Alle er lige for loven

Love er – i deres reneste forstand – sat i verden for at sikre basale rettigheder – både for dyr og mennesker. Netop derfor er det også ekstremt væsentligt, at lovene respekteres og overholdes. For begynder vi at acceptere en tilsidesættelse af dem til formål, man selv finder tilstrækkelige, såsom fx profit, medieopmærksomhed og andre uhjemlede hensyn, åbner vi en meget farlig dør – for hvilke mål helliger hvilke midler? Og hvem blåstempler mål og middel?

Som følge af den seneste række indbrud ved danske griseproducenter kom klare overtrædelser af dyrevelfærdsloven frem i lyset og førte til dokumentaren "Hvem passer på grisene?". Det holdt gang i den vigtige dialog om velfærden i de danske grisestalde – en dialog, som forhåbentlig på sigt kan betyde en forskel for selv samme grise.

Men det er også vigtigt at huske, at aktivister brød ind i stalde, hvor loven var overholdt. Der var altså uskyldige, der blev ramt i forsøget på at fange lovbrydere – vel at mærke i privatpersoners forsøg på at fange lovbrydere. Den form for selvtægt og tage-sig-selv-til-rette er ikke i sig selv i orden.

Derudover er der en væsentlig veterinærfaglig dimension, som bør fremhæves i debatten om uretmæssig indtrængen i grisebesætninger. Adgang til besætningerne er underlagt strenge lovpligtige smittebeskyttelsesregler. I mange besætninger skal man i bad før og efter staldadgang netop for at mindske risikoen for smittespredning – herunder MRSA, influenza og andre smitsomme sygdomme. Overtræksdragter alene udgør ikke en fuld biosikkerhedsforanstaltning, og medbragt udstyr som tasker og kameraer kan udgøre en yderligere smitterisiko.

Hertil kommer, at pludselig aktivitet i staldene – herunder lys og uro midt om natten – kan stresse dyrene og i værste fald udløse eller forværre adfærdsproblemer som eksempeltvis halebid.

Uautoriseret adgang kan således ikke alene være et brud på loven, men også indebære en potentiel risiko for dyresundheden og dermed dyrevelfærden.

Når aktivister bryder loven for at dokumentere potentielle lovbrud, gør de det givetvis i troen på, at det, de gør, er det rigtige. Bekymringen for grisenes velfærd deler DDD, men hvis aktivister må tilsidesætte loven for personlige agendaer, kan de så overhovedet rette en kritik af landmanden, hvis han gør det samme? For hvem beslutter, hvilke agendaer der er værdige nok til lovbrud? Man må spørge, om målet er så meget mere væsentligt for almenvellet end midlet? Hvad helliger hvad?

Denne tankegang – »jeg må godt, for jeg har ret« – er giftig. Hele grunden til, at vi har et retssystem, der skal undersøge, behandle, dømme eller frikende efter fastsatte og transparente parametre, er for at undgå frit at kunne dømme eller krænke andres rettigheder, fordi man selv synes, man har det moralske habitus hertil. Retten til uvildig, og fair retsbehandling er faktisk så basal, at den udgør Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 6.

Men hvad så med grisene?

I Danmark har vi en dyrevelfærdslov, og som andre love skal den naturligvis også overholdes. Også selvom det koster ekstra på bundlinjen, kræver længere tid eller flere ressourcer. Alt andet er uacceptabelt – og strafbart.

Grise er levende, tænkende og følende væsner, der fortjener et værdigt liv, også selvom de i sidste ende skal slagtes.

Men der et system, der har til opgave at sørge for dette, så lægfolk ikke behøver ty til selvtægt. Er dette system perfekt? Bestemt ikke. Og selv hvis systemet var perfekt, ville det stadig ikke være ensbetydende med god velfærd – det har DDD gjort gældende ved efterhånden mange lejligheder.

Men skal systemet have nogen som helst mulighed for at fungere, kræver det, at vi alle kan forventes at spille efter de samme regler – og alle sammen overholde loven.

Åbenhed, tillid og hårdt arbejde

Det betyder naturligvis ikke, at status quo er acceptabel. De mange afsløringer af dyrevelfærdsproblemer i griseproduktionen har – forståeligt – resulteret i et stort tab af tillid og goodwill hos befolkningen. Det er der kun én måde at genskabe på, og det er ved åbenhed og hårdt arbejde fra griseproducenternes side. Producenterne er nødt til at vise, at de har grisenes ve og vel i tankerne, og det kræver ikke bare, at de kan fremvise tilfredsstillende stalde ved et par åbent hus-arrangementer om året, men derimod at de aktivt indgår i arbejdet med at sikre grisenes velfærd og trivsel.

Det er værd at overveje, om myndighederne får udvidet muligheden for uvarslede kontrolbesøg, ligesom arbejdstilsynet og konkurrencestyrelsen har. Det må også være i griseproducenternes interesse, at de undersøges mere intensivt og omfattende end i dag, så de med rette kan kritisere selvtægten; for det hele handler om at sikre dyrenes velfærd.