Gå til sidens indhold

Stærkt valg til den europæiske dyrlægeforening

Dyrlæge Mette Uldahl er valgt til bestyrelsen for den europæiske dyrlægeforening, Federation of Veterinarians of Europe. Den Danske Dyrlægeforening ønsker stort tillykke.

Mette Uldahl

- Mette er et stærkt valg. Hun har solid erfaring fra sit arbejde i både FVE og den europæiske hestefaglige organisation FEEVA. Hun er handlekraftig og vil kunne gøre en stor forskel, siger Hanne Knude Palshof, formand for Den Danske Dyrlægeforening.

FVE, der fungerer som en paraplyorganisation for veterinære organisationer fra i alt 39 europæiske lande, er en vigtig stemme i lovgivningsprocessen i EU-Kommissionen og i Europa-Parlamentet.

- Det er fantastisk, at det fra dansk side er lykkedes at erhverve en så vigtig international post, som kan sikre, at fælles nordiske holdninger og udsyn kan få en stemme, og at danske og nordiske interesser kan blive varetaget. Stort tillykke til Mette, siger Hanne Knude Palshof.

Mette Uldahl har siden 2017 varetaget posten som formand for den europæiske hestefaglige organisation Federation of European Equine Veterinary Associations, og nu skal hun sammen med repræsentanter fra Polen, Frankrig, Holland og Tyskland være med til at sikre europæiske dyrlægers interesser i Europa.

- Jeg glæder mig til at deltage i bestyrelsesarbejdet. Der er mange vigtige dagsordener især inden for "Animal Welfare", som dækker et meget bredt felt af veterinære områder. FVE er både dyrlægernes og dyrenes stemme, siger Mette Uldahl.

Mette Uldahl er kandidat fra 2001 og driver Vejle Hestepraksis. Ved siden er hun veterinærkonsulent for Dansk Ride Forbund og har siden 2011 været FEI national head veterinarian for Danmark