Gå til sidens indhold

Styrket relation og fælles interesser med Statens Serum Institut

Tre repræsentanter for Den Danske Dyrlægeforening har i denne uge besøgt SSI i en kombineret online og fysisk form.

HKP Hos SSI

Mødet kom i stand i anledning af, at SSI netop har udpeget dyrlæge Søren Alexandersen som faglig direktør for det diagnostiske beredskab.

I en meget konstruktiv, åben og positiv dialog med faglig direktør Søren Alexandersen og fire af hans nærmeste ledere fik Hanne Knude Palshof, formand for DDD, Helle Slot, formand for faggruppen Kvæg og John Haugegaard, formand for Faggruppe Svin mulighed for at pege på ønsker til øget samarbejde, som kan skabe en stærk veterinærfaglig alliance og gavne både dyr og mennesker.

Samtidig fik DDD også mulighed for at pege på områder, hvor foreningen ønsker større fokus og forbedringer.

Det handler i høj grad om kapacitet indenfor diagnostik, håndtering af vacciner, virus og bakterier – og en generel vidensudveksling om både behov i praksis og politiske tiltag nationalt og på EU-niveau.

- Det er altid glædeligt med dygtige dyrlæger på topposter, og jeg er sikker på, at Søren Alexandersens dybe viden og SSI's øgede fokus på One Health vil stå stærkt i fremtidens håndtering af fx zoonoser. I DDD vil vi gerne hjælpe med formidling til medlemmer og også gerne påtage os et stykke politisk arbejde sammen med SSI, siger formand Hanne Knude Palshof, som glæder sig til den fortsatte dialog med SSI’s dygtige veterinærfaglige eksperter.

Statens Serum Institut udfører veterinær diagnostik i samarbejde med Københavns Universitet.

Læs mere på SSI's hjemmeside