Gå til sidens indhold

Stort tillykke til årets nye dyrlægestuderende – dyrlægefaget styrkes af jer!

1.382 håbefulde ansøgere havde veterinærmedicin som deres drømmestudie, og 239 har nu fået tilbudt en studieplads. Den Danske Dyrlægeforening ønsker de kommende studerende et varmt tillykke – og velkommen til et fag med både ansvar, mening og fællesskab.

IMG 0040

Interessen for veterinærmedicin holder sig på et højt niveau. På Københavns Universitet har 852 søgt om optagelse på studiet, heraf 492 som deres førsteprioritet. 182 studerende er optaget i år.

På Danmarks nye veterinæruddannelse ved AU Viborg har 530 søgt ind, og 270 af dem havde uddannelsen som førstevalg. Som planlagt er optaget i Viborg øget, og i år er 57 nye studerende blevet tilbudt en plads. I 2026 hæves optaget yderligere til 100, hvilket giver endnu flere mulighed for at forfølge drømmen om at blive dyrlæge.

Adgangskravene i 2025 afspejler fortsat stor konkurrence om pladserne. På AU Viborg er adgangskvotienten 10,1 for kvote 1 og 10 for kvote 1-standby. På Københavns Universitet er kravene i år 10 for kvote 1 og 9,9 for kvote 1-standby – en marginal sænkning i forhold til sidste år. Dermed fastholder veterinærmedicin sin position som en af de mest attraktive og krævende uddannelser i landet.

Et stort tillykke til alle jer, der er blevet optaget!

Den Danske Dyrlægeforening glæder sig over den store interesse for veterinærstudierne.

– Det er med stor glæde og stolthed, at vi ønsker et varmt tillykke til alle jer, der snart kan kalde jer veterinærstuderende. Det er en vigtig tid at uddanne sig til dyrlæge. Verden har brug for jeres viden, jeres blik for dyrevelfærd og jeres nysgerrighed, siger forperson for Den Danske Dyrlægeforening, Hanne Knude Palshof.

Hun noterer med tilfredshed, at kapaciteten igen i år er blevet styrket med flere studiepladser.

– Det er en vigtig anerkendelse af den stigende kompleksitet og samfundsmæssige betydning, som veterinærfaget har i dag. Dyrlæger spiller en central rolle – ikke kun i forhold til dyrevelfærd og -sundhed, men også som garant for folkesundhed og fødevaresikkerhed, og som en vigtig del af både forskning og life science-sektoren.

Derfor er det også afgørende, at kommende dyrlæger får opbakning og faglig forankring gennem hele deres uddannelses- og arbejdsliv, understreger Hanne Knude Palshof.

– I Den Danske Dyrlægeforening står vi klar med både rådgivning og et stærkt fagligt fællesskab – fra studiestart og hele vejen gennem karrieren. Vi favner hele professionen og arbejder hver dag for at sikre gode vilkår, faglig udvikling og et solidt fodfæste på arbejdsmarkedet for alle dyrlæger. Vi glæder os til at byde jer velkommen i fællesskabet og ser frem til at støtte jer i jeres udvikling som fremtidens dyrlæger, slutter DDD-formanden.

Den Danske Dyrlægeforening vil være til stede ved studiestarten både på AU Viborg og Københavns Universitet for at byde de nye studerende hjerteligt velkommen. Som en del af DDD-fællesskabet får de nye studerende blandt andet en kittel og et dissektionssæt, når de melder sig ind i foreningen – så er de godt klædt på til den spændende tid, der venter. Som studentermedlemmer kan de også få rådgivning om studiejobs, deltage i arrangementer til særpriser og meget mere.

Læs mere om medlemskab af Den Danske Dyrlægeforening