Gå til sidens indhold

Antimikrobielle midler forbeholdt til behandling af mennesker

EU-Kommissionen har lagt sig fast på, hvilke antimikrobielle midler der skal være forbeholdt til behandling af mennesker. Til Dyrlægeforeningens store tilfredshed er der lyttet til de faglige råd.

COLOURBOX3291874

I kølvandet på den nye veterinærlægemiddelforordning (2019/6) skal EU-Kommissionen vedtage en række gennemførelsesretsakter, der skal sikre, at EUs love anvendes ensartet fra land til land. Den seneste af disse omhandler antimikrobielle midler, der skal forbeholdes til behandling af mennesker, og derfor forbydes til dyr. Retsakten træder i kraft den 9. februar 2023.

Stærke kræfter arbejder for flere forbud

Som optakt til Kommissionens udformning af retsakten har en gruppe af eksperter udarbejdet en række videnskabelige anbefalinger. Disse har Kommissionen lagt til grund for den endelige tekst og dermed anerkendt den evidensbaserede tilgang.

Lige til det sidste måtte der dog arbejdes hårdt i kulissen for at forhindre yderligere stramninger, idet der er interessenter, der vil forbyde al anvendelse af medicin til dyr.

Forud for den endelige vedtagelse af teksten har Den Danske Dyrlægeforening derfor arbejdet tæt sammen med parlamentsmedlemmer og interesseorganisationer og ikke mindst nydt godt af FVEs lobbyaktiviteter, for at sikre, at dyr fortsat kan behandles i det omfang, det er nødvendigt – dette af hensyn til god dyrevelfærd og sundhed hos både dyr og mennesker.

Makrolider kan fortsat bruges

I det oprindelige udkast var der uklarhed om, hvilke specifikke stoffer der indgik i definitionen "macrocycles" – og dette punkt er til DDDs store tilfredshed nu revideret bort. Hvis ordlyden var blevet stående som i det oprindelige udkast, var der risiko for, at makrolider ville være omfattet, og dette ville være i uoverensstemmelse med de anbefalinger, som ekspertgruppen tidligere har givet Kommissionen.

- Der skal ikke herske tvivl om, at det vigtigste må være, at mennesker kan behandles med virksomme antibiotika. Når det er sagt, ville et forbud mod anvendelse af macrolider og avermectiner have indsnævret paletten af mulige antibiotika til anvendelse hos dyr betydeligt. Det er derfor glædeligt, at den gode dialog vi har med blandt andre danske EU- parlamentarikere, i denne omgang, var med til at forhindre, at vi fik taget væsentlige stofgrupper fra værktøjskassen, siger John Haugegaard, formand for Faggruppe Svin.

Samtidig var det vigtigt for DDD at påpege, at de makrocycliske lactoner (fx Ivermectin, selamectin, moxidectin og milbemycin) ikke bør være omfattet af forbudslisten. Det er der nu heller ingen tvivl om længere.

Andre stoffer på listen valgte Kommissionen at fastholde. Det betyder, at det fra februar 2023 er forbudt at anvende fx glycopeptider (som Vancomycin) til behandlingen af dyr. Vancomycin anvendes i særlige tilfælde til behandling af livstruende tilstande hos familiedyr, men kan fremover altså ikke udskrives til dyr.

Du kan læse retsakten og annex her

Læs de videnskabelige anbefalinger