Gå til sidens indhold

Dyrlægeforeningen: Utilfredsstillende med sanktioner i hver tredje kontrol i svinebesætninger

Fødevarestyrelsen har netop udgivet rapporten "Dyrevelfærd i Danmark 2017", der viser, at der er givet sanktioner for overtrædelse af reglerne i hver tredje kontrol i svinebesætningerne.

Fødevarestyrelsen har netop udgivet rapporten "Dyrevelfærd i Danmark 2017", der viser, at der er givet sanktioner for overtrædelse af reglerne i hver tredje kontrol i svinebesætningerne. De hyppigste årsager er manglende adgang til rodematerialer og mangelfuld håndtering af syge og tilskadekomne svin.

Miljø- og Fødevareminister Esben Lunde Larsen udtaler, at der nu skal mere fokus på dyrevelfærd på baggrund af kontrolrapporten.

- Det er vi meget enige i, siger formand for Den Danske Dyrlægeforenings Faggruppe Svin, Ken Steen Pedersen.

- Derfor er det også uheldigt, at Veterinærforlig 3 nu lægger op til færre besøg af den praktiserende dyrlæge.

Kontrolrapporten viser tydeligt, at der er brug for, at dyrlægerne kommer i besætningerne.

- Vi arbejder med syge og tilskadekomne dyr på daglig basis. Så det kan næppe være den rigtige vej at gå, når vi samtidig ønsker at sætte fokus på øget dyrevelfærd, siger Ken Steen Pedersen.

Se også nyheden hos Fødevarestyrelsen

For yderligere oplysninger kontakt formand for Den Danske Dyrlægeforenings Faggruppe Svin, Ken Steen Pedersen, på mobil 30 57 63 36.