Gå til sidens indhold
Jobopslag

Veterinærfaglig konsulent søges til Den Danske Dyrlægeforening

Vil du stå i centrum af vigtige veterinærfaglige og politiske beslutningsprocesser og gøre en reel forskel for en hel profession? Trives du i en rolle, hvor faglighed, strategi og relationer går hånd i hånd – og i et anerkendende arbejdsfællesskab, hvor tilfredse medlemmer er kerneopgaven? Så er du måske vores nye kollega i jobbet som veterinærfaglig konsulent.

Du får en central rolle i at sikre høj veterinærfaglig kvalitet i foreningens fagpolitiske arbejde. Du arbejder tæt sammen med dygtige og engagerede kollegaer i sekretariatet samt i tæt dialog og samarbejde med foreningens folkevalgte – herunder formanden og faggruppeformændene. Stillingen refererer til direktøren for Den Danske Dyrlægeforening, som har stor tillid til sine medarbejdere og praktiserer ledelse med fokus på frihed under ansvar samt et fælles ambitionsniveau for både organisationen og den enkelte medarbejder.

Du kan bruge din veterinærfaglighed dér, hvor den styrker det fagpolitiske arbejde. Opgaven kræver evnen til at samarbejde og lytte, et stærkt overblik samt sikker navigation i problemstillinger, hvor mange hensyn, perspektiver og interessenter er i spil samtidig. Ofte er det ikke dig, der træffer beslutningerne, men dig, der skaber det faglige overblik, tilvejebringer beslutningsgrundlaget og faciliterer processer, så dine kollegaer og fagpolitikere kan træffe beslutninger på et oplyst og velunderbygget grundlag.

I stillingen arbejdes der med en bred og varieret opgaveportefølje med hovedvægt på fagligt og politisk arbejde kombineret med en del konkret sagsbehandling og medlemsrådgivning. Du vil være involveret i både nationale og internationale opgaver og fungere som faglig sparringspartner på tværs af foreningen.

Der er tale om en genbesættelse af en nøglefunktion, hvor kontinuitet, relationel forståelse og organisatorisk indsigt er afgørende. Stillingen indebærer en vis rejseaktivitet, herunder også mindst to årlige rejser uden for Danmarks grænser.

Du vil opleve perioder med højt tempo – men også perioder med mulighed for fordybelse. Frihed under ansvar og anerkendende følgeskab er værdier, der går igen på tværs af hele foreningen. Det betyder, at du har stor frihed til selv at tilrettelægge dit arbejde og samtidig et tydeligt ansvar for fremdrift og rettidig levering.

Dine primære arbejdsopgaver vil bl.a. være

  • Faglig og strategisk sparring med foreningens folkevalgte, herunder udarbejdelse af talepapirer, baggrundsnotater og politiske oplæg.
  • Udarbejdelse af høringssvar, politikpapirer og officielle henvendelser til ministre, ordførere, styrelser og andre interessenter.
  • Forberedelse, koordinering, deltagelse og opfølgning på møder i faggruppebestyrelser og udvalg, herunder sikring af overblik, fremdrift, referatskrivning og mødeadministration.
  • Tæt samarbejde med faggruppeformænd og understøttelse af seks faggrupper med forskellige faglige fokusområder og arbejdsformer.
  • Besvarelse af veterinærfaglige og fagpolitiske henvendelser fra medlemmer, herunder spørgsmål om lovgivning og involvering i klagesager.
  • Faglig vurdering af sager, herunder evnen til at adskille faglige forhold fra oplevelser samt dialog med myndigheder, fx Fødevarestyrelsen.
  • Bidrag til foreningens kommunikation, herunder artikler, nyheder, presseinput og kvalitetssikring af veterinærfagligt indhold.
  • Deltagelse i og koordinering af nationale og internationale samarbejder og møder, herunder EU-relaterede og nordiske fora.
  • Understøttelse af faggruppernes aktiviteter, herunder kurser, webinarer, årsmøder og generalforsamlinger.

Kandidatprofil

Stillingen forudsætter, at du er uddannet dyrlæge og har opbygget en solid veterinærfaglig ballast gennem flere år i faget. Erfaring fra klinisk praksis er en klar fordel, da det giver dig en stærk forståelse for medlemmernes dagligdag og virkelighed og styrker din faglige legitimitet i dialogen med faggrupper, myndigheder og øvrige interessenter.

I konsulentrollen formår du at anvende din faglighed til at skabe et stærkt og anvendeligt fagligt beslutningsgrundlag for andre. Du analyserer komplekse problemstillinger, vurderer implikationer på både kort og lang sigt – og omsætter klinisk viden og faglig evidens til klare anbefalinger, politiske oplæg og løsninger, der kan anvendes i praksis.

Du trives i samspillet mellem faglighed, politik og foreningsarbejde og har forståelse for, at processer tager tid, og at kompromiser ofte er mere end en del af løsningen – ofte er det løsningen. Samtidig evner du at håndtere opgaver, hvor der er behov for hurtig faglig afklaring, prioritering og tydelig kommunikation.

Du arbejder struktureret, selvstændigt og er komfortabel med at være den faglige ansvarlige i komplekse sager. Selvom tempoet til tider er højt, og problemstillingerne komplekse, formår du at bevare overblikket på tværs af dine mange parallelle opgaver, interessenter og dagsordener – og kan prioritere realistisk.

Du kommunikerer sikkert og professionelt – både skriftligt og mundtligt – og formidler komplekse veterinærfaglige problemstillinger på en måde, der er forståelig og relevant for både medlemmer, politikere, myndigheder og kollegaer i sekretariatet.

Dine personlige egenskaber

  • Du er en stærk formidler, der kan gøre komplekst og teknisk stof let forståeligt og anvendeligt.
  • Du kommunikerer ubesværet med personer på alle niveauer og opbygger hurtigt tillidsfulde relationer.
  • Du er selvstændig og robust, hviler godt i dig selv og evner både at sige fra og udfordre – altid på en ordentlig og konstruktiv måde.
  • Du tager naturligt ansvar, er selv-igangsættende og arbejder struktureret med en høj grad af selvledelse.
  • Du har gode analytiske evner.
  • Du planlægger effektivt og følger aftaler fra start til slut.
  • Du trives med travlhed og bevarer overblik og fremdrift uden behov for tæt styring – men er åben for sparring og coaching.
  • Du har en stærk ansvarsfølelse, en positiv indstilling og en solid portion sund fornuft.
  • Du trives i et arbejdsfællesskab, der bygger på ansvarlighed og tillid.

Den Danske Dyrlægeforening samarbejder med en ekstern samarbejdspartner i rekrutteringsprocessen (KEJSER). Upload meget gerne dit CV allerede i dag.

Samtaler afholdes løbende, og stillingen bliver besat, når den rette kandidat er fundet.

Hvis du er interesseret i at høre mere om stillingen, kan du kontakte ekstern konsulent Rikke Kejser på mail: rikke@kejserhr.com eller tlf.nr. 5118 2359.

Om DDD - Den Danske Dyrlægeforening

(DDD) er den primære brancheorganisation for dyrlæger i Danmark, grundlagt i 1849.

Foreningen repræsenterer dyrlægernes faglige interesser og arbejder for at forbedre både arbejdsvilkår og forståelse for dyrlægens rolle i samfundet. Med medlemmer, der spænder over hele landet, herunder Færøerne og Grønland, fungerer DDD som en stærk stemme i veterinærfaglige og politiske spørgsmål.

Formål og Mission

DDD's mission er at sikre optimale arbejdsbetingelser for dyrlæger og at fremme dyresundhed

gennem lovgivning og praksis. Foreningen arbejder tæt sammen med myndigheder, politiske aktører og andre interesseorganisationer for at påvirke beslutninger, der vedrører dyrlægernes arbejdsliv og det veterinære område.

Organisatorisk Struktur

DDD består af en hovedforening og seks sektioner, der hver fokuserer på specifikke aspekter af dyrlægefaget, herunder One-Health og biomedicin. Denne struktur sikrer, at alle faggrupper inden for veterinærprofessionen er repræsenteret og modtager relevant støtte og faglig sparring. Hver sektion arbejder med egne specialiserede områder og arrangerer møder og kurser med henblik på at fremme den løbende faglige udvikling.

Medlemsfordele

Medlemmer af DDD har adgang til en bred vifte af ressourcer, herunder juridisk rådgivning, efteruddannelse, netværksmuligheder og karrieresupport. Foreningen tilbyder desuden mentorordninger, hvor erfarne dyrlæger kan støtte og guide yngre kolleger i deres professionelle udvikling. Hertil kommer adgang til eksklusive kurser og seminarer, som styrker medlemmernes faglige viden og kompetencer. Medlemmer modtager også løbende opdateringer om væsentlige lovgivningsmæssige ændringer og andre relevante nyheder via foreningens kommunikationskanaler.