BVD i Esbjerg Kommune: Det skal kvægdyrlæger være særligt opmærksomme på nu
Der er konstateret udbrud af bovin virus diarré (BVD) i Esbjerg Kommune, og derfor er kommunens sygdomsfrie BVD-status midlertidigt suspenderet fra 31. marts til 31. maj 2026.
Resten af Danmark er fortsat BVD-frit. Indsatsen handler nu om at begrænse smitten til Esbjerg Kommune, så resten af landet bevarer sin sygdomsfrie status og undgår konsekvenser for samhandel og flytning af dyr.
Fødevarestyrelsen har indført særlige foranstaltninger for flytning af kvæg fra besætninger i Esbjerg Kommune. For kvægdyrlæger er der især grund til at være opmærksom på:
- kunder, der påtænker at købe dyr fra Esbjerg Kommune, herunder slagtekalve, kvier og hele eller dele af besætninger
- besætninger, der ikke leverer mælk, og derfor ikke er omfattet af samme løbende overvågning
- mælkeleverende ejendomme med dyregrupper, som ikke er i kontakt med de lakterende køer – eksempelvis samdrift og kvieejendomme
- kvæg på græs, her er det vigtigt at have styr på, om græsningsarealer ligger i eller uden for Esbjerg Kommune
Det er samtidig vigtigt at være opmærksom på, at manglende overholdelse af testkrav vil betyde, at modtagerbesætningen ændrer BVD-status.
Hvor kan man orientere sig?
Dyrlæger, der arbejder i eller med besætninger i Esbjerg Kommune, bør holde sig løbende opdateret på Fødevarestyrelsens information om BVD, testprogrammer og flytteregler. Hvis der er spørgsmål til håndtering og prøvetagning, skal Fødevarestyrelsens Veterinærenhed Syd kontaktes på 30 67 59 70.