Gå til sidens indhold

Langt flere pattegrise skal overleve i de danske stalde

Mindst en halv million flere pattegrise skal overleve årligt i 2020. Sådan lyder det ambitiøse mål fra Den Danske Dyrlægeforening og de danske svineproducenter under SEGES Videncenter for Svineproduktion.

Når en so føder sine grise, vil der fra naturens side ofte være dødfødte i blandt. Herefter er perioden fra fødsel til fravænning fra soen også en skrøbelig periode i pattegrisenes liv.

I 2014 levede 78,1 procent af de fødte grise ved fravænning. Med den nye aftale mellem dyrlægerne og erhvervet hæves ambitionsniveauet endnu mere, så målet nu er, at antallet af overlevende pattegrise skal bringes højere op, end til de 80 procent, der har været erhvervets egen målsætning hidtil.

Fra årsskiftet vil dyrlæger, rådgivere og svineproducenter landet over derfor intensivere arbejdet med at øge overlevelsen af pattegrise i landets svinestalde.

- Allerede i foråret 2014 indgik vi i erhvervet en aftale med den daværende fødevareminister og andre aktører, der skulle øge overlevelsen blandt pattegrise. Det nye samarbejde med dyrlægerne er sådan set en fortsættelse af den indsats, der allerede er sat i gang. Er der nogen, der er interesserede i at sikre en højere overlevelse, så er det svineproducenterne selv. Og der er rigtig mange penge at tjene ved at øge overlevelsen, siger direktør i SEGES Videncenter for Svineproduktion Claus Fertin.

Den Danske Dyrlægeforening og SEGES Videncenter for Svineproduktion vurderer, at mindst 500.000 ekstra grise med det nye samarbejde vil overleve frem til slagtning, og dermed give markant øget indtjening i branchen.

- Der er ingen tvivl om, at langt de fleste svineproducenter i dag gør, hvad de kan for at øge overlevelsen. Men der er brug for en koordineret indsats, og det er den, vi iværksætter nu, siger Claus Fertin.

Fokus på hver enkelt bedrift

Som et tema på de faste sundhedsrådgivningsbesøg indledes arbejdet i samarbejde mellem dyrlægen og svineproducenten med analyser, opsætning af mål og fastlæggelse af en plan. Nogle af de konkrete tiltag, der forventes at kunne have en positiv effekt er bl.a. faringsovervågning, kortlægning af dødsårsager og tidspunkt samt øget rådgivning fra dyrlægen om fødselshjælp, korrekt behandling af soen og pattegrisenes omgivelser. Derudover skal der mere fokus på opfølgning, så der løbende kan rettes op på problemområder.

- Der er spændende fremskridt i den indsats, der allerede gøres gennem kampagnen PattegriseLIV for at øge pattegriseoverlevelsen, men det er ikke alle besætninger, der er med i det arbejde. Så for at få hele produktionen med og for alvor reducere dødeligheden inden 2020 er det nødvendigt med et supplement, siger formanden for Den Danske Dyrlægeforenings Sektion vedrørende Svin, Kristian Viekilde og tilføjer:

- Vi skal i fællesskab gøre højproduktive landbrug til verdensmestre i overlevelse! Det kræver nye metoder, fokuseret indsats og motivation. Det er mit indtryk, at vi er klar til at levere på alle områder.

Den nye kampagne bliver lanceret i Herning Kongrescenter tirsdag den 20. oktober på den årlige kongres for svineproducenter. Kampagnen skydes i gang i starten af 2016.