Gå til sidens indhold

Information til dyrlæger om dyr fra Ukraine

Lige nu kommer der mange ukrainske flygtninge og familiedyr til Danmark. Alle familiedyr, der kommer til Danmark, skal registreres hos Fødevarestyrelsen. Situationen udvikler sig hele tiden - her er, hvad vi ved på nuværende tidspunkt.

COLOURBOX41819985

Europas CVO’er (Chief Veterinary Officers) beretter, at flere end 100.000 mennesker dagligt krydser grænsen til bl.a. Polen på flugt fra krigen i Ukraine, og flere medbringer familiedyr. Antallet kendes ikke, men det estimeres i omegnen af 1.000 familiedyr om dagen, hvoraf kun cirka halvdelen bliver vaccineret og chipmærket ved grænsen.

Mange rejser videre og forventes derfor at blive spredt ud til forskellige EU-medlemslande.

EU-Kommissionen har undtagelsesvist givet tilladelse til, at familiedyr som fx hunde og katte kan ledsage deres ejere ind i EU, selvom de ikke opfylder de gældende indrejsekrav om blandt andet rabiesvaccine og antistoftitertest.

Dyrlæger, der kommer i kontakt med disse dyr, skal være opmærksomme på, at Ukraine er højrisikoområde for r abies både blandt ikke-domesticerede og domesticerede dyr, hvorfor alle hunde og katte som udgangspunkt betragtes som højrisikodyr.

Det er ulovligt at hente dyr fra internater

Det er ikke tilladt at hente dyr fra fx internater eller dyr, der løber frit rundt, medmindre dyrene opfylder betingelserne for kommerciel indførsel fra Ukraine til Danmark. Hvis du ønsker at importere hunde og katte fra Ukraine, kan du læse mere om, hvilke krav dyrene skal opfylde, her:

Gå til guiden: Indførsel og import af hunde, katte og fritter

Kontakt Fødevarestyrelsen for vejledning

De dyr, der kommer til Danmark under den nuværende situation, skal registreres hos Fødevarestyrelsen.

Registreringen sker via Fødevarestyrelsens blanket 

Det er vigtigt, at familiedyret holdes isoleret, indtil Fødevarestyrelsen har sikret, hvorvidt det opfylder kravene for indførsel. Det vil sige, at det ikke har kontakt med andre dyr og mennesker. Hunde må kun luftes i kort snor, og fugle, katte og fritter skal holdes ​inden døre.​

Når registreringen er sket, vil Fødevarestyrelsens embedsdyrlæger kontakte de pågældende dyreejere og udføre en risikovurdering, der placerer (visiterer) dyrene i tre grupper:

  1. Dyr opfylder kravene, og det kan dokumenteres → dyret frigives fra isolationen.
  2. Risikodyr, der ikke opfylder kravene til indførsel/der er ingen dokumentation, men som ledsages af dyrets ejer → Fødevarestyrelsen vejleder dyreejeren om isolation, og hvilken behandling der er nødvendig, for at dyret kan frigives fra isolationen.
  3. Ulovligt indførte familiedyr; her er tale om dyr, der er indført uden at ledsage sin ejer (kommercielt indført) → normale procedure følges for påbud (se boks ovenfor).

Hvordan kan dyrlæger hjælpe?

Dyrlæger kan i første omgang hjælpe med at sikre:

  • Oplysning på fx sociale medier om, at alle dyreejere, der har dyr med fra Ukraine, skal registreres hos Fødevarestyrelsen via blanketten
  • At ukrainske dyreejere, der har medbragt dyr ind i landet, får hjælp til at kontakte Fødevarestyrelsen via denne blanket 
  • At informere dyreejeren og eventuel værtsfamilie om, at dyrene skal holdes isoleret så vidt muligt sammen med den ejer, som det har rejst med, og undgå kontakt til andre dyr og mennesker, indtil Fødevarestyrelsen har vejledt
  • At undlade at ID-mærke, registrere og vaccinere hunde og katte, der er kommet ind med ukrainske dyreejere på flugt, før dyret er visiteret af Fødevarestyrelsen og har fået vejledning om, hvordan de skal forholde sig
  • At undlade at udstede danske EU-pas til de pågældende dyr. Det er endnu ikke afklaret, om der skal udarbejdes en særlig formular til dokumentation af fx vaccination og titertest mv.

Hunde, der indføres til Danmark, skal registreres i Dansk Hunderegister. Der vil snarest komme retningslinjer omkring dette. Hvis du har spørgsmål allerede nu – kontakt da Fødevarestyrelsen: email@fvst.dk

Hvis du som dyrlæge behandler kæledyr fra Ukraine

Der bør udvises forsigtighed ved håndtering af kæledyr fra Ukraine, hvor der er usikkerhed om risikoen for rabies. Dette gøres blandt andet ved at: 

  • Undgå kontakt med spyt og savl. Mundkurv kan mindske risikoen for bid.
  • Undgå at dyret kommer i unødig kontakt med øvrige mennesker og dyr. 
  • Dyret skal som udgangspunkt behandles på dyrets isolationssted.

Læs mere hos Fødevarestyrelsen 

Dyrlægeforeningen følger udviklingen og informerer

Dyrlægeforeningen er i tæt dialog med Fødevarestyrelsen og dyreværnsorganisationer m.fl. om indsatsen for at sikre dyr og mennesker bedst muligt i denne forfærdelige situation. Vi vil løbende holde dyrlægerne orienteret og dele konkrete vejledninger og informationer, når de foreligger.

Følg med DDDs temaside om dyr fra Ukraine

Se også Fødevarestyrelsens side om kæledyr og situationen i Ukraine