Gå til sidens indhold

OK26: ADO og DA har udvekslet krav til den kommende overenskomst

Den 12. oktober udvekslede Ansatte Dyrlægers Organisation (ADO) og Dyrlægevirksomhedernes Arbejdsgiverforening (DA) krav på et møde i Den Danske Dyrlægeforenings sekretariat. Mødet markerede den formelle indledning på forhandlingerne om en ny overenskomst for dyrlæger i klinisk praksis.

ADOs krav tager udgangspunkt i medlemmernes ønsker og prioriteringer, som blandt andet kom til udtryk i den medlemssurvey, der blev udsendt i september 2025, samt på medlemsmødet den 14. oktober 2025. Det er således medlemmernes mandat, der danner grundlag for ADOs krav til OK26.

Kravudvekslingen forløb i en god og konstruktiv atmosfære. På mødet blev der navnlig brugt tid på at drøfte ADOs hovedkrav, som blandt andet omfatter forbedringer af løn- og pensionsvilkår.

Der var desuden en indledende drøftelse af længden på den kommende overenskomstperiode.

Realitetsforhandlingerne begynder den 28. oktober 2026, hvor parterne tager hul på de egentlige forhandlinger om indholdet af den nye overenskomst.

ADO vil holde medlemmerne orienteret om forløbet, og der vil blive udsendt en ny medlemsstatus efter de kommende forhandlinger.

Læs også: OK26 i klinisk praksis