Gå til sidens indhold

Vigtige mål for fremtiden

Tillykke til Danmarks nye statsminister, Mette Frederiksen, med at komme i mål med at forhandle den politiske aftale, der skal danne rammen om den nye regerings politik. Den Danske Dyrlægeforening ser gode takter i aftalen og vil gerne bidrage til samarbejdet.

Resultatet af forhandlingerne bliver en ny S-regering med Mette Frederiksen i spidsen. Hun bakkes op af en såkaldt aftale om politisk forståelse mellem S, R, EL og SF.

Den Danske Dyrlægeforening glæder sig til at komme i gang med samarbejdet på flere konkrete punkter. Vi ser bl.a. gode takter i regeringens ønsker om at styrke indsatsen mod madspild og hæve målene for mere økologi i Danmark.

- Det vil vi gerne bidrage til og drøfte med den nye regering, hvordan det bedst muligt kan ske. Mindre madspild er et vigtigt fokusområde, og vi opfordrer til, at fødevaresikkerheden tænkes ind i de ændringer, som den nye regering vil arbejde med, siger formand for DDD, Carsten Jensen.

- Som dyrlæger har vi også stor viden om, hvordan der bedst muligt tages hånd om dyrenes tarv og sundhed i den økologiske produktionsform. Vi vil meget gerne i dialog med den nye regering om dette.

- Vi håber, at den nye regering også vil medvirke til at sikre midlerne til at opretholde et sikkert og veludviklet veterinært beredskab mod smitsomme husdyrsygdomme. Og en regering der vil samarbejde om dyrevelfærd i besætningerne og under transport. Danske dyrlæger er gode til disse opgaver, men det kræver opbakning fra politikerne. Beredskab og dyrevelfærd er afgørende for at kunne drive en sikker og af befolkningen accepteret produktion, understreger DDDs formand.

Her kan du se den politiske aftale: Retfærdig retning for Danmark