Giv myndighederne et stærkere sanktionsgreb
Der mangler et trin mellem den løftede pegefinger og politianmeldelsen. Bøder kan give dyrevelfærdskontrollen et stærkere greb og sikre, at klare overtrædelser får en hurtig og mærkbar konsekvens.
Baggrund
Politiken bagte tirsdag den 8. september artiklen »Dyrlæger efterlyser nyt bødevåben: Dårlig dyrevelfærd skal straffes på stedet« hvori DDDs forperson, Mette Gantzhorn, udtaler sig om behovet for en administrativ bødepraksis i dyrevelfærdskontrollen.
Dette er nogle af overvejelserne bag hendes udtalelser til artiklen.
Læs artiklen her (bag betalingsmur)
Dyrevelfærd skabes ikke gennem kontrol – det skabes bl.a. gennem forebyggelse, uddannelse og samarbejde – men kontrollen er nødvendig for at verificere, at reglerne for dyrevelfærd bliver efterlevet.
Når kontrollen med dyrevelfærd flytter ind i Justitsministeriet, er det et signal om, at dyrevelfærd er højt prioriteret – og at kontrollen i højere grad skal kunne honorere samfundets forventning til, at de regler, vi har vedtaget for at beskytte dyrene, også bliver håndhævet.
Men en ny organisatorisk ramme gør det ikke alene. Skal flytningen gøre en reel forskel for dyrene og kontrollen, må der samtidig ske en opgradering af sanktionsmulighederne. Det helt oplagte er at give kontrollen mulighed for at udskrive bøder for de hyppigste overtrædelser af dyrevelfærdslovgivningen.
Behovet for mere effektiv og konsekvent kontrol understreges af Rigsrevisionens rapport om kontrollen med grises velfærd, som blev offentliggjort tidligere på året. Problemet er bl.a., at sanktionsværktøjerne er for ringe.
Man kan fx ikke bare udskrive en bøde – for der er ikke fastsat bødepraksis på størstedelen af det veterinære område. Det betyder, at Fødevarestyrelsen, da de var ansvarlig for kontrollen, har været nødt til at politianmelde en sag, hvis en overtrædelse skulle føre til en bøde. Dermed bliver selv relativt enkle og veldokumenterede sager sendt gennem politi og anklagemyndighed, før der kan ske en økonomisk sanktionering. Det giver lange sagsbehandlingstider, store administrative omkostninger og svækker sammenhængen mellem overtrædelse og konsekvens.
En lappeløsning?
Fødevarestyrelsen, som hidtil har været ansvarlig for kontrollen med dyrevelfærd, har bekræftet over for Politiken, at mange politianmeldelser aldrig ender ved domstolene, men bliver henlagt som forældede.
Måske som konsekvens deraf, lader det til, at Fødevarestyrelsen ændrede tilgangen. Til Politiken siger Fødevarestyrelsen, at overtrædelser i højere grad bliver sanktioneret med indskærpelse og forbud - og at sanktioner skal give en umiddelbar og mærkbar effekt over for virksomhederne. Styrelsen bekræfter således over for Politiken, at en række overtrædelser, der før ville være blevet politianmeldt, nu altså bliver sanktioneret med indskærpelse eller forbud samt et opfølgende og gebyrbelagt kontrolbesøg.
Fødevarestyrelsen har fået en del kritik for den ændring – for sammenlignet med en politianmeldelse lyder en indskærpelse og et gebyrbelagt kontrolbesøg ikke af meget. Det rejser imidlertid to spørgsmål: Har vi sænket barren for, hvad et brud på dyrevelfærdsreglerne får af konsekvenser? Eller er det den bedst mulige håndhævelse i et system, der ikke giver myndigheden noget redskab til at sanktionere med det samme?
Der er brug for hurtig handling
For dyrene er det afgørende, at der reageres hurtigt, konsekvent og mærkbart, når reglerne overtrædes. De kan ikke vente på, at en bøde udmåles to eller tre år efter kontrollen. Fødevarestyrelsens logik er til at forstå: en indskærpelse med gebyrbelagt opfølgning er trods alt bedre end en politianmeldelse, der strander på et skrivebord.
Men er det godt nok? Hvorfor har myndighederne ikke mulighed for ”bare” at udskrive en bøde? Hvorfor kan veldefinerede overtrædelser ikke ”bare” resultere i en bøde? Det kunne fx være manglende behandling af syge eller tilskadekomne dyr, manglende sygestier, manglende beskæftigelsesmateriale eller andre målbare og dokumenterbare overtrædelser, som kontrollørerne allerede i dag konstaterer under deres besøg.
Fordelene er oplagte.
For det første vil sagsbehandlingstiden blive væsentligt kortere.
For det andet vil den præventive effekt blive styrket. Erfaringen fra mange andre myndighedsområder er, at hurtige og forudsigelige sanktioner ofte virker bedre end hårdere sanktioner, der først kommer lang tid efter overtrædelsen.
For det tredje vil politi, anklagemyndighed og domstole blive aflastet. Retssystemet vil i højere omfang kunne bruge ressourcerne på de tunge sager med alvorlige overtrædelser.
Og for det fjerde vil kontrollens egne ressourcer kunne flyttes fra papirarbejde til mere effektive kontroller og bedre opfølgning.
Samtidig er retssikkerheden fortsat intakt, da en bøde kan indbringes for en højere myndighed eller domstolene, alt efter hvordan systemet indrettes.
Ressortflytningen til Justitsministeriet er en historisk mulighed. Hvis dyrevelfærdskontrollen skal styrkes, bør fokus ikke alene være på organisering, men også på håndhævelse.
Kontrol og bøder i sig selv giver ikke bedre dyrevelfærd. Men det kan være et vigtigt skridt mod et system, hvor reglerne håndhæves hurtigere, mere ensartet og med større effekt til gavn for både retssikkerheden og dyrevelfærden.