Høringssvar til lov om ændring af dyrevelfærdsloven
Den Danske Dyrlægeforening har modtaget forslag til lov om ændring af dyrevelfærdsloven i høring.
DDD støtter overordnet forslaget, men påpeger vigtige områder, hvor loven kan forbedres:
-
Rådgivningsbesøg ved høj dødelighed: DDD foreslår, at rådgivningsbesøg skal udføres af dyrlæger for at sikre fokus på dyresundhed, velfærd og korrekt medicinanvendelse. Desuden anbefales, at grænseværdier for dødelighed baseres på videnskabelige data og omfatter alle typer produktionsdyr.
-
Central dataindsamling: For bedre overvågning af dyrevelfærd opfordrer DDD til en centraliseret dataindsamling, så man løbende kan reagere på uacceptable dødelighedsniveauer og implementere forbedringstiltag rettidigt.
-
Indberetningsfrekvens og handlingsplaner: For at skabe effektive løsninger foreslår DDD klare rammer for indberetningsfrekvens og handlingsplaner ved overskridelse af dødelighedsgrænser. DDD understreger, at dyrlæger bør være involveret i udarbejdelsen af disse planer.
-
Uddannelseskrav for medarbejdere: DDD bifalder øgede uddannelseskrav for medarbejdere, der arbejder med produktionsdyr, og anbefaler, at dyrlæger står for undervisningen for at sikre høj faglig kvalitet. DDD ønsker, at lignende krav udvides til flere dyrearter, hvilket kan fremme bedre dyrevelfærd i alle produktionsformer.