Karriere som hestedyrlæge

Hvilke jobmuligheder har jeg som hestedyrlæge?
En hestedyrlæge kan arbejde i mange forskellige rammer

Arbejdspladserne omfatter:

  • Hestehospital eller større praksis med mange kolleger og tilknyttet teknisk personale
  • Mindre praksis med få eller ingen kolleger
  • Ansættelse som assistent eller oprettelse/overtagelse af egen praksis
  • Arbejde i offentlige institutioner: universitet, Fødevarestyrelsen mv.

Hvilke arbejdsområder er der?
Det mest almindelige er at arbejde i praksis med at tilse heste, enten i form af udkørende praksis eller på klinik/hospital, hvor hestene kommer til ambulant undersøgelse eller bliver indlagt.

Hestedyrlæger kan enten arbejde meget bredt i almen praksis, eller de kan specialisere sig inden for nogle interesseområder, fx reproduktion, halthed og biomekanik eller øjenundersøgelse.

Hvad med vagtbyrde?
Som hestedyrlæge vil man i de fleste tilfælde også dække vagt i aften/nattetimer og på helligdage. Det er meget forskelligt, hvordan de enkelte arbejdspladser har organiseret deres vagt, der findes alt fra en/to-skiftet vagt til 16.-skiftet vagt.

Hvilke efteruddannelsesmuligheder har jeg?
En stor del af hestedyrlægefaget er at følge med i den faglige udvikling. Det er samtidig et stort privilegium i faget, at der er rige muligheder for efteruddannelse - både herhjemme, men ofte rejser man ud i verden for at komme på forskellige kongresser, kurser eller privat arrangerede efteruddannelsesforløb.

Hvilke kompetencer har jeg især brug for?
En hestedyrlæge møder meget engagerede hesteejere, som går følelsesmæssigt op i deres dyr, men som ofte også ejer et dyr af stor værdi. Det betyder, at hestedyrlægen møder et højt ambitionsniveau fra hesteejerens side i forhold til at få løst eventuelle problemer.

Som hestedyrlæge er det en stor fordel at kunne kommunikere med mange forskellige typer mennesker, samtidig med at man skal kende sine egne grænser og ikke lade sig presse af situationer. Når det er sagt oplever man ofte meget stor respekt og glæde over den hjælp, man yder til klienterne.

Derudover er det selvfølgelig afgørende at have en høj faglighed. Som hestedyrlæge arbejder man meget med diagnostik på individuelt niveau, hvor man ofte får lejlighed til at gå meget i dybden med den enkelte case.

Tips og råd
Det er en fordel at være bekendt med heste og deres adfærd, hvis man ønsker at være hestedyrlæge. 

Det kan også være en fordel at være bekendt med hestesportens discipliner - afhængigt af hvad man ønsker at arbejde med.

Det er et varieret job at være hestedyrlæge, man skal være parat til forandring og variation i hverdagen.

Det er indimellem et fysisk krævende job, ikke i form af muskelkraft, men i form af håndtering af mange heste pr. dag og skiftende vejrlig i løbet af året.


 

 Kontakt i DDD

 Hanne.jpg

Hanne Jensen

Tel: 3871 0888
E-mail: ddd@ddd.dk

 

Senest ændret 29-02-2016

Den Danske Dyrlægeforening  |  Peter Bangs Vej 30  |  DK-2000 Frederiksberg  |  Tlf. 3871 0888  |  E-mail: ddd@ddd.dk  |  CVR: 5608 5114 Følg os på LinkedINFacebookTwitter