Gå til sidens indhold

Udlevering af journaler mv.

Som dyreejer har du ikke krav på at få udleveret dit dyrs journal, røntgenbilleder, scanningsbilleder mv. hos dyrlægen.

COLOURBOX6529788

Veterinærområdet er anderledes reguleret end det, vi kender fra det danske sundhedsvæsen.

Sundhedsvæsenet er underlagt reglerne i det offentlige om aktindsigt, som giver mulighed for, at man kan søge om at få en kopi af sin egen patientjournal, suppleret med fx røntgenbilleder eller andet. En ansøgning om aktindsigt i sundhedsvæsenet kan accepteres eller helt eller delvist afslås.

Veterinærområdet omfatter et privat liberalt erhverv, og der er således ikke nogen tilsvarende lovgivning, som bestemmer, hvorvidt en dyrlægevirksomhed skal udlevere epikrise, kopier af røntgenbilleder, scanningsbilleder mv. til dyrets registrerede ejer eller andre dyrlæger, når dyreejeren eller en dyrlægekollega anmoder om det.

Journaler er, ligesom for læger og andet sundhedspersonale, dyrlægens arbejdsredskab, og originalt billedmateriale skal opbevares på klinikken efter de almindelige regler om opbevaring af datamateriale.

Det vil derfor alene bero på dyrlægevirksomhedens egen procedure på dette område, hvorvidt der udleveres kopi af materialer til dyrets registrerede ejer eller efter aftale med denne til tredje part som fx andre dyrlæger, forsikringsselskaber eller lignende.