DDD hilser ny regering velkommen: Styrk dyrevelfærden – byg den på veterinær faglighed
For første gang får Danmark et selvstændigt ministerium med dyrevelfærd i titlen. Det er en markant og positiv politisk prioritering, mener Den Danske Dyrlægeforening. Nu bliver det vigtigt at sikre stærk sammenhæng mellem de veterinære områder, som fremover fordeles på flere ministerier.
Den nye regering nedlægger Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri. Ressortområderne fordeles på flere ministerier – herunder et nyt, selvstændigt ministerium for natur og dyrevelfærd.
Reorganiseringen og det nye ministerium sender tydeligt signal om, at dyrevelfærd skal have en mere fremtrædende plads på den politiske dagsorden. Det er et vigtigt skridt, mener DDD.
- Det er en historisk prioritering, som viser, at området for alvor anses som et selvstændigt samfundsanliggende. Det hilser vi varmt velkommen, siger Mette Rørbæk Gantzhorn, forperson for Den Danske Dyrlægeforening.
Reorganisering giver nye muligheder
Reorganiseringen betyder også, at veterinære opgaver og ansvarsområder fremover vil være fordelt på flere ministerier. Det øger behovet for stærk faglig koordinering på tværs.
Den veterinærfaglige ekspertise er nemlig afgørende, når regeringens ambitioner skal omsættes til praksis. Dyrlæger møder hver dag dyrene i staldene, klinikkerne og kontrollen, og den erfaring er et vigtigt fundament for løsninger, der virker i praksis.
- Vi er klar til at samarbejde – pragmatisk og engageret. Det er meget positivt, at der er politisk ambition om at skabe meningsfulde forandringer. Men vi skylder både dyrene og samfundet at sikre at dyresundhed, dyrevelfærd, fødevaresikkerhed og folkesundhed fortsat tænkes sammen, selvom ansvaret varetages af flere ministerier, udtaler Mette Rørbæk Gantzhorn.
DDD rækker hånden ud til minister for natur og dyrevelfærd, Christian Rabjerg Madsen, til justitsminister, Nicolai Wammen, og til de øvrige ministre med berøring til veterinærfaglige spørgsmål: DDD ser frem til en tidlig dialog om, hvordan veterinærfaglighed kan skabe sammenhæng i den kommende tids arbejde.
DDD ser reorganiseringen som en mulighed for at styrke dyrevelfærden på et solidt fagligt fundament.
- Set med Dyrlægeforeningens øjne kan dyrevelfærden altid blive bedre. Det gælder både dyrene i de danske stalde, på marken og dem hjemme i stuerne. Derfor er vi klar til at bidrage med veterinærfaglig viden og praktisk erfaring, så de politiske ambitioner bliver til reelle forbedringer for dyrene, siger Mette Rørbæk Gantzhorn.
For yderligere information:
Mette Rørbæk Gantzhorn, forperson for Den Danske Dyrlægeforening. Tlf. +45 4888 6809
Pressekontakt: Rune Kjær Langvad, tlf. +45 6917 0160, e-mail: rul@ddd.dk