Gå til sidens indhold
Jobopslag

Forsker med dyrlægebaggrund til Infektionsberedskabet - Sektion for Veterinær Virologi

Har du lyst til at arbejde med diagnostik samt forsknings- og udviklingsopgaver relateret til veterinær virologi og det veterinære beredskab?

Besidder du høj faglighed, og har du lyst til at være en del af holdet, der leverer et førsteklasses arbejde omkring beredskab, diagnostik og forskning inden for alvorlige virussygdomme i husdyr i Danmark? Så er du måske vores nye kollega!

Om afdelingen

Som vores nye kollega vil du blive en del af Afdeling for Virus og Mikrobiologisk Specialdiagnostik (VMS), som består af ca. 100 medarbejdere med vidt forskellig faglig baggrund.

I VMS udfører vi diagnostik, overvågning og forskning i virusinfektioner. VMS er det nationale centrale laboratorium inden for virologi i Danmark og varetager de nationale referencelaboratoriefunktioner for både humane og veterinære virus.

Du vil blive tilknyttet Sektion for Veterinær Virologi, som varetager den nationale overvågning for virussygdomme i husdyr og det tilhørende diagnostiske beredskab. I sektionen er vi pt. 7 akademikere/dyrlæger, 8 laboranter og 2 laboratoriebetjente. Vi brænder for at levere vores kerneopgave i et One-Health perspektiv og vægter godt samarbejde, spændende udfordringer og daglig trivsel højt.   

Din hverdag hos os

Du kommer til at indgå i overvågningsprojekter og forskningsaktiviteter relateret til det veterinære beredskab for vigtige anmeldepligtige husdyrsygdomme såsom Afrikansk og klassisk svinepest, mund- og klovesyge og rabies. Vi har også stort fokus på vektorbårne sygdomme, som Bluetongue og Vestnilfeber. Derudover forventes det, at du deltager i myndighedsbetjening samt i visitering, håndtering og besvarelse af veterinærdiagnostiske sager.

Du vil i dit arbejde komme til at samarbejde bredt i afdelingen og på instituttet med både laboranter og akademikere.

Dine primære arbejdsopgaver vil være at:

  • tage ansvar for diagnostiske analyser samt sagsbesvarelser
  • bidrage til udvikling og optimering af analyser inden for veterinær virologisk diagnostik
  • indgå i team omkring biosikkerhedsfunktion
  • indgå i vagtordning og laboratoriets øvrige laboratorieberedskab for alvorlige smitsomme husdyrsygdomme
  • igangsætte og deltage i overvågningsprojekter og forskningsprojekter
  • deltage i rådgivning/myndighedsbetjening inden for det veterinære beredskab

Din uddannelse, erfaring og personlige kvalifikationer

Du er dyrlæge og har en ph.d.-grad. Derudover lægger vi vægt på, at du har deltaget i forskningsprojekter samt har dokumenteret videnskabelig produktion inden for området veterinær mikrobiologi. Du har erfaring inden for laboratoriediagnostik og forskning i infektiøse husdyrsygdomme og gerne kendskab til rådgivning/myndighedsbetjening. Vi ser gerne, at du har en baggrund inden for veterinær virologi.

Derudover forventer vi, at du:

  • er glad for, og dygtig til, at kommunikere på forskellige niveauer til forskellige målgrupper
  • har gode samarbejdsevner og kan bidrage til faglig sparring
  • kan arbejde selvstændigt og tage ansvar for arbejdsopgaver
  • har flair for it og er god til at håndtere data og it-systemer
  • er positivt indstillet, engageret, initiativrig og fleksibel
  • bidrager til et godt arbejdsmiljø og udviser omsorg for dine kollegaer

Vi tilbyder

En arbejdsplads med erfarne kollegaer, der brænder for at opretholde et stærkt nationalt beredskab og udøve forskning i vigtige virusinfektioner i Danmark.

Vi er en fleksibel og familievenlig arbejdsplads med 37 timers arbejdsuge inkl. frokostpause. Vi vægter kompetenceudvikling højt. Vi er centralt beliggende i København tæt på bus og metro.

Om ansættelsen

Du bliver ansat efter gældende overenskomst mellem Skatteministeriet og Akademikernes Centralorganisation og i henhold til gældende stillingsstruktur for videnskabeligt personale med forskningsopgaver ved sektorforskningsinstitutioner

Du vil i forbindelse med dit arbejde blive pålagt restriktioner i forhold til kontakt til klovbærende dyr og fjerkræ.

Der er tale om en tidsbegrænset stilling på 3 år med efterfølgende mulighed for forlængelse. Tiltrædelse snarest muligt.

Du skal med henblik på bedømmelse af dine forskningsmæssige kvalifikationer indsende en publikationsliste og 2-3 videnskabelige arbejder. De forskningsmæssige kvalifikationer vil blive bedømt af et fagkyndigt udvalg nedsat i henhold til gældende stillingsstruktur for videnskabeligt personale med forskningsopgaver ved sektorforskningsinstitutioner.

Kontakt os gerne

Få mere at vide om stillingen ved at ringe til sektionsleder Louise Lohse, tlf.: 3268 8370.

Er du interesseret?

Klik på søg stillingen og send os din ansøgning med CV, eksamensbevis samt dokumentation på forskningserfaring. Du kan læse mere om os på www.ssi.dk.