DDD: Hundeloven rammer hundene, men overser årsagen

En hund skal ikke risikere at blive aflivet alene på grund af sin race. Og den skal ikke fra den ene dag til den anden rives ud af sine vante omgivelser og anbringes på pension, hvor den kan tilbringe måneder eller år uden den tryghed, de kendte mennesker og de faste rutiner, der har været en del af dens hverdag – alt imens ejeren kæmper for at bevise, at den er lovlig.

DDD har i årevis kritiseret de urimeligheder i hundeloven, som fulgte med indførelsen af raceforbuddet i 2010. Særligt har foreningen været imod forbuddet mod bestemte hunderacer og den omvendte bevisbyrde, der pålægger hundeejeren at bevise, at hunden ikke tilhører en forbudt race.

Nu har to partier i Folketinget fremsat forslag, der på forskellig vis lægger op til at ændre hundeloven.

Dansk Folkeparti vil nedsætte en hurtigtarbejdende kommission, der skal gennemgå loven og udarbejde forslag til en revision. Danmarksdemokraterne vil gøre det muligt for hunde at blive hos deres ejere, mens en sag behandles, hvis det kan ske uden risiko for omgivelserne og under nærmere fastsatte vilkår.

DDD hilser initiativerne velkommen. For selv om hundeloven skal beskytte mennesker og dyr mod farlige hunde, må den ikke samtidig skabe unødige dyrevelfærdsmæssige problemer.

Raceforbuddet blev indført i 2010, hvor 13 hunderacer og blandinger heraf blev gjort ulovlige.

- Vi har været imod raceforbuddet fra første dag, fordi det bygger på en grundlæggende forkert præmis: At en hunds race i sig selv afgør, om den er farlig. En hund bliver ikke farlig alene på grund af sin race. Derfor er det positivt, at der nu igen er politisk fokus på at ændre loven. Men vi skal have fat om de grundlæggende problemer og ikke nøjes med at justere på enkelte regler, siger DDDs forperson, Mette Gantzhorn.

En hund er mere end sin race

Hundens adfærd påvirkes af en lang række faktorer, herunder socialisering, opvækst, træning og ejerens håndtering. Derfor bør det være den enkelte hunds adfærd og en konkret, fagligt kvalificeret vurdering, der er afgørende – ikke dens udseende eller formodede racemæssige ophav.

- Vi har sagt det før, og det gælder stadig: Problemet sidder ofte i den anden ende af hundesnoren. En hunds adfærd afhænger i høj grad af, hvordan den er opdraget, socialiseret og håndteret. Derfor giver det ikke mening at udpege bestemte racer som farlige, når det i virkeligheden er den enkelte hunds adfærd og de forhold, den lever under, vi skal interessere os for, siger Mette Gantzhorn.

DDD har også gennem årene kritiseret den omvendte bevisbyrde. Den betyder, at en hundeejer, hvis hund mistænkes for at tilhøre en forbudt race, selv skal dokumentere, at det ikke er tilfældet.

Det kan være vanskeligt at løfte den bevisbyrde, særligt når hundens afstamning er ukendt. Og konsekvenserne er alvorlige. Kan ejeren ikke fremlægge tilstrækkelig dokumentation, kan hunden i sidste ende blive aflivet – også selv om den aldrig har udvist aggressiv eller farlig adfærd.

- Det er et grundlæggende retssikkerhedsmæssigt problem, at en hundeejer skal bevise, at hunden ikke tilhører en forbudt race. Når konsekvensen kan være aflivning, er det helt afgørende, at beslutningerne hviler på et solidt fagligt grundlag, siger Mette Gantzhorn.

Ventetiden er et stort dyrevelfærdsproblem

Men det er ikke kun risikoen for aflivning, der vækker bekymring. Også den måde, hundene håndteres på, mens deres sag behandles, rejser alvorlige dyrevelfærdsmæssige spørgsmål.

I nogle sager bliver hunde fjernet fra deres ejere og anbragt på pension, hvor de kan opholde sig i måneder og i værste fald flere år, før der falder en endelig afgørelse. Det kan ske, selv om hunden aldrig har udvist farlig adfærd, men alene er mistænkt for at tilhøre en forbudt race.

For en hund, der er vant til en stabil hverdag med kendte mennesker og faste rutiner, kan en pludselig anbringelse på pension være en betydelig belastning. Adskillelsen fra ejeren og opholdet i uvante omgivelser med støj, mange andre hunde og begrænsede muligheder for at trække sig tilbage kan medføre stress og påvirke hundens trivsel og adfærd.

- Set fra et veterinærfagligt perspektiv er der ingen tvivl om, at tryghed, forudsigelighed og stabile rammer har stor betydning for hundes trivsel. Når en hund pludselig fjernes fra sit vante miljø og anbringes på pension i måneder eller måske ligefrem år, risikerer vi at udsætte den for en langvarig stressbelastning. Det er dyrevelfærdsmæssigt meget problematisk, særligt når der er tale om hunde, som aldrig har udvist farlig adfærd. Det er en enorm belastning for hunden, og det er svært at se, hvordan måneder eller år under de forhold kan være foreneligt med god dyrevelfærd, siger Therese Servé Wilbert, forperson for Faggruppe Familiedyr i Den Danske Dyrlægeforening.

Selv om hundepensioner gør deres bedste for at sikre ordentlige forhold, er et langvarigt ophold i et sådant miljø ikke nødvendigvis foreneligt med hundens behov for tryghed, stabilitet og social kontakt. Og jo længere opholdet varer, desto større er risikoen for, at belastningen påvirker hundens trivsel og adfærd.

Derfor mener DDD, at pensionsanbringelse bør begrænses til de tilfælde, hvor det er nødvendigt af hensyn til sikkerheden. Hvor det er forsvarligt, bør mindre indgribende alternativer undersøges.

Det er netop den problemstilling, Danmarksdemokraternes beslutningsforslag forsøger at løse ved at åbne mulighed for, at hunde kan blive hos deres ejere under særlige vilkår, mens sagen behandles.

- Hundens tarv skal være et selvstændigt hensyn fra den første beslutning til sagen er afsluttet. Det er ikke nok, at en hund til sidst bliver erklæret lovlig, hvis den i mellemtiden har betalt en høj pris i form af langvarig mistrivsel. En revideret hundelov bør derfor stille klare krav til sagsbehandlingstiden og sikre, at nødvendigheden af en anbringelse og hundens trivsel løbende bliver vurderet. Ansvaret for hundens velfærd gælder også, mens vi venter på en afgørelse, siger Therese Servé Wilbert.

Loven skal rammer de rigtige hunde

For DDD handler en revision af hundeloven derfor ikke om at lempe indsatsen over for hunde, der udgør en reel fare. Tværtimod skal lovgivningen sikre, at farlig hundeadfærd bliver taget alvorligt, og at der gribes ind, når det er nødvendigt.

Men der er en væsentlig forskel på en hund, der har udvist farlig adfærd, og en hund, der alene er mistænkt for at have en bestemt race i sin afstamning. Den forskel bør også afspejles i lovgivningen.

DDD opfordrer derfor til, at en revision af hundeloven ikke begrænser sig til justeringer af sagsbehandlingen, men også tager fat på de grundlæggende problemer med raceforbuddet og den omvendte bevisbyrde.

Samtidig er der behov for at sikre, at hunde ikke udsættes for unødigt lange pensionsophold, mens myndighederne behandler deres sag.

- Vi har brug for en hundelov, der griber effektivt ind over for farlige hunde, uden at ufarlige hunde betaler prisen. DDD bidrager meget gerne med vores veterinærfaglige viden og erfaringer i arbejdet med at revidere loven. Vi stiller os til rådighed og håber, at der denne gang bliver lyttet til fagligheden, siger Mette Gantzhorn.