Sørg for at kontakte sekretariatet i ADO straks, hvis du bliver bortvist, opsagt eller får en advarsel
Det er værd at agere hurtigt og kontakte ADOs sekretariat, hvis du bliver bortvist, opsagt eller ligenende. Henvender du dig f.eks. med en opsigelse vil vi vurdere om denne kan anfægtes og om du kan kræve en godtgørelse. Vi vil også i den forbindelse undersøge, om du har fået det korrekte opsigelsesvarsel.
Dyrlæger med ansættelse mere end 8 timer ugentligt i gennemsnit er funktionærer og, hører dermed under funktionærloven. Funktionærloven har i § 2b en afskedigelsesbeskyttelse, når funktionæren har været ansat samme sted i mindst et år og opsiges derefter. Efter et års ansættelse, kræver funktionærloven, at arbejdsgiver sagligt kan begrunde en evt. opsigelse. Det skal også bemærkes, at nogen ansættelseskontrakter og kollektive overenskomster angiver, at medarbejderen har en opsigelsesbeskyttelse, der gælder tidligere end efter 1 års ansættelse.
Man kan blive opsagt pga. medarbejderens egne forhold, herunder sygdom, samarbejdsproblemer mv. Opsigelsen kan også begrundes i virksomhedens forhold f.eks. økonomisk nedgang, manglende ordrer og nedskæringer. Opsigelser begrundet i virksomhedens forhold, kræver aldrig advarsler, men der kan godt, alt efter omstændighederne, være et krav om forudgående advarsel, hvis opsigelsen begrundes i medarbejderens forhold.
Det er altid arbejdsgiveren, der skal bevise, at en opsigelse kan begrundes i medarbejderens forhold. Det er en af årsagerne til, at man i denne situation anvender advarsler.
Bunder opsigelsen i forskelsbehandling?
Uanset at man ikke har været ansat hos arbejdsgiver i et år, når man får en opsigelse, så har man en beskyttelse mod en opsigelse, der strider imod ligebehandlingsloven og forskelsbehandlingsloven.
Det er i udgangspunktet ulovligt efter forskelsbehandlings- og ligebehandlingsloven at opsige en medarbejder begrundet i: Graviditet, barsel eller at man skal holde barsel, race hudfarve eller etnisk oprindelse, region eller tro, seksuel orientering, national eller social oprindelse, politisk anskuelse alder eller handicap.
Der kan godt være en sag, selvom du får en opsigelse, der giver dig en efter ordlyden saglig begrundelse, hvis de faktiske omstændigheder peger i retning af, at den reelle begrundelse skal hentes i ovennævnte forhold. Afskedigelsesreglerne er dog ret komplicerede og omfatter også andre opsigelsesbeskyttelser end de nævnte. Derfor må vi normalt have en detaljeret gennemgang af hændelsesforløbet og omstændighederne omkring opsigelsen, for at kunne vurdere, hvordan opsigelsen står.
Der er tale om en opsigelse, når man bliver opsagt med sit opsigelsesvarsel. Bortvisning er der, hvor arbejdsgiver afskediger dig uden at give dig dit opsigelsesvarsel. Ved bortvisning bedes du bemærke, at det kan have afgørende betydning, at du straks kontakter os, da bortvisninger ofte kan kræve en hurtig reaktion, hvis de er uberettigede og vi kan rejse krav.
Får du en advarsel, så kan det ofte have afgørende betydning, at du protesterer mod advarslen inden der er gået for længe, hvis du ikke er enig i omstændighederne angivet som begrundelse for advarslen.
Hvis du ikke finder nyt arbejde inden du bliver ledig og du er medlem af en a-kasse, er det vigtigt, at du melder dig ledig på jobnet.dk og kontakter din a-kasse senest på din første ledighedsdag.
Kontakt ADO på
eller på telefon