Gå til sidens indhold

Overvældende opbakning til nye offentlige overenskomster

Med en overvældende opbakning på 97,9 procent af de afgivne stemmer og støtte fra samtlige 26 medlemsorganisationer i Akademikerne, herunder ADO, har overenskomstaftalen OK24 fået grønt lys. ADO er glad for afstemningsresultatet, som betyder, at 150.000 offentligt ansatte akademikere i staten, regionerne og kommunerne kan se frem til markante forbedringer i arbejdslivets fleksibilitet samt betydelige lønstigninger.

C6A7283

De nye overenskomster træder i kraft den 1. april 2024 og løber over de næste to år.

- Jeg er virkelig glad for det stærke og overbevisende ja. Det er en overenskomst med mange gode elementer, og resultatet er i tråd med de krav, som ADO har stillet – hvor løn har været et centralt punkt, siger Ida Tingman Møller, formand for ADO.

Med den nye overenskomst kan alle ansatte i staten, regionerne og kommunerne se frem til en generel lønstigning på 6,5-7,5 procent. Størstedelen af lønstigningen træder i kraft med det samme fra den 1. april 2024.

Desuden indføres en ny lønmodel, der sikrer, at de offentlige lønninger følger udviklingen på det private arbejdsmarked. Samlet set forventes en reallønsfremgang på 3,9 procent over hele perioden.

- Vi er også glade for, at aftalen imødekommer ønsket om et ”fleksibelt arbejdsliv”, tilføjer ADOs formand og nævner den nye opsparingskonto.

Denne konto tillader, at en del af pensionsindbetalingerne, der overstiger 15 procent, kan konverteres fra pension til løn eller opsparing. Dette kan bruges til at tage pauser i arbejdslivet, fx i forbindelse med jobskifte eller videreuddannelse.

- ADO ser frem til, at de nye overenskomster vil styrke og skabe nogle mere attraktiv arbejdspladser for offentligt ansatte dyrlæger. Med fokus på løn, fleksibilitet og fremtidssikring skaber OK24 en ramme, der imødekommer både nuværende og kommende behov i vores fag. Dette er et skridt i den rigtige retning for at sikre, at vores medlemmer fortsat kan levere den høje standard af dyrlægefaglig ekspertise, som samfundet har brug for, siger ADOs formand.

Se overenskomsten her

Læs mere om overenskomstforhandlingerne på det offentlige område