Ferie, Barsel mv.

Ferie og feriegodtgørelse
Reglerne om ferie er ens for ansatte i studiejob og øvrige ansatte. Du kan læse mere om feriereglerne på DDD's hjemmeside under Ferie, barsel mv. her

Når du fratræder din stilling, skal din arbejdsgiver indbetale feriegodtgørelse optjent i indeværende ferieår samt fra tidligere år af optjent ikke afholdt ferie til FerieKonto. Såfremt din arbejdsgiver ikke har indbetalt feriepenge senest den 7. i 2. måned efter din fratræden, skal du gøre din arbejdsgiver opmærksom på det. DDD har udarbejdet en skrivelse, du kan bruge, se link i højre side. Du er også velkommen til at kontakte DDD for vejledning.


Frihed med løn på helligdage
Frihed med løn på helligdage afhænger af, hvilke vilkår du er ansat under. Vilkårene kan fremgå af din ansættelseskontrakt, virksomhedens personalehåndbog eller en overenskomst. Da det er individuelt, bør du undersøge, hvilke vilkår der gælder for din ansættelse.

Udgangspunktet er, at er du månedslønnet student, har du frihed med løn på helligdage, hvorimod du som timelønnet ikke har frihed med løn på helligdage.

Månedslønnet student
Hvis du er ansat som månedslønnet, har du krav på løn på helligdage. Så uanset, at der er en eller flere arbejdsfrie helligdage på en måned, får du din faste månedsløn.

Timelønnet student
Hvis du er ansat som timelønnet har du som hovedregel ikke ret til at få løn på helligdage, også selvom din arbejdsdag falder på en helligdag, idet du kun modtager løn for de timer, du rent faktisk er på arbejde. Der er dog timelønnede studenter, som alligevel har ret til løn på helligdage, eller optjener nogle såkaldte søgnehelligdage. Hvis du har ret til det, skal det fremgå af din ansættelseskontrakt, virksomhedens personalehåndbog eller en overenskomst, som du er omfattet af.

Officielle helligdage:

  • Nytårsdag
  • Skærtorsdag
  • Langfredag
  • Påskedag
  • 2. påskedag
  • Store bededag
  • Kristi Himmelfartsdag
  • Pinsedag
  • 2. pinsedag
  • 1. juledag
  • 2. juledag

Barsel som studerende med studiejob
Hvis du er studerende og har et studiejob, er du som udgangspunkt dækket af barselloven. Du kan få barselsdagpenge, hvis du opfylder beskæftigelseskravet som er:

  • Du har været tilknyttet arbejdsmarkedet i de sidste 13 uger før orlovens begyndelse, og du har været beskæftiget i mindst 120 timer i denne periode eller
  • Du er dagpengeberettiget i en a-kasse.

Du skal være opmærksom på, at du har mulighed for ekstra SU-klip, men hvis du kombinerer SU med barselsdagpenge, beregnes disse som almindelig lønindtægt og har indflydelse på dit fribeløb i forhold til, hvad du må tjene sammen med SU.

Læs mere om barsel og dagpenge her.

Løn under barsel hos privat arbejdsgiver
Arbejder du mere end 8 timer i gennemsnit ugentligt og indenfor et arbejdsområde, hvor du er omfattet af funktionærlovens regler, har du som mor minimum ret til ½ løn 4 uger før fødsel og 14 uger efter fødsel fra din arbejdsgiver. Du kan også have ret til bedre vilkår, så husk at tjekke din kontrakt eller overenskomst, for at være sikker på, hvad der gælder for dig.

Løn under barsel hos en offentlig arbejdsgiver
Du vil typisk være ansat efter HK-overenskomsten og her gælder, at du som mor har ret til fuld løn under barsel 6 uger før fødsel, når du er ansat på statens område, og 8 uger før fødsel, når du er ansat på det kommunale eller det regionale område. Herudover har du ret til fuld løn i 14 uger efter fødslen og under 6 ugers forældreorlov. Er du far, har du ret til fuld løn i 2 uger efter fødslen og i 7 ugers forældreorlov. Herudover er der løn under yderligere 6 ugers forældreorlov, som er til deling mellem forældrene.

 Links og dokumenter

 

Senest ændret 11-01-2017

Den Danske Dyrlægeforening  |  Peter Bangs Vej 30  |  DK-2000 Frederiksberg  |  Tlf. 3871 0888  |  E-mail: ddd@ddd.dk  |  CVR: 5608 5114 Følg os på LinkedINFacebookTwitter