Dyrlægernes fagforening: Flere kolleger og to på kontrolbesøg er et skridt i den rigtige retning
Med regeringens akutplan for dyrevelfærd får den kommende styrelse 134 statslige årsværk, og som udgangspunkt skal to tilsynsførende deltage i hvert kontrolbesøg. Ansatte Dyrlægers Organisation (ADO) kalder det en klog prioritering. Nu vil ADO vide, hvilke vilkår de nye kontrollanter skal arbejde under.
ADO glæder sig over, at regeringen styrker dyrevelfærdskontrollen med flere medarbejdere i stedet for at øge presset på dem, der allerede er der.
– Det er en rigtig god prioritering at tilføre kontrollen flere kolleger frem for blot at bede de nuværende medarbejdere om at løbe hurtigere. En stærkere dyrevelfærdskontrol kræver både tid og faglighed til at udføre arbejdet ordentligt, siger Daniel Hjorth Lund, forperson for ADO.
To par øjne styrker fagligheden
ADO ser også positivt på, at to medarbejdere som udgangspunkt skal gennemføre kontrolbesøgene sammen. For ADO er det væsentligt, at dyrlægens veterinærfaglige kompetence er med i kontrollen.
Ifølge Daniel Hjorth Lund gør det en forskel både for kvaliteten af vurderingerne og for dem, der skal foretage dem:
– To kontrollanter giver mulighed for at sparre om det, man ser, mens man står i situationen. Flere øjne styrker de faglige vurderinger, og det betyder noget for arbejdsmiljøet, at den enkelte kontrollant ikke står alene med hele presset. Det er en forbedring, vi hilser velkommen.
Vilkårene skal på plads
Den nye styrelse skal have hovedsæde i Jylland. ADO ser frem til at få klarhed over, hvordan de nye kontrollanter skal ansættes, og hvilke vilkår der kommer til at gælde for arbejdet i styrelsen.
– Gode arbejdsforhold bliver afgørende, både for de nye kolleger og for dem, der allerede arbejder med kontrollen i dag, understreger forpersonen.