Spørgsmål og svar om sammenlægningen af de to danske katteregistre
-
Hvad betyder det, at de to katteregistre bliver sammenlagt?
At de to katteregistre bliver sammenlagt betyder, at vi kombinerer informationerne fra to separate registre om katte og katteejere i ét samlet register. Dette sker gradvist i løbet af foråret 2025 og forventes afsluttet i første halvår af 2025.
-
Hvorfor bliver de to katteregistre lagt sammen?
Det gør vi, fordi det skal være lettere for alle katteejere at registrere deres katte og bruge systemet. Vi gør det også for fortsat at sikre høj datasikkerhed og styrke registerets funktionalitet for dig som bruger.
Med et samlet katteregister i Danmark styrker vi den overordnede indsats for lovpligtig mærkning og registrering af ejerkatte, som allerede er gældende for hunde. Det giver både katten og dig som ejer større sikkerhed for, at katten kan blive behandlet og komme hjem igen, hvis den er udsat for en ulykke eller løber væk.
-
Hvad kommer det nye register til at hedde?
Når datamigreringen er på plads, og det nye register er endeligt etableret, vil det få navnet Dansk Katteregister, som signalerer, at det er en pendant til Dansk Hunderegister, hvor alle danske hunde registreres. Søgeadgangen for dyrlæger, internater og katteejere vil ske via www.katteregister.dk
-
Hvad betyder det for mig som dyrlæge eller internat?
Fra 1. februar 2025 skal alle nye katteregistreringer foretages af dyrlæger/internater via "Hunde- og katteregister" her på ddd.dk.
Sådan gør du:
- Har din virksomhed allerede et login? I kan fortsætte med at bruge det, som I plejer, uden at gøre yderligere.
- Mangler I et login? Kontakt allerede nu Den Danske Dyrlægeforening, der administrerer login. Send en mail til info@ddd.dk og skriv "login til katteregister" i emnefeltet.
-
Hvad betyder det for mig som ejer af en registreret kat?
I første omgang skal du ikke foretage dig noget. Har vi dine kontaktoplysninger, vil du modtage besked fra os, hvis det bliver relevant for dig at migrere dine data.
- Er din kat allerede registreret i Det Danske Katteregister? Dine data skal ikke flyttes, og du skal derfor ikke gøre noget. Hvis du ændrer kontaktoplysninger eller adresse, skal du dog sørge for at opdatere dem som vanligt.
- Hvis din kat i dag kun er registreret hos Inges Kattehjem, informerer vi dig om, hvornår du i løbet af 2025 kan logge ind, søge din kat frem og give samtykke til, at dine relevante informationer integreres i det nye register.
Alle katteejere med en e-mailadresse vil automatisk modtage et link til at foretage MitID-validering i løbet af foråret 2025.
Har du ikke en mail registreret hos Inges Kattehjem, skal du, når der åbnes op for denne funktion, gå ind i det nye register og acceptere, at dine data fremover er i det nye register.
-
Koster det noget at overføre min kat fra Inges Kattehjems register til det nye register?
Nej, alle nuværende data vil være tilgængelige uden omkostninger for dig. Inden for en periode på 2 år skal du som kattejer MitID-validere dine data i det nye register. Efter perioden på 2 år vil det koste 145 kr. at MitID-validere dine data, hvilket er samme pris som for nye registreringer.
-
Hvorfor koster det fremover penge at få en kat registreret i det fælles register?
For fortsat at kunne opretholde høj sikkerhed, god kundeservice og udvikling af registeret, koster det 145 kr. pr. ny kat, der fremover registreres. Beløbet betales til dyrlægen i forbindelse med, at din kat mærkes og registreres. Det er et engangsbeløb, der gælder for hele kattens levetid.
-
Hvordan får jeg min kat mærket og registreret?
Hvis din kat ikke allerede er mærket og registreret, kan du kontakte din dyrlæge for at få den chip- eller øremærket og registreret.
-
Min kat er mærket. Hvordan får jeg den registreret?
Er din kat allerede mærket, kan du få den registreret hos en dyrlæge eller kontakte Det Danske Katteregister på www.katteregister.dk/kontakt-os for hjælp.
-
Hvordan kan jeg se data på min kat og mig som ejer?
Når dine data er overført til det nye register, kan du logge ind på hjemmesiden med MitID og se dine data. Her kan du også fremover opdatere dine registreringer.
-
Vil mine oplysninger blive delt med andre?
Vi beskytter dine personlige oplysninger og overholder gældende lovgivning om privatliv. Alle kan søge en øre- eller chipmærket kat frem i registeret, men det er ikke muligt at finde oplysninger om ejeren. Dine oplysninger deles kun med nødvendige parter for at kunne registrere og finde kattens hjemsted. Læs mere i vores persondatapolitik
Hvor kan jeg få mere information?
På www.katteregister.dk informerer vi løbende om projektet og de forskellige værktøjer.
Har du spørgsmål om din eksisterende registrering hos Inges Kattehjem, kan du kontakte dem på tlf. 4485 3555. Har du spørgsmål til Det Danske Katteregister, kan du kontakte os via https://www.katteregister.dk/kontakt-os.