Gå til sidens indhold

Ny trepartsaftale lover dagpenge til forældre, der har hjemsendte børn på grund af COVID-19

Regeringen og arbejdsmarkedets parter er blevet enige om en aftale, der giver forældre til hjemsendte børn mulighed for midlertidigt at modtage barselsdagpenge. Det forventes, at lovforslaget træder i kraft omkring 1. oktober 2020.

COLOURBOX1008310

Er dit barn smittet med COVID-19 eller sendt hjem fra institutionen på grund af, at det har været udsat for COVID-19-smitte, vil du kunne være i en situation, hvor du ikke kan finde pasning til barnet.

Der er imidlertid hjælp at hente i en ny trepartsaftale, som regeringen og arbejdsmarkedets parter er blevet enige om. Trepartsaftale giver mulighed for, at forældrene kan få dagpenge efter barselsloven, indtil barnet igen kan komme i institution eller i skole. Ordningen omfatter forældre til børn til og med 13 år.

Aftalen giver den ene af forældrene ret til at få barselsdagpenge i op til 10 dage fra lovens vedtagelse og frem til 31. december 2020.

Det skal bemærkes, at lovforslaget ikke set fremsat endnu - Beskæftigelsesministeriet har dog på deres hjemmeside angivet, at man forventer, at lovforslaget træder i kraft omkring 1. oktober 2020.

Andre forhold i trepartsaftalen

  • Trepartsaftalen giver ikke en ret til fravær eller en ret til løn under fraværet. Med ordningen ændres der i øvrigt ikke på gældende regler eller aftaler om ret til fravær eller ret til løn under fravær.
  • Retten til dagpenge omfatter alene situationerne, hvor et barn under 13 år selv er COVID-19-smittet eller har været i nær kontakt som defineret af sundhedsmyndighederne til et konkret COVID-19-smittetilfælde på barnets skole eller i barnets daginstitution. Læs mere om, hvad det vil sige, at være en nær kontakt på Sundhedsstyrelsens hjemmeside.
  • Forældre skal opfylde barselslovens betingelser for ret til dagpenge, herunder beskæftigelseskravet. Ordningen omfatter alene lønmodtagere i ansættelse, som ikke har mulighed for at få løn i øvrigt fra arbejdsgiveren under fraværet. Derfor skal man også have brugt barnet 1. sygedag og barnets 2. sygedag, hvis barnet er syg, før reglerne bliver relevante.
  • Hvis forældrene bor sammen og begge er lønmodtagere, er det en betingelse, at ingen af forældrene har mulighed for hjemmearbejde, og at de ikke har omsorgsdage eller afspadsering, som de kan bruge til pasning af barnet.
  • Forældrene skal fremlægge dokumentation for, at skolen eller institutionen som følge af et konkret smittetilfælde har sendt barnet hjem. Datoen for hjemsendelsen skal fremgå. Hvis dagene skal bruges, fordi barnet er konstateret smittet med covid-19, skal der fremlægges dokumentation for positiv test.
  • Forældrene skal desuden på tro og love oplyse sidste dag i hjemsendelsen/sygdommen og erklære, at de ikke modtager fx løn for de ansøgte dage.
  • Såfremt begge forældre er lønmodtagere og deler bopæl, skal der fremlægges erklæring fra begge forældres arbejdsgivere. Erklæringen skal bekræfte, at forældrene ikke har mulighed for hjemmearbejde, og at de ikke har ubrugte omsorgsdage, afspadsering, barnets 1. og 2. sygedag ved smitte, samt at der ikke udbetales løn eller andet til den forælder, der bliver hjemme, for de dage, der ansøges om ydelse for. Hvis forældrene ikke deler bopæl, skal der alene fremlægges tro- og loveerklæring fra arbejdsgiveren til den forælder, der ansøger.
  • Barselsdagpengene udbetales direkte til forælderen, og kan ikke udbetales som refusion til arbejdsgiver, da der ikke er ret til ydelsen, hvis der udbetales løn fra arbejdsgiveren.

Trepartsaftalen kan læses i sin helhed her