Pas på din dyrlæge, dig selv og din hest
Hestedyrlæger og hesteejere løber en betydelig risiko for skader i forbindelse med håndtering af heste. Med kampagnen “Pas på din dyrlæge, dig selv og din hest” sætter Faggruppe Heste fokus på sikkerhed og forebyggelse – til gavn for både dyrlæger, heste og ejere.
Hestedyrlæger har en høj risiko for at komme til skade i forbindelse med arbejdet med heste. Internationale undersøgelser viser, at hestedyrlæger i gennemsnit pådrager sig en arbejdsrelateret skade cirka hvert 3,5 år – typisk som følge af spark, bid, klemning eller tråd. Skaderne rammer oftest hoved, arme og ben, og omkring 31 procent medfører varige mén. Over et langt arbejdsliv kan det løbe op i adskillige alvorlige skader.
Risikoen gælder ikke kun dyrlæger. Hvert år kommer omkring 7.400 personer på skadestuen med hesterelaterede skader i Danmark. Over en fjerdedel af disse skader sker, mens hesten håndteres fra jorden – ofte i situationer, hvor også hesteejere er involveret.
Derfor sætter Faggruppe Heste under Den Danske Dyrlægeforening nu fokus på sikkerhed med kampagnen "Pas på din dyrlæge, dig selv og din hest". Formålet er at øge opmærksomheden på sikker håndtering af heste og dermed mindske risikoen for skader for både dyrlæger, hesteejere og heste.
Når en hest skal undersøges eller behandles af dyrlægen, kan den blive udsat for situationer, som er uvante eller ubehagelige. Ved at træne hesten i disse situationer hjemmefra – fx håndtering af ben, mund, sprøjter eller undersøgelse – kan risikoen for ulykker reduceres betydeligt, og behandlingen bliver tryggere for alle parter.
Som led i kampagnen deler Faggruppe Heste en række korte videoer produceret af British Equine Veterinary Association (BEVA) på DDDs Facebookside. Videoerne henvender sig til hesteejere og sætter fokus på god forberedelse, sikkerhed og samarbejde omkring dyrlægebesøg. Målet er klart: Færre skader, bedre arbejdsmiljø for hestedyrlæger og mere trygge forløb for både hest og ejer.