Sygdom blandt importerede hvalpe er et stigende problem

Der er så stor efterspørgsel på især "mode"-hunde, at de registrerede danske opdrættere ikke kan følge med. Det åbner for et lukrativt marked med ulovlig hundehandel med bl.a. udenlandske hvalpe fra tvivlsomme opdrættere, mener Den Danske Dyrlægeforening.

- Kendetegnende for denne gruppe af hvalpe er, at de ofte kommer med medfødte arvelige sygdomme eller smitsomme sygdomme. Det kan bl.a. være Parvo-virus og hundesyge – sygdomme, der kan forebygges ved regelret vaccination, siger Hanne Knude Palshof, formand for Dyrlægeforeningens Faggruppe for Familiedyr.

- Et andet problem er, at de udenlandske hvalpe ofte fjernes fra tæven tidligt og ofte er dårligt prægede. De sælges nogle gange som danske hvalpe, og vi dyrlæger møder dem, fordi de bliver syge. Der kan vi se, at de er chippet med en udenlandsk chip - hvis de overhovedet er chippet, siger Hanne Knude Palshof. 

Et hundekøb skal nøje overvejes
Fødevarestyrelsen har indført en smiley-ordning, der skal gøre det let for kommende hvalpekøbere at finde en hundekennel, som lever op til reglerne for erhvervsmæssig hundehold.

- Smiley-ordningen er et skridt i den rigtige retning, der kan hjælpe kommende hvalpekøbere, mener Hanne Knude Palshof.

Men nye hundeejere, skal også selv være opmærksomme på problemerne.

- Skal man ud og købe en hvalp, anbefaler vi, at man grundigt overvejer, om man er klar til at få hund - med alt, hvad det indebærer. Det er en god ide at undersøge det sted, hvor man gerne vil købe hvalp fra. Er det fra en registreret erhvervsmæssig opdrætter, kan man bruge den nye smiley-ordning som guideline. Vi anbefaler dog altid, at man som kommende hvalpekøber besøger opdrætteren og ser, hvilke forhold hvalpen vokser op i, og tjekker, at hvalpen er sundhedsundersøgt og vaccineret af en autoriseret dyrlæge forud for handlen.

Det er også en god ide er at tage testen: "Klar til hund", der ligger på Fødevarestyrelsens hjemmeside. Den tager køberen gennem en række overvejelser, der er gode at have gjort sig.

Hvis man alligevel har købt en hvalp og er i tvivl om, hvorvidt der er ulovlige forhold bag (hvis hvalpen fx viser tegn på sygdom, eller den faktiske alder ikke stemmer overens med det, man har fået oplyst), bør man opsøge sin dyrlæge så hurtigt som muligt.

Kommende hundeejere er også velkomne til at søg råd ved dyrlægen, inden hunden er købt. Og den rådgivning vil oftest være gratis. 

 
Yderligere oplysninger hos Hanne Knude Palshof, formand for Den Danske Dyrlægeforenings Faggruppe Familiedyr,
Tlf: 21 69 03 12.

 

Den Danske Dyrlægeforening  |  Peter Bangs Vej 30  |  DK-2000 Frederiksberg  |  Tlf. 3871 0888  |  E-mail: ddd@ddd.dk  |  CVR: 5608 5114 Følg os på LinkedINFacebookTwitter