Gå til sidens indhold

Dyrlægeforeningen og Pharmadanmark opdeler fælles sekretariat

Pharmadanmark og Dyrlægeforeningen har besluttet at stoppe samarbejdet omkring et fælles sekretariat.

Opsplitningen sker, fordi foreningerne ikke mener, de ønskede synergier kan opnås. Førsteprioriteten lige nu er medarbejderne i sekretariatet, som foreningerne ønsker at tage bedst muligt hånd om. Medlemsbetjeningen forventes ikke at blive berørt af ændringerne.

Begge foreninger har arbejdet på at etablere det fælles sekretariat med henblik på at styrke foreningernes medlemsbetjening. Dette er desværre ikke lykkedes, og derfor har de truffet en beslutning om at opsplitte sekretariaterne igen.

Formand for Pharmadanmark, Rikke Løvig Simonsen, er ikke glad for beslutningen, men mener, den er nødvendig:

- Beslutningen skyldes helt kort, at vi har for forskellige behov for sekretariatets betjening. Derfor ser vi ikke samarbejdet som en fordel for vores medlemmer – hverken på kort eller langt sigt. Og det er dem, vi hver især er sat i verden for at repræsentere bedst muligt, siger hun og uddyber:

- Pharmadanmark og Dyrlægeforeningen er netop nu i dialog om, hvordan vi bedst muligt kan sikre en god opsplitning snarest muligt. Ikke mindst så vi kan skabe klarhed over for begge foreningers medlemmer og medarbejdere.

Ingen medarbejdere mister arbejdet - og medlemsservice fortsætter uforandret

Begge foreninger vil arbejde for, at medarbejderne kan fortsætte i de nye sekretariater. Samtidig vil medlemmerne af begge foreninger fortsat få den gode medlemsservice, de er vant til. Formand for Dyrlægeforeningen, Hanne Knude Palshof, udtaler:

- Vores førsteprioritet lige nu er vores medarbejdere, som vi ønsker at tage bedst muligt hånd om. Vi har orienteret dem om ændringen, og vi arbejder for, at alle medarbejdere fremover er ansat i et af vores sekretariater, siger hun og uddyber:

- De har vist os tillid og er rykket med over i det fælles sekretariat. Den tillid vil vi leve op til. Samtidig skal vi sikre, vi har et sekretariat, der på bedste vis kan understøtte både Pharmadanmarks og Dyrlægeforeningens fortsatte arbejde for medlemmerne, slutter hun.

Der foreligger endnu ikke en dato for opsplitningen af sekretariatet, men begge foreninger er indstillet på at skabe klarhed om tidshorisonten snarest muligt.

 

Yderligere information: Formand for Den Danske Dyrlægeforening, Hanne Knude Palshof, tlf.: 3140 9101.