Gå til sidens indhold

Gravid og på arbejde

Du skal passe godt på dig selv, når du er gravid. Også når du er på arbejde. Derfor skal du være opmærksom på dit arbejdsmiljø.

michalina-1264044-unsplash.jpg

Tal med din arbejdsgiver

På din arbejdsplads er der regler, som beskytter dig mod at blive udsat for påvirkninger, der belaster graviditeten og barnets udvikling i livmoderen.

Tal med din arbejdsgiver, hvis du er i tvivl om, hvorvidt der er forhold, der er belastende for din graviditet. Det kan være arbejdsstillinger, kemiske stoffer, smitterisiko eller arbejdstider.

Arbejdsgivers og dine pligter

Din arbejdsgiver har pligt til at vurdere, om du som gravid er udsat for påvirkninger, der kan være farlige for dig eller dit ufødte barn. Hvis det er tilfældet, skal der foretages en konkret risikovurdering. Sådan en vurdering kan betyde, at du kan få andre opgaver eller blive fraværsmeldt.

Når du bliver gravid, skal du fortælle det til din arbejdsgiver senest 3 måneder før termin. Men det kan være en god idé at fortælle det tidligere - af hensyn til din og dit barns sikkerhed og sundhed.

Du kan læse mere om arbejdsmiljø og graviditet hos Arbejdstilsynet.

  • Få hjælp hvis arbejdsmiljøet halter

    Spørg arbejdsmedicinsk klinik

    Har du brug for hjælp til at afgøre, om arbejdsmiljøet udgør en risiko for din graviditet, kan du kontakte en arbejdsmedicinsk klinik.

    Den arbejdsmedicinske klinik kan undersøge, om en sygdom skyldes arbejdsmiljøet på arbejdspladsen.

    Du kan selv henvende dig til den arbejdsmedicinske klinik pr. telefon. Du kan også blive henvist af fx egen læge, af arbejdsmiljøorganisation eller fagforening.

    Hvis du er henvist

    Hvis du er blevet henvist til arbejdsmedicinsk klinik, går de ind i en individuel vurdering og udredning af problemet. Måske inddrager de din arbejdsgiver, og om nødvendigt kan de tage på virksomhedsbesøg.

    Sådan gør arbejdsmedicinsk klinik

    Arbejdsmedicinsk klinik afdækker, om du kan fortsætte i arbejdet, skal omplaceres eller fraværsmeldes efter dagpengelovens bestemmelser.

    Samtidig vurderer de, om du allerede har været udsat for en fosterskadelig påvirkning, og kan foretage et skøn over risikoen for, at der er sket skade på fostret.

    Også med tilbagevirkende kraft

    Skulle du abortere spontant eller fx få et misdannet barn, vil en arbejdsmedicinsk klinik også efterfølgende kunne gå ind og vurdere sammenhængen med eventuelt arbejdsmiljømæssige påvirkninger.

    Find den nærmeste arbejdsmedicinske klinik

    Se også: Arbejdsmiljø og graviditet

  • Hvis du bliver syg under graviditeten

    Hvis en læge bedømmer, at det er risikabelt for dig eller fosteret, at du arbejder, kan du blive fraværsmeldt (Barselslovens § 6, stk. 2, nr. 1).

    Først vil man dog se på, om det ikke er muligt at fjerne problemet eller give dig andre passende opgaver, der ikke på samme måde udgør en risiko.

    Ved fraværsmelding skal lægen udfylde en særlig formular, der indsenes til kommunen. Fraværsmeldingen kan gælde hele graviditeten, nogle uger eller måneder. I perioden udbetaler kommunen barselsdagpenge.

     

  • Q-feber og graviditet

    Q-feber er en zoonose, og arbejder du med kvæg, får eller geder, er der i sjældne tilfælde risiko for at abortere på grund af Q-feber - også uden at du selv har symptomer på sygdommen.

    Myndighederne anbefaler, at gravide (og personer med svækket immunsystem og/eller kroniske hjertesygdomme) ikke opholder sig i kvæg-, fåre- eller gedebesætninger, hvor der er mistanke om Q-feber.

    Læs mere om Q-feber hos Statens Seruminstitut

    For langt de fleste betyder Q-feber ikke sygdomsmæssigt noget. I nogle tilfælde fører smitte til influenzalignende symptomer og eventuelt lungebetændelse. Q-feber kan behandles med antibiotika.

     

Er du i tvivl om reglerne om graviditet og arbejde, kan du altid kontakte ADO på telefon 3871 0888 eller mail ado-forhandling@ddd.dk.