregler, der har reguleret forholdene på arbejdsmarkedet.

- At de offentligt arbejdsgivere nu kan fratage en betalt fridag som grundlovsdag er også et signal om, at man ikke værdsætte fejringen af det danske demokrati, siger Anne Marie Lassen-Nielsen og føjer til, at det på ingen måde giver mening at bede de ansatte om at komme på arbejde juleaftensdag og nytårsaftensdag, når det øvrige offentlige Danmark er lukket ned på nær funktioner med vagt.

Læs hele ACs kommentar

 

(Opdateret 26/1)

Den Danske Dyrlægeforening   |   Peter Bangs Vej 30   |   DK-2000 Frederiksberg   |   Tlf. 3871 0888   |   E-mail: ddd@ddd.dk   |   CVR: 5608 5114 Følg os på LinkedIN Facebook