Gå til sidens indhold

Gode råd til kolleger skal hjælpe nyuddannede til en god start på arbejdslivet

En ny indsats og kampagne fra Akademikerne skal hjælpe unge og nyuddannede godt i gang i arbejdslivet.

Header Kampagne Tage Godt Imod Jeres Unge Medarbejdere

De første måneder i det nye job er for mange nyuddannede overvældende og afgørende for, hvordan man falder til på arbejdspladsen og med de nye kolleger. Og netop kollegaerne er en vigtig nøgle til at gøre den nyuddannede tryg i sit nye job. Det sætter Akademikerne og de øvrige arbejdsmarkedsparter i Arbejdsmiljørådet nu fokus på med en ny fælles kampagneindsats under temaet: Tag godt imod jeres unge medarbejdere.

- De unge og nyuddannede, der er på vej ud på arbejdsmarkedet i disse år, kan se frem til at være der længere end generationerne før. Derfor er det en god begyndelse, vigtigere end nogensinde i ambitionen om at fremme bæredygtige arbejdsliv som en central del af udviklingen af arbejdsmarkedet. Vi skal arbejde henimod en stærkere brobygning mellem de unge og arbejdspladserne, udtaler Lars Qvistgaard, formand for Akademikerne.

Han lægger vægt på, at overgangen fra studiet til fuldtidsarbejdet er en tid med mange forandringer, der har stor betydning for den nyuddannede, og som kræver særlig opmærksomhed. Det handler blandt andet om forhold som at kunne udfolde sin faglighed, samarbejde med nye kollegaer og fagligheder, trivsel og balancen mellem arbejde og privatliv.

Også formand for Ansatte Dyrlægers Organisation Ida Tingman Møller er rigtig glad for, at der nu sættes ind med en målrettet fælleskampagne med fokus på det at være ny på arbejdsmarkedet.

- At få et godt fodfæste på arbejdsmarkedet som nyuddannet er kimen til at få en god start på et langt arbejdsliv. Det er derfor supervigtigt, at de unge nyuddannede fra første færd føler sig taget godt imod og hurtigt får vished om, hvilke krav og forventninger de kan møde og stille på arbejdspladsen, siger Ida Tingman Møller og tilføjer:

- Hvis man får en skæv start, risikerer man at miste modet og søger måske mod noget andet, end det, man havde samlet kompetencer til under studiet - og det er et kæmpe tab for alle. Både den nyuddannede og virksomhederne. Hvis man derimod får en god start, så kan man være med til at opbygge en positiv arbejdskultur også for de kommende generationer på arbejdsmarkedet.

Fem anbefalinger til, hvordan du kan give din kollega en god start

  • Vær en god rollemodel
  • Læg en plan for den første tid
  • Inviter til dialog
  • Opstil krav og forventninger
  • Giv konstruktiv feedback.

Læs mere og få uddybet anbefalingerne på Arbejdsmiljørådets hjemmeside