Gå til sidens indhold

Miljø- og Fødevareudvalget lagde vejen forbi Den Danske Dyrlægeforening

Onsdag den 2. marts fik DDDs hovedbestyrelse besøg af en delegation fra Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg. Her fik de et fagligt indblik i de mange spørgsmål og problemstillinger, der er forbundet med hold af dyr.

MOF

Det var nogle meget aktivt lyttende og nysgerrigt spørgende medlemmer fra Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg, der havde taget imod Dyrlægeforeningens indbydelse. Udvalgsmedlemmerne havde på forhånd sendt en ønskeliste med emner, de ville opdateres på – og hertil supplerede DDD med nogle af de mærkesager, som DDD gerne ser et øget politisk fokus på.

Her er dyrevelfærd et centralt emne, hvor DDD italesatte forskellen på dyrevelfærd og etik – og at det ofte er svært for den enkelte at skelne mellem disse begreber, når vi diskuterer forhold for dyrene.

Et særligt fokus har været og er fortsat på de dyrevelfærdsmæssige udfordringer, som vi ser i fjerkræproduktionen, hvor brystbensfrakturer og høj dødelighed udgør et stort dyrevelfærdsmæssigt problem, som der skal tages fat på. DDD mener, at der er brug for mere regelmæssigt fokus på sundhed og velfærd i alle fjerkræbesætninger, hvilket krav om sundhedsrådgivningsaftaler i besætningerne vil kunne medvirke til.

Udvalgsmedlemmerne spurgte også interesseret ind til Dyrlægeforeningens holdning til naturnationalparkerne, hvor det er magtpåliggende for DDD, at Dyrevelfærdsloven gælder lige for alle dyr bag hegn, og at der er behov for tilsyn, og at man sikrer, at der sker  tilskudsfordring, når fødeknapheden indtræder. DDD har i debatten om naturnationalparkerne udtrykkeligt slået fast, at ønsket om øget biodiversitet ikke må være på bekostning af dyrevelfærden.

Blandt flere andre problemstillinger om dyrevelfærd satte DDD også fokus, hvordan usund avl kan påvirke vores familiedyrs velfærd i negativ retning. Hunde med flade næser og store øjne ser søde ud, men de har det rigtigt skidt, hvilket deltagerne kunne se med egne øjne, da de fik vist røntgenbilleder af brachycephale hundes kranier.

Ønske om et zoonoseberedeskab – sygdomme, der udfordrer dyr og menneskers sundhed

Delegationen fra Miljø- og Fødevareudvalget blev også introduceret til DDDs tanker om fremtidens beredskab. Risikoen for den næste pandemi er reel, og vi har brug for et beredskab, der skal følge udviklingen af fx forekomsten af influenza i svin og mennesker – og som skal kunne aktiveres med kort varsel, når/hvis en ny pandemi opstår.  

Konkret foreslår DDD, at der nedsættes et zoonoseberedskab, hvilket også vil kunne styrke forståelsen for samspillet mellem det veterinære område og den humane sektor.

Den aktuelle situation med flere udbrud af fugleinfluenza synliggør dilemmaet mellem, hvilken strategi der er den rigtige, og de valg, som skal træffes ud fra et sundhedsmæssigt og dyrevelfærdsmæssigt perspektiv.

Fokus på veterinærlægemiddelforordningen

Ved dagens møde var det vigtigt for DDD endnu engang at sikre fokus på den nye veterinærlægemiddelforordning, som har skabt stor frustration blandt dyrlæger i Danmark. Implementeringen og den danske fortolkning af reglerne vil føre til et øget antibiotikaforbrug og dermed risiko for øget antibiotikaresistens, hvilket er stort tilbageslag i en dansk kontekst, hvor restriktiv anvendelse og udarbejdelse af internationalt anerkendte antibiotikavejledninger til fx familiedyr har medvirket til, at Danmark har noget nær den laveste forekomst af antibiotikaresistens i Europa.

DDDs formand, Hanne Knude Palshof, forklarede, hvordan dyrlæger i mange tilfælde har praksis for at afbryde behandlingen, når der er effekt, og ikke nødvendigvis følge produktresumeets anvisninger, og at frustrationen hos dyrlægernes – som i øvrigt ikke var gået de indbudte politikeres næse forbi – har grobund i deres ærekære indsats og dybe faglighed, som vi mener bliver tilsidesat som følge af de nye bestemmelser.

Delegationen fra Miljø- og Fødevareudvalget viste stor forståelse for den situation, som dyrlægerne føler sig fanget i: At skulle overholde en ny forordning, men samtidig samvittighedsfuldt overholde dyrlægeløftet og sikre dyrevelfærd i henhold til Dyrevelfærdsloven.

Læs mere om mere om DDDs møde med Miljø- og Fødevareudvalget og fokus på veterinærmiddelforordningen