Gå til sidens indhold

Lukning af Veterinærinstituttet er yderst beklagelig

- Vi beklager meget, at DTU nu har valgt at lukke Veterinærinstituttet som en selvstændig enhed. Sådan siger formanden for Den Danske Dyrlægeforening, Carsten Jensen, som reaktion på Danmarks Tekniske Universitets beslutning, der netop er blevet offentliggjort.

DTU begrunder beslutningen med bortfaldet af en række myndighedsopgaver i forbindelse med opretholdelse af det veterinære beredskab – en opgave, som DTU er kontraktligt forpligtet til at løse frem til 2020, hvorefter den overgår til Københavns Universitet, der i samarbejde med Statens Serum Institut skal varetage myndighedsbetjeningen.

Veterinærinstituttets historie går tilbage til 1908. Instituttet var kendt som Statens Veterinære Serumlaboratorium indtil 2002, hvor det blev sammenlagt med Statens Veterinære Institut for Virusforskning og blev til Danmarks Veterinærinstitut. I forbindelse med Universitetsreformen i 2007 blev instituttet overtaget af DTU.

Instituttets forskning og myndighedsbetjening har fra starten været helt central i forhold til sikringen af Danmarks høje veterinære stade og det veterinære beredskab.

Opretholdelsen af en stærk forskningsbaseret indsats af høj kvalitet er fortsat helt nødvendig for at sikre dette. Herudover varetager Veterinærinstituttet en række funktioner i forhold til fx diagnostik og opgaver for blandt andet landbrugserhvervet, der ikke er omfattet af det veterinære beredskab. Disse funktioner skal også sikres fremover, men det er uklart, hvordan det gøres.

- Hovedopgaven for både DTU og Københavns Universitet, der fra 2020 overtager myndighedsopgaver i forbindelse med det veterinære beredskab, er nu at sikre både de berørte medarbejdere og øvrige ressourcer, så vigtig viden og metodik ikke går tabt. Medarbejdere og forskere har loyalt og dygtigt arbejdet med opgaver, der er af afgørende betydning for det faglige høje niveau Danmark har på veterinærområdet. Denne proces medvirker Den Danske Dyrlægeforening gerne aktivt til, og heldigvis har DTU da også fokus på dette, pointerer Carsten Jensen.

Eventuelt yderligere oplysninger hos formanden for Den Danske Dyrlægeforening, Carsten Jensen, på telefon 27 80 17 24