Gå til sidens indhold

DDD: Det får vidtrækkende konsekvenser at undtage heste fra købeloven

Den Danske Dyrlægeforening er klart imod et lovforslag om at undtage heste fra købelovens forbrugerafsnit. Det er højst usædvanligt og stik imod, hvad justitsministeriet eget udvalg anbefaler. Lovforslaget hviler på en helt forkert antagelse om ligeværdighed i handel med heste. Ofte sælges heste af professionelle, mens købere er privatpersoner.

Shutterstock 305138912 (1)

Justitsministeriet har fremsat et lovforslag om at udtage heste fra købeloven med den begrundelse, at en autoriseret dyrelæge sædvanligvis undersøger hesten inden et salg, og at dyrlægen derved opdager eventuelle fejl ved hesten. Men den antagelse er ikke korrekt, mener Den Danske Dyrlægeforening.

- Der er mange heste, der ikke undersøges i forbindelse med køb. Især ved køb af helt unge heste og ved køb af billige heste fravælges handelsundersøger. Nogle heste er billige, fordi de fejler noget. Dette øger risikoen for at køber ender op med en fejlbehæftet hest, som de har sværere ved at reklamere over, forklarer Ginnie Holmes Hørning, formand for Dyrlægeforeningens faggruppe for hestedyrlæger.

Den hyppigste årsag til retssager mellem køber og sælger er manglende ridelighed, men ved dyrlægens  handelsundersøgelse vurderes hestens ridelighed ikke. Derfor er det problematisk at reducere forbrugerbeskyttelsen med henvisning til, at hesten er handelsundersøgt af en dyrlæge.

Mange handler foregår mellem en professionel sælger og en privatperson

En anden antagelse i lovforslaget er, at handler med heste ofte foregår i et specialiseret og professionaliseret miljø. Hvorefter det konkluderes, at styrkeforholdet er anderledes end i traditionelle forbrugerkøb.

- Det er dybt bekymrende, at man tror, at dette miljø er med til at stille den professionelle sælger og den private køber mere lige. Det kunne ikke være mere forkert, siger Ginnie Holmes Hørning.

- Det professionelle miljø er altovervejende repræsenteret på sælgersiden. Det er fx avlere, der på grund af erfaring ofte ved mere om heste end købere. Og det er professionelle ryttere, der tager hestene i kommission inden et salg. Det vil sige, hesten sælges af erhvervsdrivende og vises ofte frem af professionelle ryttere for en køber, der er privatperson.

- Dyrlægeforeningen håber, at justitsminister Nick Hækkerup vil genoverveje sit lovforslag. Hvis ikke, vil det få vidtrækkende konsekvenser – ikke alene for hestene, der risikerer at blive tabere og ende som normadeheste, der sælges videre i en uendelighed, fordi det er for svært for køber at bevise, at hesten havde en fejl ved handlen. 

Læs mere om DDDs holdning til, at heste ikke bør undtages fra købeloven

Se DDD høringssvar om varedirektivet 

Kontakt: Formand for Den Danske Dyrlægeforenings Faggruppe Heste: Ginnie Holmes Hørning; tlf.: 21 34 48 32