Gå til sidens indhold

Stort og småt fra dyrlægemøderne i Europa

Hovedbestyrelsens internationale udvalg deltog i sidste uge (den 6.-8. juni) i de halvårlige generalforsamlinger i den europæiske sammenslutning af dyrlægeforeninger FVE. Det foregik denne gang i Bratislava i Slovakiet - og på mødet blev politikpapirer om halthed hos kvæg, tidlig neutralisation af killinger og end-of-life for heste vedtaget.

Politikpapiret om end-of-life for heste blev præsenteret af Mette Uldahl, formand for verdens største sammenslutninger af hestedyrlæger, FEEVA. Der var stor applaus fra forsamlingen til Mette og papiret, der fastslår dyrlægens ret til at aflive heste af hensyn til deres velfærd, i situationer, hvor der ikke er andre muligheder.

I dansk sammenhæng synes det banalt, men stærke kræfter i Europa har længe været modstandere af tilgangen, og det var derfor en vigtig sejr, at politikpapiret blev vedtaget i FVE.

Endelig blev politikpapiret om goldbehandling af malkekøer også vedtaget. Det er et vigtigt skridt på vejen til mere ansvarligt forbrug af antibiotika i kvægbruget, selvom vi ikke er i mål med hensyn til kritisk vigtige antibiotika.

Læs mere: Nødvendigt, at dyrlæger på tværs af hele Europa står sammen

Arne Skjoldager takkede af

På dagsordenen var der også valg til FVEs bestyrelse, hvor danske Arne Skjoldager takkede af efter 6 år som bestyrelsesmedlem i FVE. Stor tak til Arne for et godt og indsigtsfuldt arbejde - det er kommet alle dyrlæger i Europa til gode.

Hollandske Rens van Dobbenburgh blev valgt som ny formand for FVE, flankeret af tyske Sigfried Moder, polske Stanislaw Winiarczyk, franske Thierry Chambon og endelig norske Torill Moseng, hvis kandidatur DDD har støttet.

Læs om valget til FVEs bestyrelse hos FVE 

I Dansk Veterinærtidsskrift, der udkommer i august, kan du læse mere om FVE-møderne i Bratislava.